Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Steven Moffat og Mark Gatiss som står bag miniserien ‘Sherlock’, der er utroligt populær, har slået sig sammen med danske Claes Bang i Netflix serien om Dracula.

I 1897 lever vampyren Grev Dracula på et slot i Transylvania. Han får her besøg af advokaten Jonathan Harker som han har hyret. Men Dracula er ikke kun interesseret i at være Harkers nye klient, og suger energien ud af Harker for selv at blive stærkere igen. Efter Harker slipper væk fra slottet, vælger Dracula at tage mod London for at kunne danne en masse nye vampyrer, og skabe død og ødelæggelse her. Han bliver derfor en del af passagerene på det russiske skib, The Demeter, som skal transportere dem til England, men da skibet synker gemmer Dracula sig i en kasse med jord fra Transylvania, og dukker op i London 123 år senere.
Claes Bang har virkelig fået gang i en international karriere efter han spillede hovedrollen i ‘The Square’ fra 2017. I løbet af de sidste par år har Bang været med i ‘The Girl in the Spiders Web’, ‘The Affair’. ‘The Glass Room’ og ‘The Burnt Orange Heresy’. Han har derudover også flere internationale film der vil udkomme i løbet af de næste par år. Det er alt sammen meget velfortjent da han er en meget dygtig og alsidig skuespiller, og derudover også en flot mand.
Han tilføjer virkeligt noget godt til ‘Dracula’ og skaber en Dracula som er skræmmende, iskold, charmerende, sjov og på en underlig måde også ret sexet. Det er et rigtigt godt valg at vælge ham til rollen, da han formår at balancere det mørke i figuren med den meget charmerende side. Man er heller aldrig helt rolig ved karakteren, da man ved ikke kan forudsige hans handlinger eller ved hvordan han reagerer. Det gør alt sammen at figuren bliver mere interessant og Bang er nok det bedste ved serien. Desværre er han bare, ihvertfald ifølge mig, lidt for lidt med.
Steven Moffat og Mark Gatiss har, ligesom de gjorde med ‘Sherlock’, lavet en serie som er meget fængende og flot. Den er meget gennemført og musikken, colourgradingen, scenografien og kostumer gør at man virkeligt bliver draget ind i universet og man kan mærke at der er en verden udenfor billedet.
Der er en del bifigurer med, men et problem med ‘Dracula’ er desværre bare at bifigurene ikke er lige så spændende som bifigurerne i f.eks. ‘Sherlock’, og ingen af dem laver rigtigt en præstation der kan måle sig med Bangs.
Der er nogle nye takes på Dracula-figuren og vampyrmyterne. Flere gange bliver der snakket om en vampyrs svagheder, hvorefter der bliver sagt; ‘Jeg ved ikke hvorfor det er sådan’. Det gør jo så også at der ikke rigtigt er så meget der bliver forklaret, men det er en meget sjov ide og det fungerer godt. Det er også sjovt tænkt at lade Dracula dukke op i 2020, og her er nogle sjove scener med den gamle vampyr som opdager nutidens elektroniske hjælpemidler, og andre ting som f.eks. biler.
Der er kun 3 afsnit i første sæson af ‘Dracula’, som så tilgengæld hver er på 90 minutter. Jeg var underholdt det meste af tiden igennem serien, selvom jeg måske syntes at 90 minutter er for lang en spilletid, for så mange ting sker der heller ikke i hvert afsnit. Havde man skåret 15 minutter væk tror jeg at man vil være underholdt hele vejen.
‘Dracula’ kan streames på Netflix
Der er 3 afsnit med en spilletid på 90 minutter
Traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=eEmXaAYabAw
