Anmeldt af: Susanne Schatz
François Ozons nyeste film sætter fokus på misbrug af drenge i den katolske kirke.
Hvad skal der til, for at en af verdens mest magtfulde institutioner – nemlig den katolske kirke – viser ansvar og ryggrad og beskytter dem, som er mest sårbare, børnene? Et godt spørgsmål. Er det ikke nok, at en af kirkens repræsentanter har misbrugt 70 børn gennem 30 år og oven i købet har tilstået det?
Historien om den pædofile fader Bernard Preynat er udgangspunktet for Gud være lovet: Alexander, 40 år, succesfuld bankmand, gift og far til 5 børn, er den første af Preynats ofre, som prøver at gøre oprør, da han opdager at faderen stadigvæk er ”i tjenesten” og har at gøre med børn. Selvom Alexander har et godt liv sidder de seksuelle krænkelser, han er blevet udsat for, dybt i hans sjæl. Men han vælger at tro på gud og kirken og at opdrage sine børn i guds navn – trods alt! Hans drivkraft for at tage kampen op imod den katolske kirke er næret af ønsket om, at andre børn ikke skal opleve det samme mareridt som ham! Men hans værste fjender findes ikke bare inden for de institutionelle rammer.
Filmen bygger på virkelige begivenheder, som faktisk skete for få år siden i Frankrig. Seksuelt misbrug er et ufatteligt og dybt rystende emne! Men endnu mere rædselsfuld er tanken om at forældre stoler på, at deres børn er i trygge hænder, i kirkens, i spejderes hænder, og præcis der sker det værste!
Instruktøren François Ozon, bl.a. ‘kendt fra Frantz’, ‘Under sandet’ og ‘8 kvinder – og et mord’, viser mod ved at gribe sådant et tema, og ved at vise det institutionelle hykleri!
Fx i scenen, hvor Preynat mødes med Alexander ved en slags meditationssamtale bliver det helt tydeligt, at Preynat selv opfatter sig som offer – det er jo en sygdom og dermed ikke hans skyld! Han er ikke i stand til at bede Alexander om tilgivelse, men til gengæld forventer han, at Alexander giver ham hånden. Jeg må indrømme, at jeg næsten fik kvalme ved denne scene!
‘Gud være lovet’ åbner op for mange spørgsmål: Hvordan håndterer man det med sin egen familie, hvis man har været offer for seksuelt misbrug? Hvor åben skal man være omkring det? Er det bedre at kæmpe, at snakke om det eller fungerer fortrængning også? Hvad er mediernes rolle i det? Hvilke konsekvenser har kampen?
Jeg synes at filmen ganske udmærket tager fat i forældrenes forskellige reaktioner ift. deres børns seksuelle krænkelser. Det bliver helt tydeligt hvor meget det betyder, at børn får opbakning, forståelse, og man overhovedet tager dem alvorligt! Ellers er det et dobbelt svigt, og børnenes sjæl ødelægges endnu mere.
Men nu må jeg også komme med nogle kritiske kommentarer:
I begyndelsen følger vi Alexander, og forløbet er næsten opbygget som en dokumentar – da bliver hans korrespondance med myndighederne og kardinal Barbarin nemlig oplæst, mens vi ser forskellige hverdagsscener. Melvil Poupaud (Alexander) gør det udmærket og overbevisende, man kan føle hans følelser i situationen, dog mangler der i det hele taget noget, uden at jeg kan sætte ord på, hvad det præcis er, så at jeg aldrig virkelig bliver rørt eller grebet.
Filmen fortæller faktisk 3 historier, som hænger sammen, og som bliver udløst af en slags kædereaktion. Det er et interessant koncept, men som ikke helt fungerer – det virker nemlig mere, som om forskellige film er klippet sammen, og resultatet derfor er lidt forvirrende!
I et vist omfang var jeg også forbavset over karakterernes reaktioner i visse scener, da de kom lidt ud at det blå – ikke ganske uforståeligt, men måske lidt for abrupt.
137 minutter føltes som ret lang tid, og handlingen skred frem og frem, så at jeg ikke kunne forestille mig, hvordan slutningen kunne være! Og så var slutningen også – ”mærkelig”, ikke virkelig afrundende, heller ikke åben, men på en måde utilfredsstillende!
Filmen har allerede vundet flere priser og er nomineret til både Guldpalmen i Cannes, Guldløven i Venedig og Guldbjørnen i Berlin – altså, det er en god film, som behandler et vigtigt, brandfarligt emne, skuespillerne er også ok, men alligevel er den på en måde uforløst.
City Lights Filmblog 