En kærlighedserklæring til krigsliderlighedens mærkværdighed

Anmeldt af: Adam Bouttai

Når verden er på randen af dommedag og krigsliderligheden rammer uanede højder i embedsapparatet, så er satiren mest bidende i Stanley Kubricks kulsorte komedie med det mundrette navn ”Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb” (1964).

Den amerikanske brigadegeneral Jack D. Ripper (Sterling Hayden) overtaler sin øverstbefalende general Mandrake (Peter Sellers) til at give ordre til et atomart angreb på Sovjetunion, under påskud af, at Washington D.C. er faldet. Imens må den velmenende amerikanske præsident Merkin Muffley (også Peter Sellers) bruge sine største diplomatiske evner for at undgår at moderne civilisation bombes tilbage til stenalderen. Præsidenten bliver dog modarbejdet om det runde bord i krigsrummet af general Buck Turgidson (George C. Scott), der mest af alt bare vil hygge med sekretæren, gnaske tyggegummi og for enhver pris vinde våbenkapløbet mod kommunisterne. Turgidson finder en uhellig allieret i den tidligere nazi-videnskabsmand Dr. Strangelove (Peter Sellers igen, igen), der måske har sin helt egen agenda for, hvordan menneskehedens dyrebare kropslige væsker skal bevares.

Stanley Kubricks film er værker om universet, voldsudøvelse, dehumanisering og maskuline perversioner. ”2001: A Space Odyssey” (1968), ”A Clockwork Orange” (1971), ”The Shining” (1980) ”Full Metal Jacket” (1987) og den undervurderede ”Eyes Wide Shut” (1999): En generel karakteristik ved Kubricks film er, at de alle er visuelle mesterværker med en intellektuel symbolik, og Kubricks mesterlige tekniske kunnen gør, at cinematografien står stadig lækkert, i denne satire om menneskehedens lettere tilfældige undergang.

Mens både Sterling Hayden og George C. Scott brillerer, så er Peter Sellers i sin trippel-rolle katalysator for de største grin. Sellers er bedst kendt for ”The Party” (1968), ”Lolita” (1962) og i ”Pink Panther” franchisen, særligt ”A Shot in the Dark” (1964). Sellers var utvivlsomt et komisk geni, og der ville næppe have været et ”Monty Python”, en Rowan Atkinson eller en Ricky Gervais, uden Sellers knastørre britiske humor og eminente komiske timing, som særligt kommer frem i nogle lårklaskende sjove interkontinentale telefonsamtaler mellem præsident Muffley og den sovjetiske leder Dimitri.

Der kan skrives adskillige afhandlinger om Kubricks eksistentielle tematikker, seksuelle innuendo og fokus på maskulint forfald, men ”Dr. Strangelove” er mest af alt en kritik af et magtliderligt statsapparat, hvor velmenende politikere køres over ende af embedsmænd og automatiserede dommedagsmaskiner. De geo-politiske beslutninger er simpelthen frataget mennesket, og i baggrunden kan man næsten høre ekkoet fra HAL 9000.

Dr. Strangelove udkom året efter den cubanske missilkrise, hvor verden holdt vejret i tretten dage. Selvom ideologierne og den kolde krig har mødt deres endelige siden da, så er Kubricks film ikke bedaget, tværtimod. Kubricks mesterværk bør da også være fast pensum i nationale sikkerhedsråd, med små tyve tusinde atomvåben i mere eller mindre forudsigelige verdenslederes hænder.

Ja, ”Dr. Strangelove” er desværre stadig vedkommende, men heldigvis er humoren ikke ældet det mindste, og filmen står tilbage som en af filmhistoriens vigtigste komedier.

Dr. Strangelove kan lejes på Blockbuster og Plejmo

Du kan se trailer her: https://www.youtube.com/watch?v=IutX5AGEYZc

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: