Hell´s Annabelles driller igen med sine velplacerede jumpscares i lettere åndeløs fortsættelse

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Den frygtelige dukke Annabelle dukker op i sin tredje solofilm med den syvende film i Conjuring universet.

Vi er i året 1971 hvor åndemager familien Warren skal have passet deres 10 årige datter Judy. Lorriane og Ed har fået en opgave hvor der skal assisteres hos en familie ved navn Perron på Rhode Island. Derfor har de sat teenageren Mary Ellen på babysitter jobbet. Men da hun er teenager har hun dog andre agendaer på tapetet, bla. et besøg af en forelsket ungersvend og hendes bedste veninde Daniela. Uagtet kommer denne Daniella ”til” at sætte den dæmoniske dukke Annabelle på fri fod for at indsamle sin sjæl til stor livsfare for dem, men også den clairvoyante datter Judy.

Da den australsk fødte instruktør James Waan tilbage i 2013 fik banket horrorgenren flot tilbage med den første ‘The Conjuring’-film var der nok ikke mange der kunne forudse et stort francise potentiale, men det kom der. Snart 3 ‘Conjuring”film, 3 ‘Annabelle’-film, MEGASUCCESEN ‘The Nun’, ‘The curse of La Llorona’ og den kommende ‘The crooked man’. De originale ‘Conjuring’-film er bygget på rigtige begivenheder med de rigtige Lorriane og Ed Warren, hvorimod spinoff filmene primært er fri fantasi.

Det står stadig klart at efter denne tredje del med spøgelsesdukken Annabelle, at det er de oprindelige ‘Conjuring’-film der står bedst. Her er uhyggen virkelig i højsædet med de foreløbig 2 udgivelser, der stadig i dag får det til at risle ned af nakken på selv de mest hårdnakkede gyserfans. Dog var 2017s ‘Annabelle: Skabelsen’ et veloplagt gyserspinoff der gav forhåbninger om, at der muligvis kunne ligge flere spinoff perler gemt væk på støvede lofter og i skumle kældre. Derfor glædede jeg mig lidt til denne tredje del, der dog hverken skuffer eller imponerer.

‘Annabelle comes home’ er dog heldigvis én af disse horrorfilm der primært skal fungere som en ”hyggelig” rutschebane tur i spøgelsestoget. Vi har været prøvet det før, men fryden ved at sidde sikkert i biografmørket og lade unge teenagere skrige for deres liv er altid et tur pas værd for horror elskere. Vi bliver også ført sikkert rundt i skrige manegen af en instruktør og et filmhold der holder os i sikker skak uden at gå skakmat. Vi bliver drillet, holdt hen for derefter at blive smidt i gysafgrunden, lige præcis der hvor vi skal.

Gary Dauberman debuterer her som instruktør hvilket ikke kan ses, men han har også tidligere været medvirkende som manuskript forfatter og producer på tidligere ‘Conjuring’-produktioner. Vi får et hyggeligt gensyn med det oprindelige ‘Conjuring’ ægtepar, spillet ærbødigt af Patrick Wilson og Vera Farmiga som vi kender dem fra tidligere i universet. Deres datter Judy bliver spillet til thumbs up af McKenna Grace som måske kan huskes fra ‘I, Tonya’. De dårlige babysittere bliver spillet af blondinen Madison Iseman og brunetten Katie Sarife, som bøvler med de faderlige dødskomplekser. Michael Burgess og Peter Safran har sørget for at cinematografien og produktionen ligner James Wans oprindelige oplæg og univers.

Ja det er nærmest så forudsigeligt som at træde ind til en ‘Kandis’ koncert: man ved hvad man får, men den hyggelige gensynsglæde gør alligevel at man ikke føler sig snydt.

Jeg vil se frem til ‘The crooked man’ og den sikkert også snart forestående ‘Færgemanden’, men jeg vil glæde mig til ‘Conjuring 3’, selvom en cheeseburger som ‘Annabelle comes home’ også er velkommen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: