‘1917’: Sam Mendes’ storfilm ’1917’ skal opleves på det store lærred

Anmeldt af: Clara Miller

Under Første Verdenskrig bliver to unge britiske soldater sendt på en umulig mission – de skal ind i midten af fjendtligt territorie og stoppe 1600 af deres egne (og den enes bror) fra at dø i en fælde. Oddsene er imod dem, og tiden løber snart ud!

Der går ikke mange minutter før man er fuldstændig opslugt af ’1917’ og de to soldater Lance Corporal Blake (Dean-Charles Chapman) og Lance Corporal Schofield (George MacKay). Som seer bliver vi den tredje person i selskabet, da kameraet hele tiden bevæger sig og følger efter de to mænd. Klipningen er helt usynlig og det fremstår af denne grund som om filmen er optaget i one-take. Det er en mega fed effekt, som styrker publikums interesse, og selvom man ikke har været rigtig til stede, føles det sådan, og filmen bliver pludselig mere relatable.

Udover kameraarbejdet (Roger Deakins), som er i en liga for sig, er jeg også yderst imponeret over settings, som tager os igennem skyttegrave, ingenmandsland, grusveje, floder, skove og en forladt by. Alle steder er utrolig godt valgt, planlagt og designet ned til mindste detalje (takket være Dennis Gassner og Lee Sandales). Alle ligene skaber troværdighed og realistisk uhygge, men bliver samtidig brugt til et lettere komisk indslag, da Schofield ved et uheld får sin hånd stukket ind i maven af et råddent lig. Situationen er så absurd, men realistisk, og var en lille note i filmen jeg især kunne lide.  

Generelt er der også en rigtig god kemi mellem Blake og Schofield, og de to karakterer komplimenterer hinanden godt. Vi er 100 procent på deres hold og hepper på dem igennem hele filmen. Kun få af de andre karakterer, som tæller bl.a. Colin Firth og Benedict Cumberbatch, er ligeså hjertevarme og identificerbare som Blake og Schofield, men man dvæler heller ikke længe i selskab med andre, og derfor bliver det en film kun omhandlende de to soldater på missionen.

Der var flere tidspunkter undervejs i filmen, hvor jeg fik flashbacks til ’Dunkirk’ (2017) af Christopher Nolan. Det er i sig selv ikke en dårlig ting og sammenligningen består for mig i temaet og udførelsen rent filmisk. Begge film handler om unge britiske soldater i en krigszone, begge har samme stemning af uro, tiden imod sig, og håbet på et mirakel.

Dog føler jeg at ’1917’ mangler noget mere på historiesiden. Det er en ”quest-movie”, og vores hovedkarakterer har et tydeligt formål, men selvom der bliver bygget lidt på deres baggrunde og vi møder nye mennesker undervejs, så kan jeg ikke lade være med at sidde med følelsen af et lille tomrum til sidst. Det er ærgerligt, for det er dét, som gør at jeg desværre ikke sidder og vil se den igen og igen.

Overordnet set er ’1917’ en fremragende film, som man helt sikkert skal opleve i biografen i 2020 – musikken spiller (Thomas Newman), lydsiden generelt er intens og fængende, billedsiden er fantastisk, skuespil i top og alt i alt en storslået krigsfilm. Den får fem, fordi den er utrolig veludført, men som sagt mangler jeg en lillebitte krølle på historien.