”Ondskabens kirkegård” er en ugysende og uoplagt genoplivning af Stephen King klassikeren, der skriger efter en bedemand.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Det var kattens, ”no animals were harmed”. 30 år efter den første udgave af ”Ondskabens kirkegård” skal gyserelskerne igen spises af med en blodfattig genoplivning af en 80´er gyserklassiker, til trods for at originalen ikke var rigtig god. Kun veteranen John Lithgow glimter i sin forbedring af rollen som den behjælpelige nabo Jud.

Kernefamilien Creed der består af far Louis, moderen Rachel, datteren Ellie og den lille søn Cage, flytter fra Boston til det landlige Maine i håb om at det vil give dem ro og overskud i hverdagen. Louis får arbejde som læge ved universitetets klinik og Rachel kan begynde at bearbejde sin uforløste skyldfølelse over at føle sig ansvarlig for sin kræftsyge storesøsters død. Datteren Ellie begynder at gøre sig fortrolig med den aldrende nabo Jud, der kender lidt til en lokal dyrekirkegård der ligger gemt bag ved familiens nyerhvervede husejendom. En dag finder forældrene familiens højt elskede kat Church død efter en påkørsel. Kan der så findes en kur fra den mystiske kirkegård der kan redde familiens idyl?

”Nogle gange er døden at fortrække”. Med dette tagline prøver dette remake at få smuglet nogle uvidende gyserelskere i forårsbiffen, der enten er fans af den gamle version eller går i den forkerte sal der skulle have vist tidens langt bedre gys: ”Us”. Jeg vil nok hellere foretrække at se denne film fremfor døden, men det er godt nok stadig trist at se hollywood maskinen gentagne gange udpinsle os horrorfans med trist opkog. Jeg har personligt intet at indvende mod remakes, hvis der bare kommer lidt nye og spændende ting i gryden, gerne tilsat forbedring og nytænkning, men endnu engang går man ud af biffen med en ”been there done that”.

Det er ellers ikke fordi instruktørerne ikke har gjort et forsøg. Stilen er mere grum, mere blodig, effekterne er blevet forbedret og der bliver også til tider lagt nogle vellykkede ændringer i historien blandt andet større fokus på mor Rachels søsterforhold. Der er også gjort et godt forsøg på en mindeværdig slutning, med nogle fine twists. Det var vist det positive.

Familien bliver, specielt i forældrenes roller, spillet så stift og ufølsomt af Jason Clarke og Amy Seimetz at det er svært at finde sorg i deres blikke og vedvarende interesse for familien. Katten Church der i den oprindelige version var en ikonisk blå hankat med stirrende og spiddende øjne er her hensat til en huskat der bare savner lidt ”Vanish” og en skål ”Whiskas”. Filmen er også plaget af politisk korrekthed, f.eks. spilles rollen som Victor Pascow denne gang af en sort skuespiller, hvorfor det?

Jason Clarke har tidligere spillet ligegyldigt og uforløst i rollen som John Connor i den ringeste Terminator film nemlig: ”Terminator: Genisys”. Det samme gjorde Amy Siemetz i den skuffende ”Alien: Covenant. John Lithgow har derimod med stor komik spillet i Daddy´s home 2, overbevisende som Alzheimersvækket far i ”Abernes planet: oprindelsen” og som sydende psykopat i film som ”Cliffhanger”.

Instruktørerne Kevin Kòlsch og Dennis Widmyer har ikke kunnet imponere med filmen ”Starry Eyes” og tv-serien ”Scream”. Lad os håbe de modsat Mary Lambert ikke får lov til at sætte knivene i en to´er. Jeg gik ud af biografen til tonerne af en genindspilning af Ramones originalversion af titelsangen. Hvis bare man kunne smide Ramones på ”Ondskabens kirkegård” og få sådanne legender tilbage istedet. 3 små chaplins i håb om ny version om yderligere 30 år.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: