Et impressionistisk og sanseligt portræt af van Gogh

Anmeldt af: Alexander Grevy

‘Ved evighedens port’ er et audiovisuelt sanseindtryk, der tydeligt – og skiftevis på godt og ondt – reflekterer sindstilstanden bag den virtuose ’struggling artist’.

Maleren og filminstruktøren Julian Schnabel (aktuel lige nu med en udstilling på ARoS) er manden bag denne nærgående, biografiske skildring af Vincent van Goghs sidste dage. Vi møder van Gogh lige som han beslutter sig for at tage sydpå, mod solen, varmen, idyllen og inspirationen, og følger ham igennem de mange personlige og eksistentielle kriser, han udsætter sig selv for, inden han må møde sit skæbnesvangre endeligt.

Det, der gør denne film så unik og fængende, er kombinationen af det håndholdte, urolige kamera, der foretrækker inspicerende close-ups fremfor wide shots, så man næsten føler, at man selv deltager i scenen, og den bagvedliggende musik, der med skingre, smukke og til tider forstyrrende toner fremfører en sonisk afspejling af den tumult, der foregår i sindet på van Gogh; det kan både være skønhed og glæde, men det kan også være panik og ensomhed – ofte det hele på én gang. Det er så tæt på en brilleløs 3D-oplevelse, som man kan komme. Og det læner sig da til tider også op ad at blive en tand for meget, en næsten voyeuristisk oplevelse, men med lidt akklimatisering og et åbent sind er det i sidste ende et velkomment stilistisk valg.

Det var også en interessant beslutning at caste 63-årige Willem Dafoe i rollen som 37-årige van Gogh, men på den anden side har vi jo også set Cate Blanchett i rollen som Bob Dylan, så der er bestemt præcedens for kunst, der overskygger realisme, og Dafoe gør en fabelagtig (og Oscar-nomineret) indsats, på trods af den markante aldersforskel. (Og som han selv siger, ’70 is the new 40’).

Man burde jo nok tage filmens nøjagtighed med et gran salt, da mit indtryk er, at den snarere er en fortolkning af kunstneren og hans kunst end en en-til-en skildring af begivenhederne, der ledte op til hans død. Men det er vel i og for sig også lidt poetisk, at det er kunsten, der har overvægten i en film, der omhandler et liv, som var styret så nådesløst af kunstens udtryk.

Handling, i sin klassiske forstand, plot-twists og melodrama får man ikke meget af i denne film, men til gengæld bliver man beriget med et sanseligt og intimt indblik i van Goghs liv og livsanskuelse idet han oplever sine sidste fantastiske, ulykkelige, passionerede stunder her på jorden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: