Anmeldt af: Susanne Schatz
I 2017 skrev Anthony McCarter stykket ‘The Pope’ og står nu også bag manuskriptet til filmen ‘The two Popes’, instrueret af Fernando Meirelles (kendt for ‘City of Gold’).
Filmen er baseret på virkelige hændelser – et skæbnesvangert møde mellem pave Benedikt XVI (Anthony Hopkins) og kardinal Jorge Mario Bergoglio (Jonathan Price), som får afgørende betydning for den katolske kirkes fremtid.
‘The two Popes’ er en æstetisk dejlig film, med overraskende musik – man regner ikke umiddelbart med at høre ABBA! Der er flere ting, som fungerer udemærket, fx indblikket i Vatikanstaten med alt dens pragt, og detaljerne vedrørende valget af en ny paveproces osv.
Jeg fik også lidt en fornemmelse af, hvordan pave Benedikt er som menneske, hvad hans tyske rødder betød for ham, og hvordan det var muligt at integrere dem i hverdagen. En konservativ pave, hvis valg fremkaldte ret ambivalente reaktioner, bl.a. blev han anset som exnazist.
Til gengæld er portrættet af kardinal Bergoglio helt anderledes: En beskeden, ydmyg mand, som gør sig umage med at holde god kontakt til folk – filmen beskæftiger sig mest ham, hans baggrund og historie! Han scorer helt klart flest sympati point! Det er charmerende, at én mand i denne stilling elsker fodbold, spiser pizza og danser Tango, ikke også?!
Fernando Meirelles har valgt en stil, hvor han blander egne optagelser med originale optagelser, hvilket formidler autenticitet, og supplerer handlingen på en interessant måde!
Anthony Hopkins passer egentlig godt til rollen, i hvert fald ift. udseende og alderen, men alligevel synes jeg ikke, at han fungerer perfekt som Benedikt XVI. For mig er det mærkeligt at høre en engelsk skuespiller spille en tysker! Samtalerne mellem den tyske pave og den argentinske kardinal forgik selvfølgelig på engelsk, og undervejs sagde Anthony Hopkins nogle få tyske ord, men trods alt føltes han ”forkert”, måske lidt fejlcastet? Bare for at nævne et alternativ: Armin Mueller-Stahl.
I det hele taget varede filmen en evighed: Tempoet var langsomt og handlingen ekstrem detaljerig, som om instruktøren prøvede at ”få alt” med i filmen. Det blev næsten kedeligt, selvom der også var morsomme scener – fx da kardinalen i introscenen prøver at bestille en flybillet, eller da han introducerer paven til pizza!
Et skarpere, mere pointeret forløb, ville have været bedre og mere fangende, synes jeg.
Et ”godbid” for alle, som er interesseret i den nyere historie og som følger sig knyttet til den katolske kirke!
City Lights Filmblog 