Colette – en sammensmeltning af fantasi og virkelighed

Anmeldt af: Cecilie Work Buhelt

Sidonie-Gabrielle Colette var en litterær pioner, som ikke blot ændrede fransk litteratur, men udfordrede kønsbegrænsningerne og satte skub i frigørelsen af kvinder. Keira Knightley portrætterer den ikoniske forfatterinde, hvilket ikke er en overraskelse eftersom Knightley altid brillerer ypperligt i periodefilm.

Fra første scene bliver vi præsenteret for overdådige kostumer, udsøgte rekvisitter og betagende locations, som alle sender os tilbage til det sene 1800-tal – en tid, hvor finkulturen tilhørte de bedst bemidlede og en kvinde uden korset kun lod sig se i sovekammeret. Colette er – som de fleste kvinder af sin tid – optaget af at være en hengiven hustru. Hendes husbond, Willy (Dominic West), var en succesfuld forfatter. Successen varer dog ikke længe og pengene slipper op, hvorfor Willy satte sin begavede hustru til at skrive sin første bog – under navnet Willy, vel at mærke. En bog, som både bliver en begyndelse, et opgør og fødes med en sjælden magt, der kan ændre et samfund.

I kunsten er alt ladesiggørligt – også sammensmeltningen af fantasi og virkelighed.

Både for publikum og for Colette udviskes linjerne mellem bøgernes fortælling og virkelighedens hændelser. Det bliver mere og mere tydeligt at karakteren Claudine, som lever på bøgernes kvalitetspapir, også banker i Colettes årer. En frigjort kvinde, som leger med samfundets normer og afprøver sine seksuelle grænser.

Instruktør Wash Westmoreland har begået en smuk film, hvis stærke symbolisme komplimenterer tiden og stemningen unægteligt. Filmen formår desværre ikke at skabe grobund for publikums sympati og den emotionelle tilknytning til filmen halter på bekostning deraf. Filmen emmer af dokumentarisme krydret med drama, og derfor bliver publikums fornemmeste opgave at lære og lytte frem for at føle og mærke. 

Vigtigheden i historien kan ej forties, og tematikkernes aktualitet kan ej benægtes. Et menneskes ret til at blive set, hørt og læst er ufornægtelig. Vi som mennesker kan ikke eksistere i kraft af et andet menneske, vi skal eksistere i kraft af os selv, vores passion og vores kald i livet. Filmen illustrerer, hvorledes denne svære bedrift – at være sandfærdig over for sig selv – bliver nemmere med kærligheden ved sin side.

Colette er en flot udført og kunstnerisk film med en vigtig historie, og Keira Knightley har aldrig været bedre. Dominic West er yderst interessant i rollen som den dominerende, kunstneriske mand, som tager for sig af livets glæder og som stiller sit køn til ansvar for egne ugerninger.

Ny fransk kærlighedskomedie giver hjertevarmen

Anmeldt af Susanne Schatz

Hvad kærligheden i bedste fald udløser, vises en lille bitte smule ”kitschet”, men alligevel på en morsom og sympatisk måde i ”Alt for kærligheden”.

At lyve er for Jocelyn en leg, en fornøjelse og en slags livseliksir i jagten på unge kvinder. Han er en mand i slutningen af 40erne, som har alt – han ser godt ud, han er succesfuld, og han kører en Porsche. Jocelyn møder Marie tilfældigvis i sin mors lejlighed – hun er naboen og derudover handicaphjælper. For at vække hendes opmærksomhed overskrider han alle grænser og snyder med at sidde i kørestol. Men ved et familiemøde lærer han Maries søster Florence at kende – og hun sidder rent faktisk i kørestol. Jocelyn bliver imponeret over den selvstændige, sjove og meget charmerende kvinde og forelsker sig for alvor …

Franck Dubosc har skrevet manuskriptet, har instrueret filmen og spiller hovedrollen – ved sin side har han Alexandra Lamy, som bl.a. er kendt fra ”Lucky Luke” (2009). ”Alt for kærligheden” er i stil med ”Vild med Mary” – politisk ukorrekt og rasende romantisk.

Filmen bruger naturligvis nogle klicheer, men hver gang, når jeg tænker: ”Nå, selvfølgelig sker det!” eller ”Naturligvis gør han det!” slutter scenen lidt anderledes end forventet og giver en frisk, underholdende tone. Det er spændende at følge Jocelyns indre kamp, da han opdager, at han har følelser for en handicappet kvinde. Han virker enormt troværdig, og dermed åbnes også det større spørgsmål, om og hvordan det ville fungere, at forelske sig i én, som er ”anderledes” – kørestolen set som symbol på alt, hvor man ikke passer til en kliche eller til en andens idé om, hvordan man helst skal være. Kan længslen efter ”det perfekte” erstattes med noget fuldkomment andet?

Kærligheden har i det hele taget meget potentiale, men kan kærligheden overvinde alle grænser? Kan kærligheden virkelig føre til en kæmpestor personlighedsforandring, som holder og ikke forliser efter den første forelskelsesbølge?

Når man vælger at se en romantisk, fransk film, så vil man jo meget gerne have, at alt slutter godt!

Alt for kærligheden” giver ikke et definitivt svar, men i hvert fald håb og ideen om, hvor dejligt det kunne være, hvis … – og får en hjertelig anbefaling!

Filmen om Neil Armstrong viser en sårbar personlighed bag en af historiens største helte

Anmeldt af: Susanne Schatz

Ny film som belyser den første ekspedition til Månen er nu landet i biografen, og med Ryan Gosling i hovedrollen og Damien Chazelle som instruktør

Så tæt på drengedrømmen at fly til månen som aldrig før! Månen og navnet Neil Armstrong er for evigt knyttet sammen, og alligevel tog det 49 år at fortælle denne utrolige historie om en af de mest afgørende “spring for menneskeheden”! Filmen begynder i 1961, 8 år før månerejsen, og lige med det samme bliver tilskueren taget med i hovedpersonens skræmmende arbejds- og privatliv. Efter en personlig tragedie, hvor Armstrong mister sin lille datter, søger han et job som astronaut ved NASA – og dermed får hele familien chancen for at begynde forfra. Men “vejen til månen” medfører mange udfordringer og kræver en næsten overmenneskelig indsats …

Den Oscar-vindende instruktør Damien Chazelle står bag filmene “La La Land” og “Whiplash”. Han har lavet et omfattende portræt af personen Armstrong, suppleret med tekniske, private og samfundsrelevante detaljer. Instruktøren har igen valgt Ryan Gosling som mandlig hovedrolle. Han fungerer rigtig godt som Neil Armstrong – og et perfekt match er Claire Foy (kendt fra “The Crown” og “Little Dorrit), som hans kone Janet!

IMAX-kameraer gør, at man oplever at være med i cockpittet – og det er helt klart ingen fornøjelse! Alligevel er det en slags “drengedrøm” at flyve, ultimativt til månen! “First Man” giver et rigtigt godt indtryk af livet som testpilot og senere astronaut, med alle de personlige ofre. Ryan Gosling viser i rollen som Armstrong en enorm kampvilje, men også en rørende og troværdig sårbarhed, suppleret med ensomhed og tavshed. Det er meget grebende, hvordan han prøver at forene ægteskabet, rollen som far og jobbet. Man kan ikke forestille sig, hvordan det er at være astronaut og efter månerejsen at komme tilbage til hverdagslivet. Men filmen bærer det hele: Armstrong fremstår som en hel person, man får et billede af astronauternes familieliv og samtidig bliver der vist, at der også var stor modstand i USA mod det dyre NASA projekt.

Det er egentlig underligt, at den første mand på månen var ekstrem berømt og samtidig helt ukendt, da ingen filmfolk før har beskæftiget sig med hans historie – alene derfor er filmen vigtig! Men for min smag – jeg er kun en pige 🙂 – fyldte scenerne i cockpittet og rumkapslen for meget, jeg “druknede” lidt i al den teknik. Min begejstring i begyndelsen blev gradvist svækket, og efter filmen var jeg en smule “smadret” – men måske var det instruktørens plan…

First Man“ er alligevel interessant og på mange måder godt lavet – derfor : 4 Stjerner

En grundig dokumentar om en stor kunster på toppen af sin karriere.

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

En dokumentarfilm om den mest sælgende kvindelige kunster som stod bag infinity nets, polka prikker, nøgen events og bøssevielses ceremonier.

‘Kusama’ filmen er instrueret af Heather Lenz som har brugt over 17 år på forberedelser, økonomi og forståelse af Japansk kultur. Filmen er en dokumentarfilm over den 89 årige japanske kunstner Yayoi Kusama som stadigvæk er producerende, hun bor om natten på et psykiatrisk hospital og arbejder om dagen på at producere kunst. Kusama har lige siden sin ungdom produceret kunst og har kæmpet en hård kamp for at blive anerkendt.

Kusama er født i 1929 i en lille borgby Matsumoto som ligger i en bjergfyldt område i Japan. Hun var den yngste pige i en lille familie bestående af forældre og 4 børn– filmen antyder en anstrengt forhold mellem moderen og faderen, samt at faderen var notorisk utro og moderen anmodede Kusama om at udspionere ham. Moderen ønskede ikke at hun brugte sin tid på at male og sneg sig op bag Kusama og fjernede de malerier hun sad med.

Som dokumentar er det en film som er meget traditionel, kronologisk gennemgås Kusama’s liv hvor der fokuseres på begivenheder i hendes barndom som bruges til at forklare hendes kunst samt de stilskifter der sker i hendes kunst – historien fortælles af Kusama samt en lang række af personer som enten er venner fra hendes barndom eller personer som har tæt tilknytning til kunstverdenen.

Bortset fra starten hvor Kusama’s barndom berøres hører vi meget lidt om hendes familie, kun da hun udfører en nøgen event i New York som bliver omtalt i Japan og da hendes far dør hører vi om dem – hvilket er ærgeligt for der fortælles meget lidt om Kusama’s relationer eller inpirationer.

Ligeledes fokuseres der en del på at Kusama ikke kunne bryde igennem den hvide mands modernisme og der antydes at både Andy Warhol og Claes Oldenburg kopierede hendes ideer – hvilket er overflødigt inspiration hentes mange steder fra og og Kusama inspireres selv af både pop kultur og samfundsmæssige strømninger.

Det havde været spændende hvis der blev gået mere ind i Kusama’s univers, hendes holdning til sit liv og de events hun havde lavet og ikke mindst sine tilknytninger. Hun brød sig ikke om sex, havde afvist alle bejlere i Japan som kunne have givet hende økonomisk tryghed og stabilitet. Til gengæld valgte hun et hovedsageligt single liv med frihed, økonomisk ustabilitet, og mange op og nedture også psykisk.

Havde filmen endt med en form for refleksion eller konklusion om hvorvidt jagten på anerkendelse retfærdiggjorde det liv Kusama havde levet og de psykiske udfordringer en så skrøbelig sjæl skulle gennemgå havde jeg følt jeg var kommet tættere på Kusama – i denne traditionelle dokumentar stil kunne jeg slå det meste op eller læse mig til den viden.

Ikke desto mindre har Kusama levet et facinerende liv og hendes kunst er spændende, dermed fænger Kusama og bliver en interessant film over en kreativ kvindes liv fra Japansk før-krigstid, til Amerikansk borger i de meget spændende 60’ere, og den store nedtur hvor Kusama returnerer til Japan. Fra ukendt, til kendt, til glemt til verdensberømt.

Du kan aldrig slip fra din fortid

Anmeldt af: Susanne Schatz

En absurd sort gangster komedie fra 60’erne, med store skuespillerpræstationer, en fyldt med gode fortællermæssige greb, men desværre med en slutning, der er alt for konstrueret.

Midt i 60erne forenes på hotellet El royale ikke kun de 2 stater Nevada og Californien, men også en håndfuld mærkelige, hemmelighedsfulde mennesker – blandt gæsterne er en præst, en støvsugersælger og en sort sangerinde. Alle bærer en dyster fortid – intet er, som det i begyndelsen synes at være! I løbet af en nat kommer de forskellige hemmeligheder frem, og gæsternes tilfældige og ufrivillige samvær udvikler sig stille og roligt til et blodigt mareridt …

Drew Goddard har skrevet og instrueret ensemblefilmen ‘Bad times at the El Royale’. Den slags film forudsætter, at alle skuespillere er enormt dygtige, ingen spiller perifere roller, og derfor byder filmen på en stjernepakket cast. Men Jeff Bridges som præst, den unge hotelconcierge Miles (Lewis Pullman) og ikke mindst sangerinden Darlene (Cynthia Erivo) med sin fantastiske stemme skal fremhæves!

Ideen, at der findes et hotel bygget præcis på landsgrænsen, er sjov og rigtig morsomt iscenesat – bl.a. via hotelconciergens præsentation af hotellet. Lige fra begyndelsen er det klart, at bag karakternes overflade camoufleres noget andet, og man følger nysgerrig og spændt, hvad der kommer frem. Man får virkelig mulighed for at se bag facaden og ned i dybden – via et one-way screen i kælderen! Den måde filmen er lavet på er overraskende, sjov, med undervejs såvel makabre som voldsomme scener, som minder lidt om ‘Pulp Fiction’.

Men efter ¾ af handlingen forliser handlingstråden, da en sektleder, som mere ligner én af Chippendales, dukker op på hotellet med sine tilhængere, udvikler alt sig til en absurd konstrueret finale. Det virker som om manuskriptforfatteren ikke vidste, hvordan de forskellige åbne handlingstræk skulle forløses bedst, og et blodbad til sidst fungerer jo altid.

Filmens længde på 2 timer og 21 minutter er i overkanten – alt det, som fungerede så godt i løbet af filmen mister til sidst spændingen. Da jeg forlod biografen var jeg virkelig ked af denne slutning, og skuffelsen var større end fornøjelsen – det er synd for en egentlig god film!

Derfor en ambivalent anbefaling, men ideen og skuespillere redder alligevel filmen!