‘Honey Boy’: Med stærke skuespils præstationer og intense scener, formår Shia LaBeouf overbevisende at bringe os ind i epicenteret af hans traume, som er hans far

Anmeldt af: Anders Davies

Shia LaBeouf, som vi kender fra blockbustere, performance-art og personlige skandaler, kommer nu med en film, der har lidt af det hele. Et stykke biografisk meta-terapi, der bringer os lige ind Shia LaBeoufs traumatiske opvækst som børnestjerne, med en far, der er både voldelig, ustabil og med en lang historie af alkohol, stofmisbrug og kriminalitet.

Filmen åbner med Otis Lort(den synonymiserede Shia LaBeuof, spillet af Lucas Hedges), der i en eksplosiv scene til en actionfilm, bliver kastet op i luften ledsaget af eksplosioner, iført en sikkerhedssele. Selen er vigtig. Scenen er fra noget vi kan forestille os være fra en Transformers film eller noget i den dur. Efter Otis bliver trukket ned på jorden, skydes scenen igen, og bliver sandsynligvis gentaget en god håndfuld gange. Udmattet følger vi Otis, der uden held forsøger at få sin sele af. Frustreret i hans trailer, ser vi ham drikke sig fuld, vælte rundt og smadre traileren, have sex med en medskuespiller, for til sidst at ende i et biluheld og blive arresteret.

Klip til en 10 år yngre Otis, som får smidt en tærte og bliver kastet bagover, i en scene der spejler action-scenen. Vi ser her 12 årige Otis opsøge sin far for at få taget sin sele af, men han er optaget i at lægge an på en kvinde på filmsettet. Selen, og dermed også den repetitive del af arbejdet som filmskuespiller, bliver her koblet sammen med faren, og faren den frustration og selvdestruktivitet vi lige har overværet den ældre Otis gå igennem.

Filmen følger dette dobbelte tidsspor, der på den ene side er den ældre Otis i et afvænningscenter, der bliver tvunget til at se sit traume i øjnene, parallelt med den yngre Otis, som vi ser opleve traumet i realtid.

Både Lucas Hedges(den ældre Otis) og Noah Jupe(den yngre Otis) er helt imminente på hver deres måde. Lucas Hedges, som man næsten udelukkende kender fra film, hvor han får os til at græde, leverer overbevisende en filmstjerne, der kæmper med misbrug, ensomhed og PTSD, men det er måske i virkeligheden hos den unge Noah Jupes, at der sker noget helt betagende interessant. Hans underspillede portrættering af en dreng, der har så giftig en farfigur og værge, går rent ind. De mikroskopiske reaktioner han har på farens psykiske og fysiske krænkelser, og mangel på empatisk tilstedeværelse føles skræmmende realistiske, og er det der gør at vi føler at vi ser traumet ske, lige foran vores øjne.

Overfor Noah Jupes, spiller Shia LaBeoufs sin egen far. Selve hans præstation kan føles en smule overspillet, karikeret og til tider nærmest tegneseriefiguragtigt – men det er måske også fordi han spiller overfor Noah Jupes underspillede tilstedeværelse, at kontrasterne bliver større.

At skrive om sine oplevelser med faren, bliver for den ældre Otis en måde at bearbejde hans PTSD på, hvilket også var tilfældet for den virkelige Shia LaBeouf. Og det han skriver, er så den film vi ser. Og ikke bare skriver han filmen ned, og gennemgår handlingerne, men han udspiller sine egne traumer, igennem den person der har forårsaget dem(altså den virkelige Shia LaBeouf). Så konklusionen på filmen, bliver den film vi ser.

Det fungerer i hvert fald enormt stærkt, og denne tematiske spejlningseffekt, gennemstrømmer filmen i diverse motiver, såsom høns, klovneudklædning eller en enormt intens og ubehagelig scene, hvor den unge Otis skal fungere som et talerør for sine forældre. Den yngre Otis skal bogstaveligt talt spille sin far(ved gentage efter faren) i et skænderi over en telefon med sin mor, i en film, hvor Shia LaBeuof spiller sin far, der råber af en dreng, der spiller sig selv, som spiller sin far.

En slags mise en abyme á la LaBeuof. Fordi Otis/Shia har så meget af sin far med sig, uanset om han vil have det eller ej, så i denne sætte-sig-selv-i-sin-fars-sko situation, forsøger han måske i virkeligheden på at sympatisere med og tilgive sin far. Og det er egentlig ret smukt.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: