‘Blinded by the Light’ skuffer imod min gode vilje.

Anmeldt af: Clara Miller

Jeg troede, jeg skulle ind og se en musikfilm med et personligt og politisk touch, men i stedet så jeg en gemen ’feel-good’-film, som ikke gav mig så meget andet end lysten til at høre mere Springsteen.

Gurinder Chadha, der bl.a. står bag succesfilmen ‘Bend it like Beckham’, har sammen med journalist Sarfraz Mansoor, der har skrevet den selvbiografiske bog ‘Greetings from Bury Park’, skabt ‘Blinded by the Light’, som bygger på Mansoors opvækst.

Javed (Viveik Kalra) vokser op som søn af pakistanske forældre i den britiske by Luton udenfor London. Han drømmer om at komme væk, og han skriver digte og dagbog for at undslippe den verden, han lever i, hvor han som pakistaner i et hvidt miljø i slutningen af 1980’erne bliver set skævt til af mange. En ny klassekammerat introducerer Javed til ”The Boss”, og med Bruce Springsteens musik i ørene finder Javed modet til at stå frem, invitere den søde pige ud og sige fra overfor sin traditionsbundne far. Javed begynder at følge sin drøm, og han får bl.a. hjælp fra sin engelsklærer, Ms. Clay (Hayley Atwell), der synes godt om hans digte.

‘Blinded by the Light’ følger opskriften på en “feel-good”-film til punkt og prikke, og tjener netop dét formål at få sit publikum til at ”feel good”. Dog bidrager filmen ikke med meget andet til hovedet eller hjertet end en rar fornemmelse. Jeg er ikke blevet udfordret, jeg er ikke blevet synderligt (be)rørt, og jeg har ikke tusinde tanker flyvende eller spørgsmål jeg mangler svar på. For mig er det ovenstående ting, der bidrager til en fantastisk film – en film som scorer topkarakter og som man har lyst til at se igen. ‘Blinded by the Light’ er ikke en dårlig film, men den er desværre heller ikke en film jeg ville anbefale til filmnørder eller selv se igen i den nærmeste fremtid.

Musikken er formidabel (det er jo også Springsteen), men den ender med at bære filmen, hvis plot og fortælling bare ikke er nok i sig selv, da det hverken er banebrydende eller yderst interessant. Traileren lægger op til en sjov og spændende film med et godt tempo og god musik, men realiteten er bare at tempoet er en smule bizart og usammenhængende (det går langsomt, så går det hurtigt, så går det langsomt igen og så superhurtigt i slutningen), filmen er for corny og indlysende, og humoren optræder for lidt.

Det er fx virkelig morsomt, da Javed starter i High School, og hans far fortæller ham at han skal holde sig væk fra piger og ”do what the jews do” for at blive succesfuld. Men i stedet for flere episoder som denne er filmen fyldt med kliché-øjeblikke, som da faren endelig accepterer Javeds drøm og fortæller ham ”write your stories, yes, but don’t forget ours”. Det er jo et rigtig fint budskab, men når det kommer efter et klassisk ”jeg-holder-tale-om-mit-liv-og-min-drøm-foran-hele-skolen-mens-alle-kigger-dybfølt-på-mig”-øjeblik, så er jeg altså desværre bare ved at være fyldt godt op med det rosenrøde.

Når det er sagt, lyder det jo næsten som om at jeg har siddet og fået sure opstød igennem det meste af filmen. Det har jeg ikke. Der var flere steder, hvor jeg følte mig godt underholdt, og i de store træk er filmen også sat fint sammen. Jeg synes, at det er vildt ærgerligt at jeg ikke kan give denne film flere stjerner. Jeg ville virkelig gerne kunne lide den mere, end jeg gør, men selvom den er fyldt med kærlighed og glæde, så rammer den mig bare ikke hårdt nok.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: