‘The Predator’ er lykkeligvis tilbage til sin grundform

Anmeldt af: Alexander Grevy

Efter et par knapt så succesfulde ‘Alien’ og ‘Terminator’ opfølgere er det rart at se en klassisk Hollywood actionfilm vende tilbage til sine rødder med manér. Et team af soldater (hver og en, selvfølgelig, med ét definerende karaktertræk), en krigslysten predator, dødbringende udenjordiske våben, og en stribe af blodige kills – så er alt, som det skal være.

Ved første øjekast går filmen i bund og grund ud på det samme som den Schwarzenegger-bårede ‘Predator’ film fra ’87. Et rumvæsen ankommer til jorden, tilsyneladende for at tilfredsstille sine jagtabstinenser, udser sit bytte – helst den største og stærkeste blandt udvalget – og påbegynder jagten, der gerne skulle ende med endnu et morbidt trofæ til samlingen. Men og uden at spolere for meget, denne gang er der meget mere på spil end blot en håndfuld specialtroppers liv. Det er nu op til Quinn McKenna (Boyd Holbrook), hans søn Rory (Jacob Tremblay) og et hold af mentalt ustabile elitesoldater at forhindre menneskeracens totale udryddelse.

‘The Predator’ er actionfilm fra den gamle skole. Plottet er ikke unødvendigt kompliceret, karaktererne er simple men sympatiske, der bliver lagt mere vægt på praktiske effekter end digitale, og der er en led statsansat agent i hælene på helten. Oven i dette har instruktøren Shane Black (Dødbringende våben) tilføjet nogle af nyere tids bedre elementer, såsom den velfungerende kontrast mellem humor (leveret hovedsageligt af komikeren Keegan-Michael Key) og gys, og en kvindelig hovedperson (Olivia Munn), der ikke alene kan redde sig selv, men også andre karakterer.

Shane Black er udmærket klar over, at ‘Predator’ filmene er bedst, når de omfavner rollen som bombastisk, over-the-top Hollywood action, der ikke er bange for at gøre lidt grin med sig selv – hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem den gentagene diskussion af ordvalget ”predator”, altså rovdyr, om et rumvæsen, der faktisk har mere tilfældes med en lystfisker.

Filmen formår dog samtidig at bringe følelserne i spil, når der gives plads til et par fine scener mellem McKenna og Rory. Her får far-og-søn forholdet lov til at udvikle sig, hvilket bringer en menneskelighed til filmen, som førhen har ligget fjernt fra ‘Predator’-serien. (Man mindes næsten dynamikken mellem Sarah og John Connor i ‘Terminator 2′!).

Visse biroller får også deres tid i rampelyset (Nebraska Williams især, spillet af Moonlights Trevante Rhodes), hvilket gør det dejligt nervepirrende, når rumvæsenet er lige hælene på dem, og man med god samvittighed kan frygte for deres velbefindende. Desværre er Olivia Munns karakter i sidste ende tarveligt underbenyttet, trods hendes potentiale for at være en langt vigtigere brik i handlingen, og den lede agent er tåbeligt cliché, trods hans indædte stræben efter at redde verden, koste hvad det vil, nemt kunne have suppleret den dybde, han aldrig nåede at få.

‘The Predator’ er på mange måder alt hvad vi har savnet fra den originale, og så lidt til. Man kan næppe forvente at se den blandt 2019’s Oscarnomineringer, man vil formentlig vende det hvide ud af øjnene et par gange under filmens forløb, og man kommer sandsynligvis til at mumle ordene ”den havde jeg set komme” et par gange, men den er ikke desto mindre eksplosiv underholdning fra start til slut – og det kan jo nogle gange være nok.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: