‘Monos’: Gennemgående forstyrrende og ubehagelig film, men interessant

Anmeldt af: Susanne Schatz

Film inspireret af virkelige hændelser er en ubehagelig oplevelse, som ender for forvirrende og rodet.

På en bjergtop i Latinamerika, langt væk fra det almindelige normale liv, hersker en gruppe guerillakrigere, sammensat af en håndfuld teenager-fyre og piger. Denne ”Organisation” er deres ”nye familie” og ansvarlig for deres (militære)opdragelse. De unges opgave er først og fremmest at træne deres kampevner, at vogte over en kvindelige gidsel og at tage ansvar for ”organisations gave” – koen Shakira! Egentlig skulle det lade sig gøre – egentlig. Men lige pludselig går alt galt, altså helt galt.

Inspireret af den uendelig lange borgerkrig i Colombia skabte instruktøren Alejandro Landes et næsten tidsløst univers, uden begyndelse og uden virkelig afslutning. ‘Monos’ viser al brutaliteten og meningsløsheden, som følger en borgerkrig, hvor der kæmpes på alle fronter: Paramilitær, guerillas, narkos, regering!

Jeg spurgte mig selv, hvad egentlig årsagen var til, at de unge mennesker havnede i dette helvede – mit svar, de har truffet beslutningen om at ”lege guerilla-kriger”? Det var den fornemmelse jeg fik. På den ene side var de helt optaget af deres træning, at følge chefens regler, uden nåde, men på den anden side var de også kun teenagere, som forelskede sig, som ville have sex, prøve den hallucinogene virkning af svampe, og skyde vildt med maskingeværerne, som om det var legetøj. En totalt paradoksal verden, som i det hele taget også spejler teenagers identitetssøgning og forvirring, bare med større konsekvenser og meget mere brutalt.

‘Monos’ har mange interessante aspekter. Filmen indeholder noget, som er temmelig ukendt og måske også uforståeligt for os, men som kan skærpe vores bevidsthed og opmærksomhed ift. den slags problematikker! Folk må have en dyb fortvivlelse og mistillid til systemet, total mangel på tryghed og håb for fremtiden, så teenagere kan rekrutteres til guerillakrigen.

Delvis var jeg virkelig fascineret over den måde ‘Monos’ er lavet på, fordi filmen er meget intens og kompromisløs, men under filmen opstod der mere og mere forvirring og forbavselse over, hvordan tingene foregik. Scenerne er abrupt klippet sammen, så at man lige pludselig er i en helt anden situation. Desværre gav det ikke altid mening for mig, og virkede nogle gange også for ”konstrueret”. ”Hvorfor?” var et spørgsmål, som hyppigt dukkede op i mit hoved

Jeg synes, de unge spillede rigtig godt og overbevisende, men jeg var mest fascineret af gidslet Doctora(Julianne Nicholson – bl.a. kendt fra serierne ‘Law & Order’ og ‘Ally McBeal’). Hun viste alle facetter fra angst og afsky til kamp, og overlevelsesviljen, var enormt autentisk – hun spillede ikke kun, hun VAR gidslet! Og det var helt sikkert ingen fornøjelse at være med i disse optagelser

Ellers kunne jeg rigtig godt lide (et mærkeligt udtryk ift emnet) det sidste billede: Fyrens ansigt, hans øjne og den blanding af at være kriger, samtidig med man så han alligevel kun var ”en lille dreng”, som var bang og alene. Det var stærkt og gjorde indtryk!

Jeg havde ret blandede følelser efter filmen, men desværre også en skuffelse over den lidt kaotiske klipning og springene i handlingen. Men alligevel en seværdig film!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: