Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Vi er utroligt heldige i Danmark at have ordentlige arbejdsforhold, nogenlunde ligestilling og fine lønninger, men sådan er det bestemt ikke i alle lande.
Jeg kan ikke huske at jeg før har set en film fra Bangladesh eller har hørt noget om filmindustrien i Bangladesh. Jeg elsker dog at se film fra andre lande, og få et indblik i deres kultur. Derfor glædede jeg mig også til at se ‘Made in Bangladesh’ og få et indblik i dette land.
Shimu arbejder på en tøjfabrik i Dhaka, hvor arbejdsforholdene er meget ringe. Da der sker et uheld på fabrikken, hvor en ung kvinde dør, beslutter Shimu sig for at tage sagen i egen hånd og engagerer sig i fagforeningsarbejde. Dette møder modstand fra Shimus kollegaer og mand, som mener at de bare må finde sig i de dårlige vilkår. Shimu møder den lokale ildsjæl Maya, som beder hende om at fotografere kvindernes dårlige arbejdsforhold. Shimu gør dette, og samtidig samler hun underskrifter hos sine kollegaer, og får dem overtalt til at deltage i kampen om ordentlige forhold. Men da cheferne på tøjfabrikken får nys om dette, bringer det Shimus egen stilling i fare.
Der har igennem de sidste mange år været meget fokus på de dårlige vilkår arbejderne har på tøjfabrikker, og ofte hører man også om børnearbejde i denne industri. i ‘Made in Bangladesh’ er der ikke noget børnearbejde, men derimod kvinder som knokler og slider for at få penge til at forsøge deres familier og betale familiens udgifter. Det kan være så nemt at glemme hvordan folk slider for at producerer det tøj som vi går i men i ‘Made in Bangladesh’ giver de et godt forsøg på at vise bagsiden af denne industri.
‘Made in Bangladesh’ er instrueret af Rubaiyat Hossain som er en af Bangladesh’s kvindelige instruktøre. Hun brød igennem i 2011 med filmen ‘Meherjaan’ og dette er hendes tredje spillefilm. Hossain bruger sine film til at komme ud med politiske budskaber, f.eks. kritiserer hun den maskuline nationalisme og viser det fra et feminint synspunkt. Hun er den underkuede kvindes talerør, og kæmper med sine film for ligestilling og ordentlige forhold.
Det er bestemt et vigtigt emne og en spændende problematik som bliver fremstillet i ‘Made in Bangladesh’, og det er også spændende at se film fra andre lande end USA. Et stort problem i ‘Made in Bangladesh’ er desværre skuespillet. Hovedrollen er spillet af Rikita Nandini Shimu, og det er hendes opgave at bære hele filmen. Man forstår godt hendes frustation og drive, men istedet for at få rigtigt sympati med hende bliver man desværre bare lidt irriteret på hendes stædighed, og det fact at hun ikke rigtigt vil lytte til andre som sætter spørgsmål ved hendes kamp.
Udover hende er filmen fyldt med en masse unge kvinder, som desværre heller ikke rigtigt fungerer. Måske er det en kulturforskel, og måske er dette virkeligt godt skuespil i Bangladesh, men pga. skuespillet føler jeg aldrig at jeg rigtigt kommer med på rejsen. Det virker lidt overfladisk og skuespillet virker aldrig oprigtigt og inderligt.
Emnet er vigtigt, og der burde bestemt gøres noget så der kan komme bedre forhold på denne slags fabrikker. Desværre tror jeg ikke at ‘Made in Bangladesh’ er filmen der ændrer så meget. Igen er det noget ved fortællingen som ikke virker inderligt, og som også virker lidt uambitiøst – man bliver aldrig rigtigt rørt. Jeg tænker igen at det er meget pga. skuespillet, hvilket er en skam. Der er bestemt potentiale i historien, men desværre bliver det ikke rigtigt udnyttet til fulde. Derudover tror jeg ikke at så mange vil se denne film, ihvertfald ikke I Danmark, da nogle måske ville blive skræmt væk af at se en film fra Bangladesh.
Det kunne have været en meget stærkt og effektfuld film, men ender med at blive en film som ikke rigtigt gør noget indtryk og som hurtigt vil forsvinde I glemslen. Jeg syntes det er en skam, og syntes at dette emner fortjener en bedre film.
City Lights Filmblog 