En musikalsk odyssé

Anmeldt af: Alexander Grevy

‘Rocketman’ giver os alt det, ‘Bohemian Rhapsody’ manglede.

Filmen er i bund og grund en gennemgang af Elton Johns vilde, forvirrede, ulykkelige, overlykkelige ungdom. Vi følger ham fra han er helt ung og for første gang lægger hænderne på et klaver (og med et næsten overnaturligt gehørtalent øjeblikkeligt kan spille en melodi, han hører i radioen), over hans tidlige år som backupmusiker i et amerikansk soul-band samt mødet med bedstevennen og sangskriveren Bernie Taupin, til hans enorme musikalske succes – alt sammen pebret med den ene livskrise efter den anden. Hele historien er struktureret som en rammefortælling, fortalt til os – seerne – og en gruppe AA mennesker på et tidspunkt i Eltons liv, hvor han endelig er ved at bearbejde sin eksistentielle bitterhed.

Det første, der er er værd at nævne ved denne film, er, at den ikke holder sig tilbage. Den holder sig ikke tilbage fra stofferne, fra sexscenerne, fra op- og nedturene, og vigtigst af alt holder den sig ikke tilbage fra at fremstille Elton John som, for at sige det, som det er, et røvhul. Det er han vel at mærke ikke hele tiden, men successen og bitterheden og ensomheden er en farlig treenighed i hans verden, og den driver ham nogle gange helt ud til kanten.

‘Rocketman’ vil naturligvis uden ende komme til at blive sammenlignet med ‘Bohemian Rhapsody’, da de ikke blot begge omhandler en legendarisk britisk rockmusiker, men de er også begge (til dels, i hvert fald) instruereret af Dexter Fletcher. Og det er meget tydeligt, at Fletcher endelig fik lov til at sprede vingerne, så at sige, med ‘Rocketman’. Filmen er mere modig og bombastisk end ‘Bohemian Rhapsody’, med antydninger af lidt magisk realisme, som reflekterer følelsen ved musikken mere end den virkelige hændelse. Og så benytter den en markant procentdel af Elton Johns musikrepertoire til at fortælle historien – lidt i stil med Beatles-musicalen ‘Across the Universe’.

Taron Egerton (Kingsmen, Robin Hood) spiller Elton John næsten lige så formidabelt, som Oscarvinderen Rami Malek spillede Freddie Mercury. Men i modsætning til Malek synger Egerton alle sangene selv, og han gør det med ynde – og et par rimelig fjong dansetrin oven i købet. Jamie Bell (The Adventures of Tintin, TURN) gør det også enormt godt som den tiltalende Bernie Taupin, der aldrig misunder Eltons rampelys, og altid forsøger at være en støttende hånd i mørke stunder.

Filmen sniger sig nogle gange faretruende tæt på at blive lidt for cheesy, at spille lidt for meget på strygerne, og at sige mere end der bliver vist – dette gælder i særdeleshed til sidst, når filmen og Elton når den store finale af selvindsigt og selvsikkerhed, af eksistentiel klarhed. Der kunne man måske have håbet på, at Fletcher stolede nok på publikum til at vise Eltons åbenbaring i stedet for at fortælle den.

Men det er blot sandkorn i en ørken, for ‘Rocketman’ er fra start til slut en vidunderlig musikalsk odyssé, som jeg vil unde enhver, Elton John fan eller ej, at gå ind og nyde på det store lærred.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: