Et rumeventyr af dimensioner

Anmeldt af: Alexander Grevy

2001: A Space Odyssey i restaureret IMAX-udgave er den mest atmosfæriske rumrejse, du nogensinde vil opleve – indtil du selv får lov til at tage turen ud mod stjernerne.

Stanley Kubricks ”2001” handler på én og samme gang om utroligt meget og utroligt lidt. For at koge plottet ned til det helt essentielle, og – for nu – at udelade de symbolske og intertekstuelle fortolkninger, så handler den om to astronauter, samt supercomputeren (som måske, måske ikke har følelser) HAL 9000, der er taget på en intergalaktisk mission til Jupiter efter et hold af videnskabsmænd har fundet en mystisk monolit på Månen.

Men i virkeligheden byder filmen på meget mere end noget så simpelt som et lineært plot. Da den første gang blev vist i biograferne for 50 år siden, bestod publikummet i højere grad af unge mennesker på svampe end akademikere og filmconnaisseurer, da sidstnævnte havde det med at forlade salen langt før de nåede rulleteksterne. De var simpelthen ikke vant til det væld af stilistiske og fortællermæssige abstraktheder, som Kubrick begav sig ud i. I dag er dette heldigvis ikke tilfældet. I dag bliver ”2001: A Space Odyssey” hyldet som en af filmverdens vigtigste og mest inspirerende værker, og det er der efter min ydmyge mening god grund til.

Filmen er af mange blevet kaldt for den mest fantastiske kedelige film nogensinde, hvilket nok er en ret koncis og ikke helt ufortjent beskrivelse af oplevelsen. Men det er jo netop hvad den er – en oplevelse. Som vi nok kan genkende det fra vores egen hverdag, er der i filmen lange sekvenser, hvor meget lidt egentlig hænder. Og i denne mangel på handling og action bliver seerens fokus i stedet rettet mod filmens ekspressionisme, dens grandiose kulisser og smukke rekvisitter (Arne Jacobsen bestikket ikke mindst), dens kreative brug af lyd og lys, og frem for alt den dualisme man så ofte finder i Kubrick film: grænsen mellem god og ond, krig og fred, og, i dette tilfælde, menneske og robot. Og det er især i disse sagte scener at man fornemmer filmens subtekst og symbolisme, som for eksempel når den ti minutter lange introsekvens kulminerer i en abe, der kaster sit nyopfundne våben (en tung knogle) op i luften, og der match-cuttes til et atomvåben i kredsløb om Jorden.

Men hver gang man på ny får akklimatiseret sig til filmens langsomme tempo, sker der et pludseligt ryk i filmens plot, og betydningen af hver eneste lille replik eller handling bliver for seeren tidoblet. Når man i dag er vant til film, der forsøger at klemme så mange plot-twists ind på to timer som overhovedet muligt, er det dejligt forfriskende at opleve en film fortalt på denne måde.

Kubricks rumeventyr var aldrig designet til det 21. århundredes smartphones eller tablets. Det er ikke en lille film, man ser på farten, eller mens man tjekker sin mail. Det er en sanselig og atmosfærisk oplevelse, og jeg tror at Stanley Kubrick ville vende sig i graven – af ren og skær lykke – hvis han kunne se den 4K-restaurerede IMAX udgave, vi nu, på filmens 50-års jubilæum, kan få glæde af.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: