En acceptabel men langtfra overvældende tilføjelse til DC’s superhelte-oeuvre

Anmeldt af Alexander Grevy

‘Aquaman’ formår på en og samme gang at imponere og skuffe, da den overgår standarden sat af ‘Man of Steel’ og ‘Justice League’, men stadig ligger langt under, hvad man burde forvente af en blockbuster.

En krig mellem Atlantis og Jordens miljøskadende overflade er under opsejling, og kun Arthur Curry (Jason Mamoa), den atlantiske prins, der er blevet opfostret på land, kan forhindre den. Desværre har han ingen interesse i at blande sig i Atlantis’ foretagender, og det kræver ikke så lidt overtalelse fra den smukke undervandsprinsesse Mera før han modvilligt tager kampen op med sin halvlillebror Orm (Patrick Wilson). Den, der vinder folkets medvilje, vil med rette kunne kalde sig selv for ”Ocean Master”, og dermed enten føre eller afværge en tredje verdenskrig. Men for at overbevise Atlantis om sin retmæssige arv til tronen, må Arthur have fat i Kong Atlans trefork, som er ét farefuldt eventyr væk.

‘Aquamans’ plot er i grove træk Kong Arthur legenden genfortalt, og det er der i og for sig intet galt i – det er en klassisk fortælling, der er blevet fortolket på ny et utal af gange de sidste tusind år, hver gang som en afspejling af samtidens værdier. Denne gang er temaet mere globalt, da hovedårsagen til ‘Aquamans mission er den forurening, som overfladen har forvoldt kloden. Men desværre er der slet ikke substans nok i dette skelet af en historie til at retfærdiggøre hele handlingsforløbet. (Indiana Jones og det sidste korstog er endnu en genfortælling af Kong Arthur legenden, men her bliver den blot brugt til at indramme filmens egentlige omdrejningspunkt: forholdet mellem far og søn.)

Arthur Curry som karakter er heller ikke noget, der kan løfte filmen op – selvom Jason Mamoas sarkastiske og nonchalante portrættering af ham ikke er helt uden merit – og af de omkringcirklende biroller er det kun Amber Heards happy-go-lucky Prinsesse Mera, der på et hængende hår har nogen særlig værdi. Man kan lige ane en skygge af dybde i filmens skurk, Prins Orm, men det efterlader denne seer mere ærgerligt over, hvad der kunne have været, end forhåbningsfuld over, hvad der næsten var.

Filmens positive overraskelse var undervandsscenerne, som jeg i høj grad havde frygtet ville være, i bedste fald, fjollede eller, i værste fald, tæerkrummende og akavede. Men heldigvis – dog også uforklarligvis – kan atlantere snakke under vandet, og de skal ikke vifte febrilsk med ben og arme, når de svømmer. Kampscenerne var imponerende nok (selv om det krævede enorm viljestyrke at se bort fra, at bygninger og strukturer og sågar menneskene selv kunne ”falde” i samme hastighed og med samme kraft, som var det på overfladen), og den visuelle stil var beundringsværdig, om end den, som det så ofte er tilfældet nu om dage, hviler alt for meget på de computeranimerede effekter.

Kameraføringen og den kreative klipning fortjener også et lille bifald. Det var en fornøjelse at se instruktør James Wan (The Conjuring) og hans crew være opfindsomme med deres brug af kameraet og gøre noget så prosaisk som sceneskift til mindeværdige sekvenser.

På trods af mange mangler og et forudsigeligt overvæld af digitale effekter, er ‘Aquaman’ ikke noget man skal kimse (for meget) ad. Den præsterer langt bedre end sovepillen der var ‘Justice League’, men er stadig adskillige sømil fra at nå et niveau, der kan retfærdiggøre de hundreder af millioner af dollars, sådan et spektakel koster af producere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: