Anmeldt af: Susanne Schatz
Feministisk fransk instruktør rammer plet med modig fransk film om begær, som især er til kvinder.
Instruktøren og manuskriptforfatteren Céline Sciamma (‘Water Lilies’ 2007, ‘Girlhood’ 2014, ‘Tomboy’ 2011) har noget på hjertet: Hun er en feministisk aktivist (bl.a. medlem af 50/50 by 2020 bevægelsen) og kæmper for ligestilling i filmbranchen. Hendes film omhandler seksualitetens flydende karakter, forelskelse og temaer som coming-of-age – og alt det forener sig i ‘Portræt af en kvinde i flammer’.
Efter søsterens død bliver Héloïse hentet fra klosteret, fordi hun skal giftes væk til Italien. Men hendes fremtidige ægtemand vil ikke købe katten i sækken, og derfor skal hun males, og billedet skal sendes til ham. For at undgå det uønskede ægteskab nægter Héloïse at vise maleren sit ansigt, hvilket naturligvis gør projektet ret vanskeligt! Efter den første kunstner giver op, kontakter moren Marianne, som officielt får opgaven med at være selskabsdame for Héloïse, men som om aftenen i al hemmelighed skal male datteren. Tingene kører ikke helt efter planen: De 2 unge kvinder nyder de kostbare øjeblikke sammen, og langsomt vokser først intimiteten og siden begær.
‘Portræt af en kvinde i flammer’ er en film reduceret til det mest essentielle: ingen musik (bortset fra 2 scener), kun 4 hovedpersoner, få replikker, men alligevel er filmen storslået. Fx ift. scenerne – slottet, havets brænding, stranden, kostumerne, … – men mest mht. de intense følelser.
Det er mageløst, hvordan det lykkes for Sciamma at fremstille erotikken, den sarte anelse af begær, intensitet og sensualitet med meget fingerspitzgefühl. Adele Haenel (Héloïse) og Noémie Merlant (Marianne) viser en meget fint og utrolig æstetisk sammenspil ofte kun via et enkelt blik, en uskyldig berøring, eller den måde de omgås hinanden! En umulig kærlighed, som udleves intenst – i det mindste i en kort periode, og vist på smukkeste vis.
Men derudover er filmen også en fascinerende tidsrejse: Hvad betød det at være kvinde i 1700-tallet – som tjenestepige, som maler, hvilke værdier skulle kvinder leve op til. Og vi får også et indblik i kunstnerens verden, i maleprocessen og i al de vanskeligheder, som føler med.
Jeg er nogle gange ikke glad for en films titel, men i dette tilfælde synes jeg at ‘Portræt af en kvinde i flammer’ er et perfekt valg og siger alt omkring filmens emne!
Filmen selv forgår egentlig meget stille og roligt, uden action, uden ”store armbevægelser”, men de 121 minutter bliver alligevel aldrig kedelige – tværtimod: Min interesse, min nysgerrighed, ja, min begejstring, holdt hele filmen igennem. Det skyldes først og fremmest skuespillerne, emnet og ikke mindst den utrolig afbalancerede måde filmen er lavet på!
En film for kvinder – men egentlig for alle, som har sans for store følelser, æstetik og kunst, helt uden kitsch!
City Lights Filmblog 