Anmeldt af: Susanne Schatz
Det er lidt en af en klassiker, at nogle skilsmissebørn med de forkerte venner havner i narko- og prostitutionshelvede. Masser af partys og en permanent rus synes at være et perfekt svar på svigt, usikkerhed og følelsen af ikke at have hjemme nogle steder!
Magnea er en begavet og skøn 14 årig pige, som på trods af forholdsvis ”stabile familierammer” gradvist mister fodfæstet, efter mødet med Stella. Svigtets grund stammer fra forældrene, som hver for sig har fundet nye kærester og et barn til; samtidig med de har et latent alkoholmisbrug. De er lidt mere optaget af at holde deres eget liv i gang, end at have øjne for Magneas situation! Hun er jo en stor pige, som er god i skolen, som går til gymnastik og har en bedste veninde. Faren vil så gerne stole på datterens løfte!
Men Stella tilbyder en helt anden verden, hvor man bare har det sjovt, og hvor man kan ”tjene” penge ved at snyde gamle og ”klamme stoddere”! De to piger smelter næsten sammen, skaber deres egen virkelighed, i en symbiotisk boble af erotik og narko, dog uden at forstå, at der er INGEN, man kan stole på i denne verden af prostitution, rus og vold.
‘Lad mig falde’ er et drama, en barsk fortælling om at være ung i Island, men der er meget mere i filmen – problematikken er kendt og almen, forløbet og dynamikken klassisk. Men jeg synes instruktøren Baldwin Z (kendt for ‘Life in a fishbowl’) fremstiller emnet på en helt enestående måde!
Et drama uden store armbevægelser, uden pres på tårekanalerne! Egentlig foregår hele historien stille og roligt: Man bliver taget med til familielivet, til fester, hverdagen, i skolen, man er vidne til en udvikling, som på en paradoksal måde er ”forståelig”. Og for hvert minut bliver katastrofen større og større, samtidig med forældrenes fortvivlelse stiger, hvilket udløser nogle håbløse forsøg på at få styr på Magneas stofmisbrug!
Baldwin Z blander tidsforløbet og skifter mellem hovedpersonernes teenage- og voksenalder. Det fungerer udmærket, er utrolig godt lavet, men fører desværre undervejs til, at jeg er nødt til at orientere mig lidt, hvem er nu hvem, og hvor er de hen. Dog kan det godt være at forvirringen skyldes min udfordring med at læse undertekster, samtidig jeg skal følge handlingen på et helt fremmed og ukendt sprog – og de små nuancer gøre en forskel i sådanne film.
Filmen er sat sammen af helt fantastiske og usædvanlige optagelser, og de barske scener er suppleret med fremragende musik, men i total modsætning til handlingen: Musikken giver en behagelig og harmonisk fornemmelse, og man har bare lyst til at svæve på den dejlige lydbølge, mens vi fx ser, at en nål stikkes i armen og en pige får en overdosis.
Virkelige begivenheder ligger bag ‘Lad mig falde’. 2 pigers liv fletter sig sammen, på den mest uheldige måde og fører til at de i løbet af flere år går fuldstændig i stykker – på helt forskellige måder.
Samfundet tilbyder en masse afvænnings- og behandlingstilbud: Nogle søger hjælp i troen, andre prøver terapi eller selvhjælpegrupper, og for nogle lykkes det at få et bedre og stoffri tilværelse. Men filmen åbner også op for spørgsmålet om, man nogensinde virkelig kan slippe for stofferne, eller om én afhængighed kun erstattes med en anden, som fx spiseforstyrrelser?
Kan man gøre noget for at beskytte de unge imod disse fristelser?
Hvad er et tilstrækkeligt sundt miljø, så at de ikke søger den slags tilflugtssteder?
Hvad sker der, hvis forældrene fravælger et barn med misbrug, fordi de selv er udbrændte?
En usædvanlig god film med glimrende skuespilpræstation om et meget forfærdeligt emne.
Filmen skildrer problematikken fra mange synsvinkler uden anklager eller bebrejdelser – den er gribende, rystende, frastøttende, men på en måde også smuk!
Lad mig falde skal ses, under alle omstændigheder! Målgruppen: Forældre, teenager, lærer.
City Lights Filmblog 