”Kvinden der glemte sin fortid” nulstiller en kvinde der engang var noget så endegyldigt som at være mor

Anmeldt af: Marlice Elyoe

Alicja har aldrig været mor. Men hun genkendes ved navnet Kinga, som stadig har en søn. Kingas mand jagter moderskabet i sin fremmede hustru. Det er et oprør mod moderlighedens idealiserede naturlighed vi ser fra polske instruktør Agnieszka Smoczynska – og den gængse hukommelsestabsgenre bruges til at grave kollektive spøgelser ud.

En blond kvinde vandrer i mørket langs togskinnerne til Warszawa, som hvis ingen anden tanke kunne strejfe hende. Afkræftet kravler hun op til perronen, hvor hverdagsmenneskene travlt trisser afstand til hende. Hun virker ikke bange, ikke søgende, ikke forvirret; ikke blufærdig, da hun under bittert lånt opmærksomhed tisser på hug i stilletterne. To år senere ser vi hende med håret klippet af i sort anarkistisk strit, hvor hun rådes af en psykiater til at opbløde den offentlige holdning for at undgå fængselstid, ved at fremvise sit identitetstab på et nationalt talkshow. Psykiateren fører ordet, mens hun opstår som femminutters fænomen i offentlighedens røde sofa og lykken breder sig i studiet, da en sorgfuld far ringer for at få sin datter hjem. Alicja genforenes akavet med sin fremmede mor og far, der forsøger at påminde hende om hendes fortid, uden at det vækker den mindste interesse i hende. Uforstående overfor det yderligere bøvl med samvær, skal Alicja videre hjem til sin søn og sin mand, som hun ser som et overnatningssted fyldt med krav, mens hun afventer sine nye identitetspapirer.

Alicja, spillet af Gabriela Muskala som også er manuskriptforfatteren, leverer en brutalt jordnær og bevægelig anti-sårbarhed. Skuespilpræstationen af Iwo Rajski, som sønnen Daniel er hjemsøgende hjertevarmende, mens han navigerer i forholdet til sin nye, nu ofte nøgne og forvirrende mor.

Igennem filmen bliver vi vist lange scener fra en fjern iagttager, som skal vække følelsen af dissociation i seeren selv. De fjerne iagttagelser bliver koblet til frekvenser af Kinga, som ligger i et hulrum beskyttet, men samtidig fanget.

Tempoets fokus og lydsporet understøtter oplevelsen af hvordan alt har mistet sin naturlighed for Alicja. Traumerne bliver hamret åbne af skarpe og snurrende mekaniske lyde, fanget i en klokke og følger Alicjas forskudte forhold til sin omverden. Filmen viser på vridende vis at der tillades intet andet fravær af moderen, end at kvinden afgår fra sin genkendelighed.

Det er en film der anvender en genre, normalt kendt for at mystificerer psyken eller glorificerer æstetisk sårbarhed, men her i stedet skraber i skrøbeligheden i de roller der vaklende indkapsler vores naturlighed i verden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: