Anmeldt af: Susanne Schatz
Den lille blå spilfigur Sonic får ny sin første spillefilm, og får selskab af selveste Jim Carrey.
Det lille blå pindsvin med superkræfter – han kan løbe sindssygt hurtigt, altså v i r k e l i g hurtigt – er nød til at forlade sin hjemmeplanet, da han bliver indhentet af sine fjender. Hans vise beskytter Longclaw giver ham en pose med gyldne ringe – hver eneste er en portal til en ny verden – og ordene ”Hold aldrig op med at løbe” med på flugten. Således ender Sonic på jorden i den lille idylliske by Green Hills, Montana. Alt er godt og hyggeligt, men at leve et skjult liv ”under jorden” er ikke det, han ønsker sig. En dag bliver Sonic lidt overmodig, undervurderer hans kræfter og ødelægger byens strømforsyning. Indbyggerne formoder, at det er en trussel mod den nationale sikkerhed og tilkalder Doktor Robotnik, som gør alt for at neutralisere ”fjenden”, med ALLE midler.
Der er lidt en trend med at lave film baseret på figurer fra et computerspil, fx Vilde Rolf. Sonic er født i et platformspil i 1991, og gennemgik siden da forskellige inkarnationer, men han bevarede sin ungdommelig gåpåmod, der taler til teenageren i os – og denne side har vi jo alle, mere eller mindre tilgængelig, ikke også.
Jeff Fowler har påtaget opgaven med at lave en spillefilm om Sonic, der ramme både børn og voksne – forældrene skal jo være med! Mange af de oprindelige elementer af spillet, som fx de gyldne ringe, hans fart og røde sko, er bevaret, dog er der også noget nyt med: Sonic er blevet udstyret med en sårbarhed og en længsel efter ”at være med” og ”at have en bedste ven”, som er et genkendeligt emne for de fleste af os, uden aldersgrænse.
Komikeren Ben Schwartz lægger stemmen til Sonic, og Jim Carrey har rollen som Doktor Robotnik!
Jeg er egentlig vant til at børne-/ familiefilm bliver synkroniseret, så jeg blev lidt skuffet i starten, da filmen er med engelsk tale. Jeg kan ikke vurdere, hvor meget det betyder for børn. For små børn kan det være udfordrende at følge handlingen og læse underteksterne (hvis de overhovedet kan læse). Men bort set fra det er ‘Sonic the hedgehog’ heller ikke særlig egnet til helt små børn pga. actionscenerne, hvor han nogle gange rammes meget hårdt.
I det hele taget er der meget gang i filmen!
Efter jeg er kommet over den første skuffelse og vænnede mig til figuren voksede min begejstring. Jeg kunne rigtig godt lide de morsomme detaljer omkring Sonic, som fx at han har en vaskemaskine som ”motionscenter” (han løber inden i tromlen), eller prøv at forestil dig, hvad man kan nå og opleve, når man kan løbe sååååå hurtigt!
Han er en rørende, lidt skæg karakter tegnet med en kærlig hånd – man holder virkelig meget af ham. Ellers synes jeg blandingen af rigtige mennesker og tegnede helte er supersjov.
Filmen fungerer udmærket og er helt sikkert en afvekslende og god oplevelse for hele familien, men måske med lidt mere fokus på store og små drenge end på ”den kvindelige sjæl”! Men helt fint: Pigerne fik ”Frost II”, og nu er det drengenes tur.
City Lights Filmblog 