Hvis ‘Mødregruppen’ forsøger at ligne en halvkedelig og ligegyldig Hollywoodkomedie scorer den topkarakter.

Anmeldt af: Clara Miller

Det var ikke raketvidenskab at regne ud hvilken film Charlotte Sachs Bostrups ‘Mødregruppen’ var og hvordan den ville ende, allerede i traileren vidste jeg det. Alligevel blev jeg skuffet, for danske film plejer at være så ægte, og fortælle en historie man sjældent har set før.

Vi starter i Hong Kong, hvor jetsetteren Line lever det søde liv med events, barnepige og et dyrt garderobeskab, men da manden Bjørn er utro med barnepigen pakker Line sine tasker, tager sønnen under armen og rejser hjem til den lille fynske hjemby Korinth. Her får hun ikke den bedste velkomst af sin kusine, Maja, som stadig bærer nag over ting sket i fortiden, men alligevel bliver hun en del af Majas mødregruppe, hvor hun bliver mødt af mennesker helt anderledes fra hende selv. Selvom Line havde svoret aldrig at vende tilbage til Korinth bliver hun tvunget til at møde fynboerne og tage imod deres hjælp, da den arrogante og meget vrede mand har frosset mobilabonnementet og alle Lines konti og nu truer med at hente sønnen tilbage til Kina.

Det er en historie som kan minde meget om ting man har set før, fx i filmen ‘Sweet Home Alabama’ med Reese Witherspoon; en hændelse i nutiden resulterer i at vores hovedperson må hive ting fra fortiden op igen, og selvom hun aldrig havde troet det opdager hun at fortiden og folkene derfra faktisk var ret gode, og måske var det gamle liv ikke så slemt igen. 

Mødregruppen’ er ikke en dårlig film, men det er heller ikke en film jeg har brug for eller lyst til at se igen. Den udfordrer ikke mine holdninger eller giver mig noget at tænke over. “Jamen skal komedier det?” tænker du måske så. Og nej, det behøver de ikke, men så skal de i det mindste få mig til at grine. Og jeg må desværre sige at ‘Mødregruppen’ kun frembragte et meget lille og halvhjertet grin én gang i løbet af de 99 minutter.

Persongalleriet er efter min smag udmærket til den film, ‘Mødregruppen’ prøver at være. Manden, Bjørn, er tilpas arrogant og hensynsløs ift hans rolle som filmens skurk, og vennerne i mødregruppen præsenterer diverse skæve, sjove og (u/)skarpe typer. Men manuskriptet er bare ikke skarpt nok, og derfor falder de fleste jokes til jorden. I hvert fald hvis man leder efter humor som ikke er overkarikeret og lige for hånden. Og så har man alligevel også allerede hørt alle de replikker, der burde være sjove, i traileren. En trailer som faktisk viser hele filmen hvis man blot undlader slutningen og fortidens stridigheder. Ikke meget overraskelse her.

Jeg var underholdt til en vis grad, men filmen satte intet præg på mig og føltes kedelig allerede mens jeg så den. Den var mildest talt ligegyldig, men kan anbefales til en grå efterårsaften, hvor alle andre film på Netflix er set, og man bare har brug for at se noget. 

Når man springer over hvor gærdet er lavest må man også forvente et middelmådigt resultat. Og hvorfor er det egentlig også at man laver en film om fynboer, men ikke én eneste gang hører fynsk? Ikke engang den sidste prøve med udtalen af “brunsviger” kunne bestås. Det er sgu næsten ikke i orden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: