Femte sæson af ‘Fear the Walking Dead’ mangler bid
Anmeldt af Charlotte Philips

I denne omgang af ‘Fear the Walking Dead’ får Morgan og gruppen endnu en dosis af Texas’ sydlige, postapokalyptiske ‘charme’ at føle.

Med Morgan (Lennie James) og Alicia (Alycia Debnam-Carey) i spidsen besluttede gruppen sig i sidste sæson for at fortsætte den afdøde filantrop Claytons velgørende arbejde og hjælpe apokalypsens nødstedte. Desværre støder gruppen nu på en masse problemer, da deres fly styrter ned nær et radioaktivt område, hvorefter de finder ud af, at én af deres egne har vendt dem ryggen. De skal nu finde en vej tilbage til deres nye hovedsæde, nemlig den tidligere denimfabrik, men radioaktive walkers, nye potentielle fjender og ønsket om at hjælpe en flok efterladte børn gør det til en mission fyldt med forhindringer.
I sidste sæson fik vi den første crossover fra ‘The Walking Dead,’ eftersom Morgan valgte at forlade Rick og gruppen for at finde sig selv og udforske verden uden for Alexandria. Morgan har hurtigt overtaget styringen i ‘Fear the Walking Dead’ i samarbejde med Alicia, der, sammen med Strand (Colman Domingo), er den eneste tilbageværende hovedperson fra første sæson. I denne sæson ser vi endnu en crossover fra ‘TWD,’ nemlig den tidligere savior Dwight (Austin Amelio), der desperat leder efter konen, Sherry.
Som de tidligere sæsoner portrætterer femte sæson en virkelighed, hvor ildesindede mennesker ofte udgør en større trussel end walkers. Desværre synes jeg, at plottet og nogle af hovedkaraktererne mangler kant, hvilket bl.a. er et resultat af, at man valgte at dræbe (eller fjerne) nogle af de karakterer, som efter min mening var mest markante. Vi får dog et glædeligt, men kortvarigt gensyn med Daniel (Rubén Blades), og Al (Maggie Grace), John (Garret Dillahunt) og June (Jenna Elfman) komplementerer egentlig serien fint, men karaktererne Alicia og Luciana (Danay García) stagnerer lidt i deres udvikling.
Noget af det, der var så interessant ved de første par sæsoner, var bl.a. de nuancerede karakterportrætter, men også det, i forhold til ‘TWD’, kontrasterende miljø i Californien og Mexico. ‘FTWD’ har i de sidste sæsoner bevæget sig mere ind på ‘TWD’s territorie, idet denne gruppe nu også befinder sig i én af sydstaterne, så jeg savner lidt kontrasten mellem de to. Positivt set har begge serier det tilfælles, at walkers og settings som altid er gennemførte og fantasifulde; et godt eksempel fra denne sæson er, når John og June i afsnittet ‘Humbug’s Gulch’ besøger en walker-befængt ‘cowboy theme-park’ i ægte western/postapokalyptisk stil.
‘Fear the Walking Dead’ startede ud med et brag, men er siden hen kørt lidt af sporet, dog har serien bestemt potentialet til at finde sig selv igen! Og eftersom Morgan er min personlige yndling fra ‘The Walking Dead,’ er det kun glædeligt at se denne karakters fortsatte udvikling, men dette i sig selv er ikke nok til at bære hele serien. Jeg savner flere kvalitative karakterportrætter og en mere udtalt rød tråd, da plottet har en tendens til at virke en smule rodet. Det bliver spændende at se, hvad resten af sæsonen har oppe i ærmet!
‘Fear the Walking Dead’ kan streames online på HBO Nordic.
Femte sæson har 16 afsnit med en spilletid på 45 min.
Anmeldelsen er på baggrund af de første fem afsnit af ‘Fear the Walking Dead’, sæson 5.
Traileren kan du se her: