Anmeldt af: Susanne Schatz
Henover 2 aftener i 1972 inspillede Aretha Franklin albummet ‘Amazing Grace’, og nu er optagelserne af indspilningen kommet ud som koncertfilm.
Nogle kalder det en musikdokumentar, men mere korrekt er det en koncertfilm – i hvert fald én, som havde en ”hård fødsel”! 47 år efter Sydney Pollack, sammen med Warner Bros., havde fået opgaven med at optage Aretha Franklins Gospel-koncert i en Baptistkirke i Los Angeles kunne filmen endelig blev færdiggjort – pga. tekniske problemer lå den nemlig 35 år i skuffen.
Gospelsange er en fantastisk og medrivende oplevelse, specielt når en benådet sangerinde som Aretha Franklin synger suppleret (som i dette tilfælde) med et rigtig godt kor. Det er en fornøjelse at se den glæde, musikken spreder, via det enkle budskab om håb gennem troen på Jesus guds søn. Korlederen havde instrueret publikum i ikke at holde sig tilbage, men til gengæld at være aktiv til stede – og det gjorde de! Der var gang i dem, de hengav sig rytmen, blev delvis rørt, henrykket, dansede og syntes at føle musikken i hele kroppen.
Korlederen holdt en fremragende hyldesttale for Aretha Franklin, kaldte hende søster, virkede meget nærværende og var undervejs selv dybt bevæget. Desuden havde han en udmærket stemme.
Alt det fungerede ret godt i filmen – helt klart endnu mere, hvis man er fan af Soul og Gospel – men jeg må indrømme, at der manglede noget (for mig): Jeg savnede lidt mere informationer omkring Aretha Franklin som person og som kvinde! Hun havde formodentlig et interessant liv, men der får vi ikke noget at vide om. Det ville have været dejligt, hvis denne koncertfilm havde haft mere”kød” på – ikke skandaler el.lign., men informationer der kunne tegne et mere personligt billede af Aretha Franklin.
Hun var en ikonisk sangerinde og pianist, vandt utallige priser (bl.a. Grammy Awards, Golden Globe Awards), var ”human rights” aktivist, men i filmen var hun ret ”usynlig” for mig – jeg fik desværre ingen virkelig fornemmelse af hende som menneske! Jeg havde glædet mig til et omfattende portræt, derfor efterlod filmen mig med en skuffelse og tanken om, at man måske kunne nøjes med at lytte til pladen Amazing Grace.
Dermed kun anbefales til ”hardcore-fans”
City Lights Filmblog 