Anmeldt af: Susanne Schatz
Ken Loach er efterhånden en af de mest anderkendte og produktive nulevende engelske instruktører, og han er nu tilbage med endnu en film.
Finanskrisen ramte hårdt, også familie Turner, der fik smadret deres drøm om at eje et lille hus. Men Ricky, gift med Abby (ansat i hjemmeplejen) og far til Seb og Liza, vil ikke give op og håber på en ny chance som pakkebud. Tilbuddet lyder fristende: ”Du er din egen herre, du arbejder ikke for os men med os, du skal ikke stemple ind, men melde dig disponible!” Men ”duften” af uafhængighed og god indkomst begynder snart at stinke, da Ricky opdager de umenneskelige vilkår, han er havnet i – og hvor chefens gode afleveringsstatistik betyder alt og medarbejderne bliver behandlet som ”slaver”.’
Ken Loach er især kendt for socialrealistiske dramaer, fx ‘Jeg, Daniel Blake’. Med ‘Sorry we missed you’ griber han endnu en gang et emne, som er så genkendeligt for mange, at det rammer på en meget dyb plan! En familie, et par som synes at have det rimelig godt sammen, går stille og roligt i stykker.
Man kan godt forstå, at Liza er så bekymret for storbroren og forældrene, at hun bliver bange og påvirket af de stadigt voldsommere skænderier. Man kan godt føle sig ind i storbrorens oprør imod samfundet og systemet, da det er med at ødelægge familien. Det kunne være en øjenåbner for Ricky og Abby, da Seb bliver suspenderet fra skolen, men når voksne ikke har overskud, så forliser forståelsen og situationen skærpes.
Der er ikke tid til at snakke sammen, børnene må klare sig alene, med instruktioner sendt via mobilen; og når forældrene kommer hjem, er de så trætte af deres arbejde, at lunten er meget kort – katstrofen lurer konstant, igen, igen! Alle vil på en måde det bedste, de ønsker en tæt familie, dog er der så meget pres og ingen mulighed for at undslippe denne situation, at familien træffer endnu mere skæbnesvangre beslutninger.
Det er en trist og tung film, som efterlader en med en fornemmelse af håbløshed og fortvivlelse. De få situationerne præget af vis lethed, er kortvarige, og man tør næsten ikke at grine, fordi den næste katastrofe allerede venter om hjørnet! Jeg følte mig umattet, tung i hovedet og med tunge følelser derefter, men også rørt. Rørt af de små forsøg på at skabe nogle lyspunkter i tilværelsen – og nogle gange kan små ting gøre en forskel, i hvert fald et splitsekund.
I det hele taget er ‘Sorry we missed you’ en udmærket film, godt lavet, med troværdig skuespillerpræstationer!
Jeg er bare ikke helt så glad for slutningen – for åben, for uventet. Men det synes at være en nyere tendens i film, at der egentlig ingen slutning er.
Måske er jeg bare lidt for gammeldags.
En seværdig film, men man skal ikke forvente at komme hjem i bedre humør
City Lights Filmblog 