Anmeldt af: Gry Jefsen
Instruktørerne Olivier Nakache og Éric Toledano, som stod bag ‘De Urørlige’ fra 2011, har promoveret ‘De Særlige’ som deres nyeste skud på stammen i samme genre.
Filmplakaten skriger good feeling ved første øjekast af det smilende makkerpar, og det har derfor været svært at forestille sig, at ’De Særlige’ ikke ville byde på mange lignende hjertevarme øjeblikke som den tidligere franske publikumssucces.
Bruno og Malik har dedikeret deres liv til at tage sig af unge autister, som ingen institutioner vil tage imod. De har derfor selv oprettet en organisation i Paris, hvor de ansatte ikke er uddannede. Filmen skildrer hvordan Bruno, Malik og de øvrige ansatte håndterer hverdagens konflikter med de unge autister, og har særligt fokus på udviklingen af to unge autistiske mænd; Joseph og Valentin. Da socialstyrelsen begynder at forholde sig kritisk til Brunos organisation, fornemmer man en begyndelse på et heroisk eventyr, hvor de gode skal vinde over de onde i kampen om at sørge for autisternes bedste velbefindende. Men filmen har mere på hjerte, og fortællingen fortsætter med at skildre de egentlige konflikter og udfordringer, som finder sted i Bruno og Maliks hverdag.
Nakache og Toledano har igen valgt at basere deres film på baggrund af eksisterende personer, som i deres øjne fortjener en hyldest. Denne gang er hovedpersonerne Bruno og Malik inspireret af Stéphane Benhamou og Daoud Tatou, som arbejder for at skabe mere plads i samfundet til børn og unge med autisme. Mødet med de to mænd har haft en særlig påvirkning på de to instruktører, og Nakache påpeger selv, at relationen har været medvirkende til at skildre karakterer med handicap.
Kameraarbejdet er nøje velovervejet, eftersom det håndholdte kamera i konfliktfulde scener drager publikum ind i den kaotiske hverdag, og giver et stort indtryk af de unge autisters skrøbelighed. Ingen af de unge autister er professionelle skuespillere, og deres personlighed og gåpåmod imponerer fra start til slut, som utvivlsomt udgør alle de rørende øjeblikke. Bruno og Malik spilles af Vincent Cassel og Reda Kateb, der gør humor til et vigtigt karaktertræk og indtager rollerne med en energi, som giver en fantastisk og rørende kemi blandt dem og de unge autister.
Filmens hjertevarme genre kan stærkt sammenlignes med ’De Urørlige’, og Nakache og Toledano gør et ihærdigt forsøg på at røre publikum til tårer. Men fordi klumpen i halsen er så fremtvunget, opfatter jeg det ikke som noget der falder mig naturligt, men nærmere som noget, der er forventet af mig. Hvis ikke filmens sarte øjeblikke kunne fremprovokere en tåre, så gør de afsluttende videoer af virkelighedens Bruno og Malik et sidste forsøg før rulleteksterne.
Jeg vil give ’De Særlige’ fire Chaplins baseret på det imponerende skuespil fra både professionelle og ”amatører”, og ikke mindst på baggrund af Nakache og Toledanos måde at fortælle os på, at der er mennesker derude, som sætter alt til side for at gøre plads til dem som samfundet ikke kan håndtere. De formår at give stof til eftertanke, og fortæller os hvor stor en forskel vi kan gøre for andre, hvis vi virkelig ønsker det.
Dog synes jeg, at feel good historien om det franske makkerpar, som finder alternative måder at klare hverdagen på, og ikke mindst de afsluttende videoer af virkelighedens hovedpersoner, var mere originalt tilbage i 2011 med ’De Urørlige’. For på trods af, at Toledano og Nakache formår at fortælle en vigtig historie savner jeg, at de skaber en rørende fortælling ved at tænke nyt, og ikke støtter sig op ad det som tidligere gav dem stor succes.
City Lights Filmblog 