Et glædeligt og magisk gensyn med ‘Harry Potter’-universet

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Et gensyn med ‘Harry Potter’-universet er på mange måder et glædeligt gensyn, hvor der ikke er sparet på noget

I slutningen af ‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’ fra 2016 blev den magtfulde troldmand Gellert Grindelwald fanget og sat bag lås og slå. I efterfølgeren er Grindelwald undsluppet sit fangenskab og er gået i gang med at samle følgere. Hans ambition er at skabe en renblodet race af fuldblods troldmænd som skal herske over både magiske og ikke-magiske skabninger. I et desperat forsøg på at stoppe Grindelwald tager Albus Dumbledore kontakt til sin tidligere elev, Newt Scamander som skal hjælpe til med at stoppe hans planer. Newt Scamander accepterer opgaven og tager afsted for at udføre den livsfarlige mission.

‘Fantastiske skabninger og hvor de findes 2’ er endnu en film i ‘Harry Potter’-universet, som dog foregår i 1927. Filmen er instrueret af David Yates som også instruerede den første film og derudover har instrueret de 4 sidste ‘Harry Potter’-film. Han er dermed en meget garvet mand i universet. ‘Fantastiske skabninger og hvor de findes 2’ er også en visuel imponerende flot og gennemført film. Det er dejligt igen at se en film fyldt med magi, fantasidyr, imponerende scenografi og den velkendte troldmands-charme.

Eddie Redmayne spiller Newt Scamander, Jude Law spiller den unge Albus Dumbledore og Johnny Depp spiller Gellert Grindelwald. Depp var engang en virkeligt stabil skuespiller som leverede imponerende præstationer, men i de sidste par år har han leveret overspillet præstationer i halvgode film. Men i ‘Fantastiske skabninger og hvor de findes 2’ leverer han en overraskende underspillet præstation og gør det virkeligt godt. Hans præstation passer perfekt i filmen hvor også Jude Law, Eddie Redmayne og resten af castet er gode. Redmayne er perfekt som den meget kejtet Newt Scamander og Law er som altid ultra charmerende som Dumbledore.

Selvom filmen er vanvittigt flot og velspillet så er filmen lidt til den lange side med en spilletid på 134 minutter og den kan ikke helt bære den længde. J.K. Rowling har skrevet manuskriptet og det svageste punkt i filmen er klart handlingen, hvor man føler at den til tider er lidt langtrukken og til tider bliver det lidt rodet.

Selvom filmen er lang er man dog alligevel meget af tiden underholdt og imponeret over den utroligt flotte visuelle side. Men som ægte ‘Harry Potter’- fan er jeg bare glad for et gensyn med dette univers og det tager toppen af de værste ‘Harry-Potter’-abstinenser-

Velkommen i nazi helvede …

Anmeldt af: Susanne Schatz

Ny og anderledes 2.verdenskrigs film kombinere nazister med action-eventyr, sci-fi og zombier 

‘Overlord’ ligger op til at være et ægte krigsdrama, som foregår i juni 1944: Om nogle få timer begynder D-dagen med en af de største invasionsflåder verden nogensinde har set. Men lige fra starten går operationen galt! Alligevel når en håndfuld amerikanske soldater – efter deres fly er blevet beskudt og styrtet ned – deres egentlige mål: En lille fransk landsby, hvor de skal tilintetgøre en kirke, som fungerer som radiosender for tyskerne. Men hvad der afsløres bag eller retter sagt under kirkens mure er afskyeligere og mere rædselsfuldt end et menneske kan forestille sig – nazisterne har opfundet et serum, som skal skabe soldater til tusindårsriget.

Julius Avery har filmatiseret Billy Rays og Mark L. Smiths manuskript og har truffet et rigtigt godt valg vedr. skuespillerne: Pilou Asbæk brillerer som SS-officer Wafner, Wyatt Russell som korporal Ford og Jovan Adepo som menig Boyce. Men som highlight skal nævnes Gianny Taufer, som den lille Paul. Som er helt fantastisk i hans mimik og enormt intens måde at spille et uskyldigt barn midt i et voldsomt og blodigt mareridt!

‘Overlord’ er desværre mere et 2. Verdenskrig action-eventyr blandet med en ordentlig portion sci-fi-splatterfilm end et krigsdrama! Alligevel fungerer filmen godt i begyndelsen via indtryksfulde og skræmmende billeder – man kan godt forestille sig angsten og alt, hvad der ellers følger med, når man er soldat, som skal kastes ned i fjendelandet. Special effects og kameraindstillinger er imponerende!

Men selvom nazisterne lavede forfærdelige eksperimenter på mennesker overskrider det, som afsløres i laboratoriet under kirken alle grænser. Handlingen drukner i et ufattelig orgie af vold, blod og absurde Zombieagtige væsener, hvilket medfører at den røde tråd til det oprindelige emne bliver fuldkommen tabt! Jeg må indrømme, at jeg kan ikke se meningen! Et serum, som skaber “monstre” med overmenneskelige kræfter og som næsten ikke kan slås ihjel – ja, helt fint i en gyser, men hvorfor præcis her?

Dog uanset, om man er til en slags eller ej, skal maskerne, effekterne og skuespillerne roses! Og der er selvfølgelig også en spænding i det hele – det passer, desværre, bare ikke sammen …

‘Overlord’ er helt sikker ikke en film for mennesker med sart gemyt og en svag mave!

Julemandens datter er en sød julefilm men ikke meget mere end det

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Ligesom juleslik i butikkerne i oktober, så er julefilm i november åbenbart blevet en ting og ‘Julemandens datter’ er en sød og charmerende julefilm for hele familien.

I Grønland bor den 12-årig Lucia med sin mor Claudia og med julemanden som far. Lucia går på den internationale julemandsskole, men går ikke i julemandsklassen, da den kun er for drenge – For det er kun mænd som kan være julemænd. Lucia syntes dette er meget uretfærdigt da hun drømmer om at blive julemand. Da Lucia får chancen for at komme i julemandsklassen får hun til opgave at skulle opfylde menneskedrengen Alberts største ønske – at gøre hans far rask. Alberts far er blevet smittet af den frygtelige Krampus, og Lucia står derfor over for en næsten umulig opgave i at gøre ham rask.

Det er holdet bag julekalenderne ‘Ludvig og julemanden’, ‘Tvillingerne og julemanden’ og biografsuccesen ‘Emma og julemanden’ som står bag filmen. Instruktøren Christian Dyekjær har dog intet med de to julekalendere at gøre, men er instruktøren som også lavede filmen ‘Fantasten’ der kom ud sidste år. Der er også nye folk foran kameraet da Martin Buch har overtaget rollen som julemanden fra Lars Hjortshøj, og ved sin side har han Mia Lyhne som kone og Ella Testa Kusk som datter.

Udover de tre skuespillere er der et stjernespækket cast med i filmen som bl.a. tæller Nicolaj Kopernikus, Ulf Pilgaard, Mette Horn og Peter Gantzler. Det er et godt cast som alle gør det godt. Dette er især en film med gode skuespilspræstationer fra børnene – især fra Ella Testa Kusk, men også fra Peter Sejer Winther som spiller Albert. De har begge et supergodt sammenspil med de andre skuespillere og bærer filmen flot.

Historien i ‘Julemandens datter’ er en meget typisk julefortælling, og der er derfor ikke de store overraskelser. Også fordi tonen i filmen lægger sig meget op af de to tidligere julekalendere og ‘Emma og julemanden’. Det er en typisk fortælling som man kan kende som ”A Hero’s Journey”. Altså en film hvor en karakter skal igennem nogle prøvelser for at nå frem til det mål de vil frem til. Det fungerer godt i julefilm, selvom det i nogle julefilm ender med at blive klistrende sukkersødt.

Denne film formår at balancere den søde fortælling og julecharmen på en rigtigt fin måde som gør at filmen ender med at blive en rigtigt fin fortælling. Det er også fordi at Lucia karakteren er super sej og gerne vil bryde ud af de gamle traditioner, hvor hun er forudbestemt til bare at være julemandens kone. Det er en rigtigt god karakter som passer perfekt i vores Me-too tider.

Alligevel er der i denne slags film begrænsninger for hvor god filmen kan være, da man ligesom i mange andre af denne slags film kender handlingen og der er ikke nogle overraskelser i denne film. Det er dog en rigtigt charmerende julefilm som man sagtens kan nyde med hele familien og som man kommer i julestemning af.

Fra julehygge over julemareridt til menneskelig nærvær

Anmeldt af: Susanne Schatz

Juletiden er over os og med en af dette års første julefilm får vi et indblik i hvordan julen kan være på godt og ondt – men dog mest på ondt. 

Julens traditioner er en vej til tryghed og hygge, men forandres her til løgn og “menneskelig afgrund”, hvilket vises udtryksfuldt i Paprika Steens nyeste film. En sammenbragt familie, med bl.a. en storesøster som hvert år er ansvarlig for julehygge, svigerforældre som ikke passer til resten, en teenager datter som går rundt med en stor sorg og en uvelkommen lillesøster med sin nye familie. Falsk høflighed og respektløshed, ”den gode tone” og den samtidige blindhed over for børnenes behov og følelser fører til en ret kaotisk juleweekend, hvor mange ting bliver sagt uden at nævne det væsentlige!

Paprika Steen viste allerede med hendes film ”Lad de små børn”, at hun formår at afdække dybe menneskelige fejl og sårbarhed. I ”Den tid på året” har hun en dobbelt udfordring – at være instruktør og selv være med i filmen! Hun har valgt en perlerække af danske skuespiller, bl.a. Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Jacob Lohmann, Lars Knutzon og Karen Lise Mynster, som garanterer for at de forskellige karakterer bliver præsenteret på den allerbedste måde.

Det sker ikke så hyppigt at man allerede under den første scene begynder at grine, hvilket forsætter filmen igennem, samtidig med at der undervejs også er scener, vist gennem små detaljer, der er så rørende at en lille tåre falder. Enten genkender man sig selv i den ene eller anden karakter, eller man genkender i hvert fald en pårørende! De voksne i filmen virker i første omgang ikke særlig tiltrækkende, men i løbet af filmen forstår man hvorfor de er som de er, og at der egentlig altid ligger længsel, svigt, sår, skuffelse og smerte bag facaden, og når den så falder bliver personen lige pludselig elskværdig igen …

Det er en fornøjelse at følge de forskellige facetter af de voksne hovedpersoner men ”de hemmelige stjerner” i filmen er børnene. Hvor forældrene agerer fuldkommen selvoptaget, er børnene i stand til at give hinanden omsorg og tryghed. De forstår, at det sommetider er de små ting, som skaber nærvær og gør en forskel!

Den tid på året” er en utrolig vellykket ”julefilm” og adskiller sig fra andre på den måde, at filmen indeholder: kaos, katastrofer og håb! Den underholder, rører og vækker til eftertanke – alt det, som en god film skal! Min varmeste anbefaling er: Tag jeres familie med i biffen og nyd filmen!

Touch Me Not ser du med kroppen – og den fortæller ikke hvordan

Af Marlice Ellie Elyoe

Med Guldbjørnen fra Berlinalen i hænderne, så tilbyder ‘Touch Me Not’ sig i biograferne nu. Filmen danser på grænsen mellem dokumentar og fiktion og sammensmelter sig til en interaktiv oplevelse, hvor seernes egne kropslige reaktioner fortæller alt mellem linjerne.

‘Touch Me Not’ dykker ned i mødet mellem kroppe. Den slags møder, som vi ikke kan give et mærkat eller hvor vi kan finde en vej ud af oplevelsen ved at klamre os til hvem vi vil opleves som. Den slags møder, hvor man er tvunget til at observere sig selv. Lærredet berøres af alle former for kroppe. Kroppe der sjældent kan bevæge sig uden dom og kroppe som man kunne dømme, havde fribilletten til at forstås neutral. Konfronterende undersøger ‘Touch Me Not’ oplevelsen som kommer forud for ordene.

På første side af to ligeløbende fortællinger følger vi den afkoblede dokumentarist Laura, spillet af Laura Benson. Laura er fanget i en frygt uden formulering og betaler hyppigt for at se en uforstående mand onanere foran hende, mens hun suger sig blind på hvad der fragmenteret ligger i afstanden mellem dem. Dragende overintellektualiseret og med en tung higen, som føles som optakten til prøvesprængninger, er hun fastsat på at turde opleve berøring.

Med kameraet som en magnet til fragmenterne beslutter hun sig for at prøve to terapeuter med hver deres metoder: den transkønnede terapeut Hanna, som råder over en særlig ømhed og terapeuten Seani som anvender fastholdelse og taktil stimulering til at nedbryde Lauras modstand, som fremtvinger hendes aggression. Filmen er skrevet og instrueret af Adina Pintilie, der samtidig varetager rollen som meddokumentaristen i Lauras ribbensåbnende selvjagt.

På den anden side af fortællingen følger vi en nærmest himmerigt hvidklædt hospitalsenhed. Her møder vi multihandicappede Christian og kræftsyge Tomas, spillet af Christian Bayerlein og Tómas Lemarquis, kendt fra Blade Runne 2049 og X-men Apocalypse. Tomas har installeret en sorg i hans tab af helbred, som ligger en hinde over hvor han tænker han burde høre til. I intim kropslig kontakt med spirituelle Christian konfronteres Tomas med sin skjulte modstand og tvinges til at forstå at sorgen er et valg.

I blandingen mellem fiktion og dokumentar opstøver ‘Touch Me Not’ en særlig frekvens, hvor det sårbarligt banale bliver en modig beretning om den mest intime form for frygt. Filmisk er det intime indhold båret på en gennemgående klinisk ramme, med en kuldskær palette som nedtoner al larm omkring det usagte.

I mødet med nedbrydelsen af modstand, kommer man i kontakt med hvilke barrierer der holder selvet sikkert, men som råber på frihed. ‘Touch Me Not’ er en unik oplevelse, især hvis du tør.