DiCaprio og Pitt fører an i charmerende og stjernespækket Tarantino brag.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I 1969 begyndte Hippiekulturen at ændre den verden man kendte før, filmindustrien begyndte også at ændre sig, og samtidig gjorde Manson-familien deres indtog i Hollywood – og det er præcist hvad Tarantinos nye film er om.

Jeg må indrømme at jeg aldrig har været Quentin Tarantino super-fan. Jeg har aldrig været så forgabt i ‘Pulp Fiction’ som mange andre er, jeg er heller ikke særlig vild med ‘Kill Bill’ filmene og jeg syntes ‘The Hateful Eight’ var for lang og kedelig. De Tarantino film jeg bedst kan lide må klart være ‘Reservoir Dogs’, ‘Django Unchained’ og ‘Inglourious Basterds’. Den sidstnævnte er nok den Tarantino film jeg har set flest gange. Alligevel glædede jeg mig virkelig meget til ‘Once Upon a Time… in Hollywood’, da jeg syntes traileren så overdrevent fed ud, og jeg syntes han havde fået samlet et fantastisk cast.

‘Once Upon a Time… in Hollywood’ foregår i Hollywood i 1969, i en tid hvor filmindustrien begynder at ændre sig drastisk, og Hippiekulturen har gjort sit indtog. Rick Dalton er en tidligere stjerneskuespiller som er i en periode af sin karriere, hvor han ikke længere er hovedrolle materiale – derfor tjener han til dagen ved at have gæsteoptrædener i forskellige tvshows. Ved sin side i den svære tid har han sin trofaste ven og stuntman, Cliff Booth. Cliff er meget upopulær i Hollywood, da han ikke har opført sig specielt pænt når han var på optagelse, så hans dage går med at køre Rick rundt og ordne forskellige småting for ham. Da skuespillerinden Sharon Tate og filminstruktøren Roman Polanski bliver naboer til Rick, og da Rick bliver tilbudt at komme til Italien og lave Spaghettiwesterns, må Rick og Cliff arbejde på at finde en plads i en filmindustri de næsten ikke kan kende mere.

‘Once Upon a Time… in Hollywood’ har et fuldstændigt eminent cast, som er en samling af nogle af de bedste Tarantino skuespillere og nye tilkomne. Leonardo DiCaprio spiller Rick Dalton, Brad Pitt er Cliff Booth og Margot Robbie spiller Sharon Tate. Udover dem er Al Pacino, Bruce Dern, Damian Lewis, Luke Perry, Kurt Russel og Michael Madsen med i mindre roller. DiCaprio spiller sin bedste rolle i mange år, og formår i sit skuespil at få alle nuancer med. Det er lige fra de små tics som Dalton har og til de større følelsesmæssige udsving. Det vil undre mig meget hvis DiCaprio ikke bliver nomineret, og vinder, en Oscar – og en hel del andre priser, for hans præstation. Det samme kan man sige om Brad Pitt som også her giver sin bedste præstation i mange år. Han beviser her at han er tilbage på toppen efter et par år med lidt middelmådige præstationer.

Al Pacino har en meget lille rolle, men ligesom Pitt og DiCaprio virker det også som om han nyder at spille denne rolle, og det er en fryd at se Pacino give en god præstation igen. Derudover er resten af castet også ekstremt velspillende, og det gør at filmen løfter sig op på et andet niveau.

Det er Tarantinos 9. film, og han har her lavet en gennemført flot film. Tidsbilledet er der ikke en finger at sætte på og dialogen er virkelig velskrevet, som også bliver leveret perfekt af castet. Derudover er der nogle geniale scener som virkeligt er en fornøjelse. Det virker som om holdet har haft en fest med at lave filmen – hvilket er noget man kan mærke igennem lærredet, og som gør at publikum det meste af tiden godt underholdt. Det er også en af de sjoveste Tarantino film, der har nogle gode punchlines og jokes, som sikkert vil blive citeret af mange efter de har set filmen.

Det eneste negative jeg kan pointere er at filmen lidt mister momentum i midten af filmen hvor den mister tempo og føles en smule lang. Filmen starter ellers fantastisk ud og den første time er fuldstændigt sublimt filmværk. Der sker dog ikke meget i den midterste del af filmen, og måske er det derfor den her føles lidt lang. Den kommer så gevaldigt tilbage i sidste del og slutter af i højt tempo og med en god portion humor.

Jeg er lidt en sucker for film der handler om Hollywood, og især film der handler om Hollywood i de gode gamle dage. Derfor kan jeg ikke undgå at elske denne film, da den har alt hvad en virkelig god film om Hollywood skal have. Den har jetset liv, filmproduktion, stjerner, fallerede karriere, venskab, jalousi, action, osv. osv. Jeg ved ikke om det skal være en tribute til Hollywood, men det virker som en kærlighedsfilm til en industri der har udviklet sig drastisk siden sin begyndelse.

Jeg syntes det er Tarantinos bedste film i mange år, ihvertfald siden ‘Inglourious Basterds’. Det vil også undre mig meget her hvis han ikke bliver belønnet med en hel del priser – det er ingen hemmelighed at Hollywood elsker film om deres egen industri, så denne film virker oplagt til en masse priser.

Der er helt sikkert en stor gruppe Tarantino-fans som vil valfarte til biografsalen, men denne film kan sagtens også ses af folk der ikke er kæmpe fans af manden, da den nok også er en af de mest tilgængelige film han har lavet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: