Åbenbaringen åbenbare, med tro og spørgsmål herom

Anmeldt af: Martin Odgaard
Tro -og det at turde tro- er to forskellige ting. Måske er det ikke så meget oppe i tiden at gøre hverken det ene eller andet, men hvad stiller vi op når vi oplever det uforklarlige og egentlige ikke rigtig tror? Det emne tager den franske “Åbenbaringen” op, på en ganske ny tiltrængt facon. 
Jacques er en talentfuld og populær krigsreporter på en regional fransk avis. Men da han på en opgave i felten mister sin mangeårige trofaste partner, og fotografmakker i frontlinjen, må han rejse hjem. Her bliver han midt i sorgen og chokket kontaktet af en præst fra Vatikanet der vil have ham til at lede en kirkelig undersøgelse af en hændelse med en såkaldt åbenbaring, hos en ung pige. Da Jacques ankommer til den lille landsby møder han den forsigtige og følsomme Anna. Hun hævder at være vidne til en åbenbaring af Jomfru Maria, og derfor nu har opnået ikon-status for de troende katolikker. Det leder til en omgang af forundring og spørgsmål, både personlige og essentielle. For hvad er pludselig sandheden? En indre splittelse må håndteres.

Nysgerrigheden tændes og pires hurtigt, og tvivlen melder sig i lige så høj grad, som ved det hold af individuelt udvalgte ekspert-efterforskere, der er sat på sagen. Der melder sig flere end hovedspørgsmålet om åbenbaringen på banen. Hvor skal vi hen og hvorfor, tænkes der derfor hos publikum let.

I en tid hvor tro er noget man ikke rigtig taler om, eller helst vil holde for sig selv, er “Åbenbaringen” et friskt og passende, tiltrængt pust. Og selvom historien for så vidt er en simpel og umiddelbar ligetil fortælling, så har vi næppe helt styr på handlingens retning eller dens udvikling rigtig på plads.

 

Unge Anna spilles med solid og overbevisende pragt af talentet Galatéa Bellugi, (som allerede fik debut med skuespil som 6 årig!), og hendes Anna er en karakter der drager os ind på historien og ikke mindst det der ligger og gemmer sig, lige bag de varme udtryksfulde øjne. Overfor hende er Frankrigs svar på Ulrich Thomsen, nemlig Vincent Lindon (kendt fra film som “Alt For Hende”, “Rodin” og “Markedets Lov”), og han er ligeledes en fryd for øjet med sit bund solide og erfarne skuespil. De to er et kemimæssigt og sammenspils stærkt match.

 

Forløsningen udebliver desværre i det store hele, men alligevel formår et eller andet at sætte sig for en stund, om ikke andet. Tro og etik er ikke til for sjov, men sjældent på film. Dog lykkedes det til dels her. Måske er det i virkeligheden netop i disse dage, at forklaringer og hjælp skal findes ved de højere magter? Det er i hvert fald en nem løsning, der så ofte ligger lige for.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: