‘Mine Aftener i Paradis’ 30 års jubilæum fejres i nyrenoveret format.

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

Mine aftener i Paradis er en hyldest til filmhistorien, en hyldest til livet, en hyldest til at få det man drømmer om og om ikke at få det hele.

Salvatore di Vita (spillet af Jacques Perrin) bliver ringet op af sin mor  som fortæller at Alfredo (spillet af Phillipe Noiret) er død. Hun ved at Salvatore eller Totó som er hans kælenavn gerne vil deltage i begravelsen. Da Salvatore kommer tilbage til sin fødeby Giancaldo vælder følelserne og minderne op, afsavnet om at tilhøre et samfund savnet af naboer, præsten, moderen og mennesker som bidrog og udviklede ham i hans barndom og ungdom, og sin tabte kærlighed. Alfredo styrer projektoren i den lokale biograf – og drengen Totó er dybt fascineret af filmen og livet i den lokale biograf, dermed opstår der et venskab mellem den voksne mand og barnet Totó. Alfredo føler lidt at han har spildt sit liv, og ønsker for Totó at han skal få alt det han ikke selv opnåede. Alfredo strandede i Giancaldo, men var en central person i landsbyen dengang, før TV blev udbredt hvor den lokale biograf var samlingspunktet for et helt lokalsamfund.

Totö – som barn spillet af Salvatore Cascio vandt en BAFTA pris for bedst mandlige biroller. Og Salvatore går lige ind i hjertehulen, med sit søde barneansigt og store brune øjne, sine skarnsstreger, sit mod, sin loyalitet og sin kærlighed til Alfredo. Alfredo spilles af Philippe Noiret som også vandt en BAFTA pris for bedste mandlige skuespiller. Philippe er kendt i den italienske filmverden og har været nomineret og vundet en lang række Italienske priser.

Salvatore Cascio bliver skiftet ud med Marco Leonardi som spiller Totó som teen-ager, Marco har deltaget i mange italienske og flere internationale film, ’Mine aftener i Paradis’ var én af hans tidligere film, i rollen som Totó som teen-ager, er den uskyldige barnefølelse udskiftet med de mere alvorlige sider af voksenlivet, som militærtjeneste, den første store kærlighed, afsavn. Selvom den lokale biograf stadigvæk er samlingspunkt er der store samfundsændringer på vej og en teknologi udvikling som ændrer på Biografens status. Marco Leonardi er gudesmuk men mangler Salvatore Casios indlevelse og charme – til gengæld forstår man gennem Marco Leonardi at voksenlivet ikke har den samme uskyld og beskyttelse som barndomstilværelsen.

Filmen er instrueret af Guiseppe Tornatore der fik sit helt store gennembrud med denne film. Den blev originalt udgivet i et over 2 timers langt format som floppede. Efter en 30 mins reduktion blev filmen igen udgivet og denne gang blev den et box office hit i 1989 og vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 1990. Filmen er baseret på en oplevelse Guiseppe Tornature’s havde i 1977 hvor en gammel biograf fra 1930 blev lukket ned og Guiseppe blev tilbudt at tage de ting han gerne ville have, denne oplevelse gjorde ham interesseret i biografens historie og han begyndte at interviewe de ældre i området for at lære mere om biografens betydning. Filmen kom frem netop som video’er blev hvermandseje og biografernes død blev spået. Men i 2018 er der stadigvæk mange der går i biografen for at blive underholdt og opleve film på det store lærred – uden afbrydelser og med optimal lyd.

Se ’Mine aftener i Paradis’ fordi den symboliserer en svunden tid – fordi den giver en realistisk beskrivelse af menneskeskæbner, valg, afsavn og succesens omkostninger. Og ikke mindst fordi den er en charmerende historie om et landsbysamfund på Sicilien.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: