Et snapseinficeret, nikotingult og kvalmefremkaldende seriemorderportræt, der vil få dig til at gentænke din seriemorderfascination.

Anmeldt af: Anders Davies

Tysk seriemorderfilm baseret på virkelighedens Fritz Honka er klam og vulgær.

Prustende og stønnende bliver vi introduceret til Fritz ’Fiete’ Honka. Mens kameraet nådesløst kigger på, ser vi Honka forsøge at forcere en kvindekrop. Rummet, kvinden og Honka er beskidte – væggene er nikotingule/brune, overklistreret med udklip fra pornoblade, alle overflader og gulvplads flyder over med rod og nips, der ville give den værste hoarder klaustrofobi, tøjet er så uvasket og ulækkert at man får flashback til Jesper Christensens underbukser i Bænken – alt er simpelthen møgbeskidt og klamt. Og i denne møgbeskidte og klamme verden vi nu befinder os i, ser vi hvordan Honka forsøger at skille sig af med kvindeliget, væltende og rodende rundt med sav og ligdele, dybt alkoholiseret og uden nogen form for fatning.

Denne åbning bliver symptomatisk for resten af filmens æstetik.

’Den Gyldne Handske’, omhandler den tyske seriemorder Fritz Honka, der begik sine mord i St. Pauli i 1970’erne. Honkas historie er ikke en fortælling om den udspekulerede, charmerende psykopat, der manipulerer sine medmennesker til at slippe med de uhyrligheder, der ligger bag smilet. Dette er en historie om ødelagte, alkoholiserede og fortabe mennesker. Og i midten er Honka, der på ingen måde ligner Zach Efron og på ingen måde ejer Ted Bundys udspekulerede intellekt. Honka er det værste menneske man kan forestille sig. Et grotesk, skævvredet og svedigt ansigt, der slæber sig rundt med en krop, der er kvart i Quasimodo, husende den sygeste og mest usympatiske, alkoholiske og misogyne person man kan forestille sig.

Filmen er tematisk bundet sammen af dette sammenspil mellem en overflade og æstetik, der er klam og vulgær, og et indhold og nogle karakterer, der afspejler denne sanseligt ulækre æstetik. Hvis der er noget sympati at finde nogle steder, så er det i de ulykkelige skæbner, der bliver udsat for Honkas mord og tortur.

Der er en særdeles stærk scene, hvor Honka har samlet en tidligere prostitueret kvinde op på stambaren(Den Gyldne Handske), ved hjælp af sin sædvanlige lokken med snaps, der er umuligt for de alkoholiserede kvinder at sige nej til. Efter der har været en form for sex, der bedre betegnes som voldægt, ser vi kvinden, blødende fra ansigtet gå ud af soveværelset og åbne en flaske snaps, og hælde i det ødelagte ansigt, trods tydelige smerter og svigen fra de adskillige sår hun har fået i ansigtet. Selvom det ødelægger hende, og gør hende ondt, bliver hun ved med at drikke. Scene udvikler sig efterfølgende i en (tiltrængt) hævn på Honka, der selvfølgelig ender dårligt for kvinden. Alt sammen i et langt, ubehageligt one-take – et hyppigt brugt kinematografisk greb, der er med til at underbygge scenernes stærke ubehag, som man ikke for mulighed for at slippe fra at blive konfronteret med.

Med mængden af true-crime serier og film om seriemorder, og især tidligere alluderede Ted Bundy portræt, er der noget forfriskende ved skildringen af seriemorderen som denne rodede, usystematiske, uovervejede og ulækre karakter. Så udover at filmen gør det usandsynligt godt, når det kommer til at få os til at føle de tilrøgede, rådstinkende og snapsevædede rum og mennesker, så skal den have point for at fortælle en seriemorder bio-pic, der ikke er fascineret af sin subjekt.

Tværtimod fordømmer den ham, og sympatiserer og kommenterer til dels på de omstændigheder, der får mennesker at være så desperate, at de vil tage hjem med en mand som Fritz Honka.



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: