‘Motherless Brooklyn’: Et bravt forsøg på en ny krimifilm, men den falder desværre lidt til jorden

Anmeldt af: Clara Miller

”Motherless Brooklyn” bliver ikke den store nye film, som alle ser i 2020. Der er både sjove og spændende øjeblikke, men langt fra nok til de næsten 2,5 timer som filmen varer.

”Motherless Brooklyn” er en rimelig ordinær krimifilm med et mord, der bliver begået og en detektivtype, der skal løse et mysterium. Edward Norton spiller privatdetektiven Lionel Essrog, der gør det til sit mål at finde bagmanden for mordet på hans ven og mentor Frank Minna, spillet af Bruce Willis. Lionel har Tourettes syndrom, og kalder det selv som ’at leve med en anarkist’, da han ufrivilligt udbryder diverse upolitisk korrekte ting. Men måden hvorpå hans hoved er sammensat er også grundlag for en absurd god hukommelse, der selvfølgelig viser sig at være brugbar.

Norton er tidligere kendt fra film som ”Birdman” (2014), ”American History X” (1998) og ”Primal Fear” (1996), hvilke alle gav ham en Oscar-nominering, og han spiller da også formidabelt i denne film. ”Motherless Brooklyn” er første film, hvor Norton både har skrevet manuskript og instruerer. Manuskriptet er baseret på bogen af samme navn skrevet af Jonathan Lethem og udgivet i 1999. Selve historien kan helt sikkert også noget, og jeg tror den har været spændende at læse, men desværre synes jeg ikke at filmen er særlig overbevisende.

Cinematografien er middelmådig, men der er et gennemgående farvetema af mørke, som er med til at opretholde en klar følelse af mysterium. Udover et underligt placeret jump-cut er klipningen en standard Hollywood kontinuitet, og efter min smag bliver den for kaotisk på en dårlig måde i begyndelsen. Lydmæssigt fungerer Daniel Pembertons jazzede score super lækkert, og han blev da også nomineret til en Golden Globe.

Kostumerne er også troværdige og elegante, og de flotte settings, som tager en tilbage til 1950’ernes New York, er værd at nævne. Dialogen er også velskrevet og der gemmer sig nogle sjove kommentarer hist og her, som løfter filmens niveau en smule.

Overordnet er stilen flydende og forvirrende; der er lidt gangsterfilm og film noir, og så noget mere kunstnerisk med Norton, der flyder rundt i noget ikkeeksisterende vand, og så noget mere klassisk drama – jeg forstår ikke præcis hvad Norton forsøger at fortælle og synes, stilen skulle have været skarpere.

Derudover er fortællingen som sagt en ordinær krimi – der er løse ender og gåder, der skal løses, men man skal ikke langt ind i filmen før man som publikum har regnet de fleste ting ud. Og så bliver det altså lange 2 timer og 25 min, når man ikke sidder på kanten af sædet i spænding.

Alt i alt en fin krimifilm, men ikke banebrydende filmkunst. Jeg ville anbefale denne film til krimifanen, der også kan lide lidt politiske film, men jeg kommer nok aldrig til selv at se den igen. Det er ikke sådan en film man tænker på mere end fem minutter efter man træder ud af biografen.