Emil fra Lønneberg i en feberdrøms-agtig verden – på svampe.

Anmeldt af: Anders Davies

Ari Aster gjorde sig bemærket på gyserscenen, da han udgav sin spillefilms debut, ’Hereditary’, der høstede stjerner og international hyldest. Nu er han allerede klar med sin næste gyserfilm, ’Midsommar’, og forventningerne er skruet i vejret.

Et kærestepar med uforløste problematikker. Manden med det ene ben på vej ud af døren, kvinden ramt af sorg, depression og angst. Sammen med nogle venner, begiver de sig til Sverigens land, for at fejre midsommer med vennen Pelles umiddelbart flippede landsbyskollektiv, Hårga. Og mere skal egentlig ikke forklares af plottet.

Hvad gør dig bange? Er det spøgelser, som får stole til at bevæge sig i de sene nattetimer? Er det seriemorderen, der gemmer sig i mørket? I Midsommar, er der intet mørke for spøgelserne og seriemorderne at gemme sig i. Midsommar er til gengæld præget af lys, natur og farver. I en slags omvendt ’30 Days of Night’, går solen aldrig rigtig ned, der sammen med den imponerende kinematografi, gør ‘Midsommar’ til en helt unik visuel oplevelse. For alle farverne, alt lyset, de flotte billeder er rammerne der tjener filmens absurde og ubehagelige indhold, så man sidder tilbage uvidende om man skal græde eller grine.

Det er ikke frygt, men det er det absurde og det ubehagelige, der rammer stærkest hos Aster. Man frygter at se tingene udspille sig, men der er ikke tale om jump-scares eller brug af gyserklichéer til at få en reaktion. Der er tale om et langsomt, opbyggeligt og surrealistisk ubehag, som man bare ikke kan stoppe.

Ligesom ’Hereditary’ bearbejder Aster nogle enormt relater bare menneskelige og relationelle problemstillinger, igennem hans film. I ’Midsommar’ har han kastet sig over det dysfunktionelle parforhold. Florence Pugh, gør det helt fænomenalt intenst, som den sårbare Dani, og skildrer enormt troværdigt og stærkt den sorg hun skal formilde, parret med Jack Reynor, der gør et godt arbejde som den usympatiske kæreste Christian. Dialogudvekslingerne bag parrets diskussioner har en helt utrolig realistisk nerve, der er svær at ryste af sig, og giver karakterne en stærk og troværdig dybde.

Filmens tempo dykker i midten, efter en stærk start, hvor man godt kunne tale om at der kunne skæres nogle minutter fra. På den anden side bruges tiden på at etablere den hedenske landsbys traditioner, for at bygge den verden og univers vi skal forstå. Slutningen rammer hårdt, og på en syret måde, med en fantastisk brug af orkestral musik, og nogle helt absurde sekvenser. Strukturelt kan man godt sammenligne lidt med ’Hereditary’ med den stærke start, lidt sløvere midte og intense afslutning. Samt brugen af absurditet, til den grænse, hvor nogle klart vil stige af og begynde at grine, hvor for andre det bare vild forstærke den ubehagelig effekt.

Med ’Midsommer har Ari Aster skabt noget helt unikt, et univers, der er urovækkende, som det er smukt, og på en underlig måde også lidt bekræftende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: