EMMA THOMPSON FORBLÆNDER FACETTERNE NED I HØJESTERETSDOMMEREN FIONA MAYE

Anmeldt af: Marlice Ellie Elyoe

I indgrebet i det fundamentale der gør at mennesket kender sig selv og sin verden bliver retssikkerhedens ro til en uhyggelig konfrontation med afmagten, når en dreng vil vide hvad værdien af livet er, hvis intet af hans liv har været sandt med mindre han accepterer sin død. Hvis dommen er livet, indeholder dommen så retten til at kende sin dommer?

Få øjeblikke fra at være myndig bliver 17-årige dybt religiøse Adam Henry ramt af leukæmi og nægter som Jehovas vidne at tillade blodtransfusionen der kan redde hans liv. Mere dedikeret til sin tro end sine forældre og mere reflekteret og livselskende end en martyr begynder en meget unik ung mands vilje at skabe appel i retssalen. På en spinkel tidsramme træder højesteretsdommeren Fiona Maye ind i valget mellem værdigheden i selvbestemmelsen og det rygradsfølte krav om at beskytte liv forud for alt andet. Men det personlige møde mellem Fiona og Adam river begge deres stålsikre livssyn op ved roden. Fiona konfronteres i kravet om mennesket bag dommeren – en konfrontation hendes mand derhjemme også snart forlader hende på baggrund af, hvis hun ikke husker at kende sig selv.

Oscar-vinderen Emma Thompson syer stingene til muligvis den bedste præstation i hendes karriere og efterlader ikke plads til andet end betagelse. Igennem Ian McEwans roman ”Barnets Tarv” ses samarbejdet med direktøren Richard Eyre som en fortrinlig filmatisering, et samarbejde der også før har formået at skabe højder i filmen ”Atonement.” Scenerne er så mageløst elegante og syleskarpe, at filmen føles som bundet med makspuls til tankeprocessen af netop dommerens valg, der vedligeholdes med en latent lavine gennem Fionas private liv.

Den knasende begavede og underspillede humor fungerer nærmest som et usagt løfte om tryghed i den ellers ret så punkterede og sydende livsangst. I rollen som Fionas mand Jack ser vi eminent dygtige Stanley Tucci, der i dynamikken med Emma Thompson limer facetterne fast med hver enkel replik. Den samlede skuespilspræstation kan koges ned til at ramme mållinjen og tage et par hvorfor-ikke-kilometer mere derefter.

Især må Fionn Whiteheads formidable levering i rollen som Adam Henry også siges at knuge sig solidt igennem hele filmen. Det er intimiderende intimt og det leveres filmisk med arrogante mængder overskud, en tåkrummende anspændthed der dribler på kanten afgrunden og førnævnte humor der kaster bolden rundt, så det stadig giver mening at kysse nogen godnat.

Filmen varetager en sjælden ydmyghed i et afpillet kaos og i netop det velorkestrerede kaos skaber Dommerens Valg en bevægende vejrtrækning ind i hvor nøgent det egentlig er at ville være i live og hvor skrøbelige vi er udenfor selvfølgerne vi ikke vidste vi havde valgt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: