Et forsøg på at beskrive den helt igennem gode og oprigtige mand i en skæv virkelighed

Anmeldt af: Trasi

Lazzaro den Lykkelige’ er den tredje film af den kvindelige filminstruktør, Alice Rohrwacher. Ved Cannes festivalen i 2018 vandt Rohrwacher prisen for bedste Screenplay for netop denne film. Det forstår man godt når man ser den.

Et bondesamfund i Italien bliver på et uspecificeret tidspunkt udnyttet af en brutal grevinde som har sit eget tobaksfirma. Blandt bønderne finder vi hovedpersonen, Lazzaro, som uden tøven gør alt hvad han bliver bedt om. Lazzaro er helt igennem ærlig, godhjertet og oprigtig. Han bliver indblandet med grevindens søn, Tancredi, der er i oprørs-alderen. I had til hans mor udgiver han sig selv for at være kidnappet. Da politiet bliver tilkaldt finder de frem til en skræmmende sandhed, men Lazzaro er forsvundet – Han dukker først op igen lang tid senere, men mens hans omverden har forandret sig, er han bogstaveligt talt uberørt.

Filmen er et interessant koncept der er set før – Nemlig forsøget på at skabe det helt igennem gode og ærlige menneske. Dostojevskij gjorde det i Idioten’ med Fyrst Myshkin, og det er tilmed også set i nyere tid gennem Amélie i ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’. Lazarro er ingen undtagelse, men hvor filmen starter ud en smule langsomt, så samler den sig selv hurtigt op igen.

Som tilskuer bliver man efterladt med en følelse af overvældethed og overraskelse. Dette er på grund af filmens unikke miks mellem fablen og det normale. Man tror det er én ting, for kun at blive overrasket i næste øjeblik. Scenerne er meget smukke, og filmen er rigtig flot og tålmodigt filmet.

Alice Rohrwacher leverer her en meget interessant lille film, der har rigtig mange ting på hjerte. Den tager sig god tid, og nogen vil måske miste tålmodigheden, men hvis man giver filmen den plads den behøver, så vil man sidde tilbage med en følelse af en god kunstoplevelse – Ikke mindst på grund af den meget unge og uerfarende skuespiller, Adriano Tardiolo, der spiller Lazzaro, som med sin uskyldighed giver et meget troværdigt stykke skuespil. På samme måde er resten af skuespillerne meget naturlige og oprigtige – præcis som man kender det fra de bedste italienske film. En god filmoplevelse, der er værd at tage ind og se.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: