Anmeldt af: Charlotte Philips
Netflix’ nye horror-antologi beretter om en gruppe vidt forskellige mennesker med mørke baggrundshistorier.
I de første tre afsnit møder vi henholdsvis Molly (Ine Marie Wilmann), som sammen med sin familie er flyttet på landet, hvor deres naboer har et makabert forhold til deres kæledyr. Molly fristes hurtigt, da naboerne fortæller hende, at en offersten i den nærliggende skov kan bringe hende rigdom, hvis hun ofrer én, som hun har kær. I andet afsnit følger vi Erik (Erlend Rødal Vikhagen), som lige er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling og ender med at tage på hyttetur med sine to mystiske brødre. Inden længe får de overtalt ham til at dræbe en uskyldig pige, som de mødte på vejen. I tredje afsnit møder vi den priviligerede Olivia (Dagny Backer Johnsen), som pludselig oplever, at hendes venner planlægger at myrde hende, efter at hun er startet på et skrivekursus, der vender op og ned på hendes karikerede liv. Resten af sæsonen byder på flere morbide og humoristiske historier.
En mystisk buschauffør indleder de enkelte afsnit, når han med et uhyggeligt blik ledsaget af et bizart smil kigger på sine passager i bakspejlet og tager disse, nemlig vores hovedpersoner, med ud på en sandsynligvis skæbnesvanger bustur. Denne introducerende sekvens sætter den uhyggelige tone for hvert afsnit, men bussens destination afsløres på intet tidspunkt, hvilket nok vil undre nogle (mig inklusiv). Dette skal man altså tænke sig til, idet skaberne af serien har lagt mest vægt på de forskellige karakterers historier, som vises efter introduktionssekvensen.
Hvert afsnit byder på nye karakterer og nye omstændigheder, som bringer nye temaer og aspekter af horror-elementet; om det så er overnaturligt eller inden for virkelighedens grænser. Karaktererne er ofte meget karikerede, og en bizar stemning gennemsyrer de fleste plot. Desværre er afsnittenes korte varighed på ca. 30 min. ikke nok til, at man når at få et forhold til karaktererne, hvilket er et minus. Til gengæld er skuespillet og karakteriseringen for det meste gennemført og har en gennemgående rød tråd, idet alle karaktererne fremstår absurde og komiske i forhold til deres uhyggelige oplevelser.
Som de fleste Netflix-produktioner er ‘Bloodride’ flot produceret, og cinematografien er virkelig imponerende, bl.a. fordi stilen skifter alt efter det enkelte afsnits atmosfære. Derudover er det finurlige og emotive lydspor med til at understrege det morbide, men lettere komiske grundlag, som er seriens identitet. Denne filmiske identitet indrammes flot i afsnittet ‘Elefanten i rummet’; idet det portrætterer moderne ‘hverdagshorror’ på bedste vis. I dette afsnit forsøger de to nye medarbejdere, Paul (Karl Vidar Lende) og Kristin (Rebekka Jynge), til en kostumefest på arbejdet at opklare en mystisk hændelse tidligere på året, hvor en ansat på mystisk vis røg ud over bygningens altan for efter sigende at ende i koma – men intet er, som det synes.
Som horror-fan skal der mere til end dét, som ’Bloodride’ har at byde på, for at give mig et godt gys, men de fleste afsnit er underholdende og hyggelige på en let uhyggelig måde. Serien fremstår overordnet original og cinematografisk poleret, og jeg mindes ikke at have set samme koncept inden for nyere tids skandinaviske produktioner. De korte afsnit er i mundrette bidder, som man kan nyde uden den store intellektuelle eller tidsmæssige investering. Ergo: er man til useriøs og let fordøjelig horror-komedie, skal man se ‘Bloodride’ på Netflix!
Bloodride sæson 1 kan ses op Netflix
Sæson 1 har 6 afsnit med en spilletid på ca. 30 min
Traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=Kc4dbxQ-mEM
City Lights Filmblog 