Ny dansk storfilm “Ser du månen, Daniel” kan meget vel gå hen og blive Oscar-nomineret.

Anmeldt af: Clara Miller

Historien om den danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage i fangenskab i Syrien, er en øjenåbner for de forfærdelige og skræmmende ting der sker i verden, og filmen sidder fast i dig længe efter sidste rulletekst har kørt.

Det kan være lidt af et sats at lave en film baseret på virkelige hændelser (man skal holde sig til fakta, afbillede de virkelige mennesker på en respektfuld måde etc.) men ikke bare slipper instruktør Niels Arden Oplev og co-instruktør Anders W. Bertelsen godt afsted med det, de laver også en så elegant film med en sådan autencitet at den er en Oscar værdi! Ja, “Ser du månen, Daniel” kunne meget vel gå hen og blive Danmarks bud på bedste udenlandske film til næste års Academy Awards. I hvert fald synes jeg, at det uden tvivl er det bedste bud – selv med “Dronningen” som modstander i kampen om at blive valgt.

I filmen følger vi den unge Daniel Rye (Esben Smed) som tager til Syrien for at fotografere de folk, som fortsætter deres hverdag på trods af borgerkrig. Der går dog ikke længe inden han bliver taget som gidsel af terrororganisationen Islamisk Stat, hvor han sidder fanget i 398 dage. Da hans familie finder ud af at han er taget til fange skaber de kontakt til den danske gidselforhandler Arthur (Anders W. Bertelsen), og vi følger nu med i forhandlingerne, familiens frygt og Daniels kamp om overlevelse i Syrien sammen med de andre udenlandske gidsler, bla. den amerikanske journalist James Foley.

“Ser du månen, Daniel” er en rørende, flot fortalt fortælling om virkeligheden, og for at være ærlig kan jeg ikke komme med nogle negative kommentarer om denne film. Så det siger ikke så lidt.
Fotograf Eric Kress udfører kameraarbejdet med de fineste detaljer og flotte fokusskift, og så har vi en lyssætning som danner de smukkeste og reneste skygger. Kompositionen i billedet er lige i øjet ved næsten hvert frame, og der er flere close-ups som hiver dig fuldstændig ind i filmen og Daniels følelser.

Derudover fungerer krydsklipningen mellem Daniel i Syrien og familien i Danmark rigtig godt, og det er både pga klippere Anne Østerud og Lars Therkelsen samt manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, der formår at forene de to verdener i én film uden at man som seer mister overblik eller fokus på den store historie. Det er en hjerteknusende historie, men en fantastisk fortælling om håb, frygt, smerte, kærlighed og kampen for overlevelse.

Komponist Johan Söderqvist og lyddesignere Bent Holm og Espen Rønning fortjener også en klapsalve. Lyden igennem hele filmen er medrivende, og trommer der lyder som hjertebanken bliver pludselig lyden af dit eget hjerte, der hamrer afsted som man kommer længere ind i fortællingen. Tilmed er det Daniels hjertebanken, som du får lov til at være førstehåndsvidne til, og du er så tæt på at du med lyden og billederne kan mærke den smerte han gennemgår. Dét er flot filmarbejde!

Det er på sin vis også en politisk film, som åbner op for spørgsmålet at forhandle med terrorrister. Den danske regering har en klar holdning, men når man ser familiens frygt og deres desperate råb om hjælp til at samle flere millioner euro, gør det ondt i mit hjerte, og en lille del af mig får lyst til at skrige til udenrigsministeren “gør det nu bare, gør det for at rede en ung og uskyldig mands liv”.

Nede i Syrien ved gidseltagerene også at chancen for at få penge fra den danske regering er minimal. “Your government won’t pay, you’re going to die here” bliver der sagt flere gange, både til Daniel Rye men oftest til hans amerikanske ven James Foley, hvis hjemland heller ikke forhandler med terrorister.

Det er en vigtig film på mange måder, synes jeg, men især det sidste citat inden rulleteksterne begynder rammer mig hårdt. Daniel Rye har i 2016 sagt, at de flygtninge, som kommer fra Syrien til Danmark har oplevet meget værre ting end han selv. Flygtningekrisen er ikke overstået, krigen i Syrien fortsætter stadig, og for mig var dét citat det sidste der skulle til for at jeg virkelig forstod hvordan denne film ikke blot er dokumentation på én mands lidelser, eller på en gruppe mænds lidelser. Der sad flere i fangenskab med Daniel Rye, men disse slags fangenskaber er der mange af, og der er ikke kun vestlige fanger.

Daniel og James Foley taler i filmen om, at de begge er taget afsted for at dokumentere begivenhederne, så folk derhjemme kan vide hvad der foregår. Det er skræmmende, de ting der sker i verden, og hvis vi ikke fortæller historier om det, skriver bøger eller laver film, så slipper fortællingen ikke ud. Så slipper virkeligheden ikke ud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: