‘I’m not okay with this’ er en ængstelig teenage-serie med et drys af telekinese

Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

Netflix’s nyeste tv-serie er en coming-of-age story som virker meget bekendt.

I serien følger vi vrede Sydney Novak (Sophia Lillis) som prøver at komme igennem highschool smertefrit, uden at vække for meget opmærksomhed til sig selv. Dette bliver dog ikke så nemt, da Sydney opdager at hun har telekinetiske kræfter som udløses af hendes vrede. Kræfter som hun hverken kan styre eller ønsker sig. Sydneys liv er kompliceret nok i forvejen, med en far som har begået selvmord, en mor som ignorerer at det er sket og hun er forelsket i sin bedste og eneste veninde Dina (Sofia Bryant). Sydneys liv kompliceres yderligere, da Dina bliver kærester med skolens mest populære fyr Brad Lewis (Richard Ellis). Skolevejlederen har opfordret Sydney til at skrive en dagbog for at takle og lære at styre hendes vredesudbrud. Dagbogen bruger Sydney til at takle hele sit liv med, og vi hører hendes stemme igennem serien, fortælle dagbogen hvordan hendes liv udvikler sig.

Historien i serien virker velkendt. Den telekinetiske unge akavet pige genkender vi fra Stephen Kings ‘Carrie’, hyldesten til 80’ernes kult film og serier ser vi i bl.a. ‘Stranger Things’ og en vred teenager med negative tanker ser vi i ‘The End of the F***ing World’. Castet er også genkendeligt, da to af hovedrollerne, Sydney og Stanley, spiller sammen i ‘IT’ fra 2017. ‘I’m not okay with this’ er dog baseret på en graphic novel af samme navn af Charles Forman. Forman er også skaberen af den graphic novel som ‘The End of the F***ing World’ var baseret på. Historien er helt sin egen, men virker ofte som en efterligning af en masse andre ting. Genkendeligheden skyldes også de visuelle valg der er blevet truffet i serien.

Visuelt minder serien om en John Hughes film som ‘The Breakfast Club’ eller ‘Pretty in Pink’. Vi ser teenagere siddende med benene over kors på bordene, en gruppe forskellige unge fanget til eftersidning, unge som danser kejtet med vennerne og som gør sig klar til prom derhjemme foran spejlet. Det er smukt filmet, men det er ikke banebrydende. Hughes’ film virker ikke kun som en inspiration, men som målet.

Den ene skaber af serien, Jonathan Entwistle, har tidligere været producer og instruktør på ‘The End of the F***ing World’, så det er ikke et rent tilfælde man kan se ligheder mellem de to serier (udover at de er skrevet af den samme forfatter). Entwistle har tydeligvis fundet sin genre i ængstelig teenage dramaserier med mørke hovedpersonerne, og det er nok det man kan forvente af ham i fremtiden.

Det der fungerer i serien er uden tvivl karaktererne. De typiske teenage stereotyper som ses i nærmest alle ungdomsfilm og bøger. Den sporty, den mærkelige, enspænderen, den populære, rebellen og nørden. Skuespillerne virker troværdige, og man har svært ved at se dem som andet end deres identitet i serien. For mig personligt fungerer det ikke at serien er en hyldest til andre film og serier, i stedet for være sin egen. Det kan være at det fungerer hvis seeren ikke genkender elementerne, men for mig har en film eller serie svært ved at blive kult, hvis den kun refererer til andre film og serier.

Serien er god som tidsfordriv, og med kun 7 afsnit på omkring 30 min hver, så er den hurtigt overstået. Men det er ikke en serie som man bliver blæst bagover med. Det bedste ved serien er uden tvivl sæsonafslutningen, så man kan håbe at sæson 2 bliver mere lovende.

‘I’m not okay with this’ kan ses på Netflix

Serien har 7 afsnit med en spilletid på ca. 30 min

Traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=M9vp9lhZiqU

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: