A Ciambra – Illustrer som docusoap et parallel-samfund i Calabrien, Italien

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

A  Ciambra har premiere 12.juli 2018

“Det er os mod resten af verden” siger farfaren til Pio efter at storebroderen er sendt i fængsel og bedstemoderen som er Roma-familiens overhoved har modtaget en stor bøde at tappe ulovlig elektricitet.

Ciambra er en by i Calabrien, Italien og filmen ‘A Ciambra’ tager udgangspunkt i en mangfoldig Roma-familie – Amata, som bor i Ciambra et – syd-Italiensk Roma-ghetto. Amata familien har et stærkt sammenhold og styres af de ældre – børnene ryger, drikker, kører biler, opdrages lidt tilfældig, og tonen er rå. Familien overlever ved tyveri og andre kriminelle småjobs.

Filmen er fortalt gennem 14-årige Pio’s øjne og er en blanding af dokumentar, ’comming of age’ og familie drama – hvor grænselandet mellem voksen og barndom skal krydses ved at gennemgå en række udfordringer for at opnå de ældres respekt. Pio overtager ansvaret for familien da hans ældre bror og far sættes i fængsel. Pio afsøger mange muligheder for at bidrage til indtjeningen og har også venner i den Afrikanske ghetto som består af illegale indvandre. Afrikanerne er det laveste niveau i samfundet som bor i telte og bliver set ned på af Roma-kulturen. Familiesammenholdet i Roma-kulturen er altdominerende og en afstraffelse består ikke af stuearrest den består af eksklusion hvilket sætter Pio i et dilemma da han stjæler fra de forkerte og det giver problemer for familien Amata.

‘A Ciambra’ er instrueret af Jonas Carpisgnano, som er amerikansk/italiensk og hovedrollen Pio Amata er spillet af ham selv, et samarbejde der også er gået igen i andre af Carpisgano’s film. Instruktøren Jonas Capignano stødte på Ciambra da han var ved at filme sin først film, og valgte i ‘A Ciambra’ at inddrage byen og familien Amata- som centrum for filmens handling. Filmen er med sin længde på 118 minuttter og uden dramaturgiske højder – lang, og mange scener forekommer overflødige. Det håndholdte kamera, de skævt vinklede nærportrætter, og den dårlig belysning er hverken æstetisk eller fornyende – og selve dialogen når aldrig de store dybder.

’Comming of age’ temaet giver på traditionel vis Pio en masse udfordringer i grænselandet mellem voksen og barn i en Roma families kamp for overlevelse. Men de manddomsprøver som Pio står over for er både ucharmerende og usympatiske – og bygger i højere grad på at bevise sin loyalitet til familien end at bevise at han er en mand.

Den følelse forstærkes af teksten fra exit musikken ’Faded’ ”So lost – I’m faded” – er Pio en mand nu? Pio har med sine halvt lukkede øjne, og begrænset følelsesmæssige spændvidde svært ved at fange publikums appeal og Pio’s mission om at blive voksen og respekteret af familien er simpelthen ikke interessant nok til at bære så lang film. Filmen kan højst nydes som en lettere dramatiseret portrætfilm af et Romaparallel-samfund i Italien, interaktionen mellem minoritets grupper, samt belyse de begrænsninger syd-europæisk fattigdom giver for at bryde den sociale arv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: