‘Mayans M.C.’: Et glædeligt, men uforløsende gensyn med de californiske bikere

Anmeldt af: Charlotte Philips

Den længe ventede ‘Sons of Anarchy’-spin-off ‘Mayans M.C.’ er landet og følger den unge Ezekiel og motorcykelklubben Mayans i den californiske grænseby Santo Padre

Anmeldelse af de fire første afsnit af ‘Mayans M.C.’

Mayans M.C.’ foregår i en ‘post-Jax Teller-verden’, nemlig 2 1/2 år efter, at fortællingen om ‘Sons of Anarchy’-protagonisten Jax endte. Vi møder i serien den intelligente Ezekiel ‘EZ’ Reyes (J.D. Pardo), der, trods et ‘American dream-liv’ med college og kæresten Emily (Sarah Bolger), tvinges ud i kriminalitet. Da EZ ved et uheld skyder en politibetjent, indgår han, for at slippe for fængselstraf, en aftale med DEA-agenten Jimenez (Maurice Compte), som vil nedlægge narkokartellet, der ledes af kartelarvingen Miguel Galindo (Danny Pino). For at få insiderviden om kartellet bliver EZ en såkaldt ‘prospect’ (en kandidat til fuldgyldigt medlemskab) i hjembyen Santo Padres Mayans ‘Motorcycle Club’ (M.C.), som domineres med hård hånd af den barske Galindo.

I 2014 rullede den populære ‘Sons of Anarchy’ (SOA) for sidste gang over skærmen, men allerede tilbage i 2011 gik seriens skaber Kurt Sutter med tankerne om at lave en spin-off-serie. Denne skulle følge ‘Mayans M.C.’, hvis medlemmer først agerede fjender og senere hen allierede for hovedkaraktererne i ‘SOA’. Sutters planer blev dog udskudt, da han ‘kørte’ træt i biker-verdenen. Med nyfunden entusiasme er Sutter sammen med co-createren Elgin James dog nu tilbage med ‘Mayans M.C.’ om de latin-amerikanske bikere i det sydlige Californien.

Man kan ikke lade være med at sammenligne ‘Mayans M.C.’ med ‘SOA’, og specielt første afsnit gør sit for at referere til ‘SOA’ og sætte den hårde tone med et twist af mexikansk kultur og samfundspolitiske problemstillinger. I de første afsnit ser vi også flere velkendte SOA-karakterer, hvoraf den umiddelbart vigtigste for seriens plot er den garvede Mayans M.C.-leder Marcus ‘El Padrino’ Álvarez (Emilio Rivera).

Sutter og James har med den overbevisende hovedrolleindehaver J.D. Pardo formået at skabe en interessant hovedperson i EZ, som man har lyst til at lære bedre at kende. Når det så er sagt, mangler de første fire afsnit af serien noget af dét, som gjorde ‘SOA’ exceptionelt velfungerende: den originale portrættering af et, som udgangspunkt, sammenknyttet og loyalt fællesskab med nuancerede karakterer. Dette element mangler ‘Mayans M.C.’, idet vi, udover EZ, bliver introduceret for de lokale Santo Padre-Mayans, som i starten virker lettere anonyme og splittede grundet klichéfyldte omstændigheder, som jeg ikke vil afsløre her.

Mayans M.C.’ smager helt sikkert lidt af ‘SOA’, men kan ikke leve op til sin overlegne forgænger. Serien kan indtil videre bestemt tåle nogle plot- og karaktermæssige forbedringer her og der, men er stadig et oplagt valg for alle’ SOA’-fans, der gerne vil inviteres inden for i biker-universet igen. ‘Mayans M.C.’ er dog også for dem, som ikke (endnu) har stiftet bekendtskab med Sutters tidligere hit-serie. Lad os håbe, at ‘Mayans M.C.’ bliver bedre, som sæsonen brummende racer videre!

Første sæson af ‘Mayans M.C.’ er på 10 afsnit og kan ses på HBO Nordic.

Afsnittene har en længde på ca. 60 min.

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=wA_vFpFsZrI

Et rumeventyr af dimensioner

Anmeldt af: Alexander Grevy

2001: A Space Odyssey i restaureret IMAX-udgave er den mest atmosfæriske rumrejse, du nogensinde vil opleve – indtil du selv får lov til at tage turen ud mod stjernerne.

Stanley Kubricks ”2001” handler på én og samme gang om utroligt meget og utroligt lidt. For at koge plottet ned til det helt essentielle, og – for nu – at udelade de symbolske og intertekstuelle fortolkninger, så handler den om to astronauter, samt supercomputeren (som måske, måske ikke har følelser) HAL 9000, der er taget på en intergalaktisk mission til Jupiter efter et hold af videnskabsmænd har fundet en mystisk monolit på Månen.

Men i virkeligheden byder filmen på meget mere end noget så simpelt som et lineært plot. Da den første gang blev vist i biograferne for 50 år siden, bestod publikummet i højere grad af unge mennesker på svampe end akademikere og filmconnaisseurer, da sidstnævnte havde det med at forlade salen langt før de nåede rulleteksterne. De var simpelthen ikke vant til det væld af stilistiske og fortællermæssige abstraktheder, som Kubrick begav sig ud i. I dag er dette heldigvis ikke tilfældet. I dag bliver ”2001: A Space Odyssey” hyldet som en af filmverdens vigtigste og mest inspirerende værker, og det er der efter min ydmyge mening god grund til.

Filmen er af mange blevet kaldt for den mest fantastiske kedelige film nogensinde, hvilket nok er en ret koncis og ikke helt ufortjent beskrivelse af oplevelsen. Men det er jo netop hvad den er – en oplevelse. Som vi nok kan genkende det fra vores egen hverdag, er der i filmen lange sekvenser, hvor meget lidt egentlig hænder. Og i denne mangel på handling og action bliver seerens fokus i stedet rettet mod filmens ekspressionisme, dens grandiose kulisser og smukke rekvisitter (Arne Jacobsen bestikket ikke mindst), dens kreative brug af lyd og lys, og frem for alt den dualisme man så ofte finder i Kubrick film: grænsen mellem god og ond, krig og fred, og, i dette tilfælde, menneske og robot. Og det er især i disse sagte scener at man fornemmer filmens subtekst og symbolisme, som for eksempel når den ti minutter lange introsekvens kulminerer i en abe, der kaster sit nyopfundne våben (en tung knogle) op i luften, og der match-cuttes til et atomvåben i kredsløb om Jorden.

Men hver gang man på ny får akklimatiseret sig til filmens langsomme tempo, sker der et pludseligt ryk i filmens plot, og betydningen af hver eneste lille replik eller handling bliver for seeren tidoblet. Når man i dag er vant til film, der forsøger at klemme så mange plot-twists ind på to timer som overhovedet muligt, er det dejligt forfriskende at opleve en film fortalt på denne måde.

Kubricks rumeventyr var aldrig designet til det 21. århundredes smartphones eller tablets. Det er ikke en lille film, man ser på farten, eller mens man tjekker sin mail. Det er en sanselig og atmosfærisk oplevelse, og jeg tror at Stanley Kubrick ville vende sig i graven – af ren og skær lykke – hvis han kunne se den 4K-restaurerede IMAX udgave, vi nu, på filmens 50-års jubilæum, kan få glæde af.

Slå først Riley Nort!

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

Peppermint er en actionfilm med den veltrænede Jennifer Garner i hovedrollen. En kvinde med en mission – ’justice’ – ikke bare retfærdighed over de mordere der i en drive-by-shooting skød hendes familie, men mod kriminalitet generelt.

Jennifer Garner spiller den konet forstadsfrue – Riley North der sammen med sin mand Chris og datter Carly fejre datterens fødselsdag. Chris overvejer at forøge familiens velstand ved at stjæle fra den lokale mafia – men dropper ud, Chris North virker heller ikke som typen der begår kriminalitet. Rygtet når den lokale mafia boss som for at statuere et eksempel udstikker en dødsdom på Chris og hans makker – straffen effektueres i et drive-by-shooting hvor datteren Carly også dør og Riley bliver ramt og ligger lang tid i koma. Herefter følger retssagen mod den narkobande som skød hendes familie – som ikke helt går efter Riley North’s retfærdigheds opfattelse.

Action genren lægger normalt ikke op til dybe dialoger, realistiske kamp sener eller nogen dybere forståelse af hvorfor helten har behov for at nedskyde hele kontorer, sprænge lastbiler i luften eller lignende – dermed byder Peppermint heller ikke på noget nyt – men hvis man ikke savner denne dybere forståelse er historien bygget genial op – der bruges ikke tid på lange forklaringer, optræning, medlidenheds klip eller banale indbrud. Efter skuddramaet og retssagen mistes kontakten til Riley og der klippes til nyhedsudsendelser og traditionelt politiarbejde og langsomt udvikler historien sig og fortæller Riley’s historie. Jennifer Garner som spiller Riley har trænet til rollen og hendes armmuskler er tydelige når hun håndtere skydevåben.

Filmen forsøger at forklare Riley’s mission med savnet af Riley’s datter Carly men Riley kæmper for ’justice’ og bliver en skytsengel for de svage og udstødte i samfundet. Riley’s ansigtsudtryk er ofte forvirring eller sårbarhed, og instruktøren udnytter det som en suspense effekt, og gør det umuligt for seeren at forudsige den næste handling og ofte vises kun starten af en scene hvorefter der klippes videre til resultatet af en overstået handling. Jennifer Garner er i rollen som både forstadsfrue, mor og skytsengel overbevisende og på ingen måde overdreven sentimental i mor/datter relationen.

Instruktøren Pierre Morel har udtalt ”Der er ingen grund til action, hvis der ikke ligger stærke følelser bag” men mor/datter relationen bliver lidt for ofte adresseret men opbygges ikke stærkt nok til at være realistisk for Railey’s motivation. men til gengæld er filmen et slaraffenland af fantastiske scener, 360 panoreringer der starter i skuespillerens synsvinkel og ender i en perspektivering, scener der starter i hoftehøjde med dialog fra ukendte kilder som først til sidst ender med en afsløring af hvor dialogen kommer fra – fast forward klip som understøtter action filmens dynamik, og indsatte klip i sepia som bryder de ellers kniv skarpe optagelser og varsler om at scenen nu slutter.

Ud over Jennifer Garner har John Ortiz rollen som Detective Moses Beltran som er en erfaren politibetjent som med stor omsorg for andre også udøver sin helt egen retfærdighed og ikke mindst John Gallagher JR som Detective Stanley Carmichael som er den betjent som repræsenterer Railey North’s side under retssagen efter nedskydningen af Reiley’s mand og barn. Begge skuespillere er rimelige anonyme – det er i den grad Jennifer Garner som bærer denne film.

Hvis man er til god action, overraskelser og ikke mindst godt kan lide at blive hevet ind i en hæsblæsende historie så er Peppermint en god action film. Men det man skal ligge specielt mærke er instruktørne Pierre Morels arbejde – historiens opbygning og den måde scenerne er optaget på for det er her denne film skiller sig ud.

Glenn Close giver kraftpræstation i ‘The Wife’

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I ‘The Wife’ beviser Glen Close hvilken slags skuespillerinde hun er og giver en præstation som meget få skuespillerinder formår at give i løbet af hele deres karrierer 

Da Joe Castleman får af vide at han får Nobel prisen inden for litteratur er han beæret og meget stolt, og bliver troligt støttet af sin kone Joan. Hun har støttet ham igennem 40 års ægteskab, på trods af hans mange affærer, og i hele hans karriere og selvfølgelig tager hun også med til Stockholm for at modtage prisen. Men da de møder Nathaniel Bone som stiller indgående spørgsmål til Joes karriere og forfatterskaber sætter det noget i gang i Joan og stille og roligt begynder hun at bryde ud af rollen som den konstant støttende kone der altid står i skyggen af sin mand.

‘The Wife’ er baseret på bogen skrevet af Meg Wolitzer og er instrueret af den svenske instruktør Björn Runge. Han har i Sverige tidligere instrueret tvserier og dokumentarfilm men dette er hans første internationale film.  Han har fået Glenn Close og Jonathan Pryce til at spille Joan og Jon. Derudover er Christian Slater, Max Irons, Annie Starke og Elizabeth McGovern også med.

Filmen er bygget op så man både følger det ældre ægtepar på deres tur til Stockholm og samtidig ser man de yngre udgaver af ægteparret. Her er man med ved deres første møde og forelskelse og er også med ved starten på Joes forfatterskab.

Det fungerer godt men filmen er klart mest spændende og effektiv når man er med det gamle ægtepar. En af grundene til dette er klart fordi at man her fornemmer en tidsindstillet bombe hvor man bare sidder og venter på at Joan får nok og bryder ud af rollen i skyggen af hendes mand.

En anden grund er, og det er nok den vigtigste grund, at Glenn Close spiller fuldstændigt eminent som Joan og overskygger alt og alle med det vilde skuespil. Hun giver en præstation som har alle nuancer og som man kommer til at holde af. Det er også en af den slags præstationer som er så sindsygt stærke at publikummet husker den lang tid efter de har forladt biografsalen.

Glenn Close har været nomineret til en Oscar 6 gange før og meget tyder på at det er hende som kommer til at vinde en Oscar for denne præstation, især fordi der også indtilvidere ikke har været nogle præstationer i år som overgår hende. Jonathan Pryce er også vildt god som Joe der måske ikke har de højeste tanker om sin kone og mere betrager hende som en kone der står bag ham, selvom han har brugt hendes tanker og ideer i sit forfatterskab igennem hele hans karriere.

‘The Wife’ er en film som man huske og gerne vil se igen. Primært på grund af de stærke præstationer men også fordi filmen er godt fortalt og veludført. I det hele taget er det bare en yderst seværdig film.

A Simple Favor er en komisk udgave af Gone Girl

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

 

Paul Feig har efterhånden slået sit navn fast som en virkeligt talentfuld komediefilms instruktør, I ‘A Simple Favor’ forsøger han at kombinere en komedie med et gammeldags krimimysterie

‘A Simple Favor’ handler om husmoderen og vloggeren Stephanie som møder den elegante Emily og starter et venskab med hende. De to kvinder er næsten direkte modsætninger, Stephanie er kvinden som altid skriver sig op til opgaver i deres sønners klasser og Emily er moderen som ikke har tid til at møde op til skolearrangementer, men igennem deres sønner finder de en ting de kan enes om. Da Emily pludseligt forsvinder går Stephanie, sammen med Emilys mand, derfor også meget ihærdigt i gang med at finde ud af hvad der er sket med Emily.

‘A Simple Favor’ er instrueret af Paul Feig som tidligere har instrueret komediemesterværker som ‘Spy’ fra 2013 og ‘Bridesmaids’ fra 2011. Derudover var hans også manden bag tvserien ‘Freaks and Geeks’ fra 1999 som også er en meget vellykket amerikansk komedieserie. Serien ‘Freaks and Geeks’ blev iøvrigt startskuddet til James Francos, Seth Rogen og Jason Segels karrierer.

I ‘A Simple Favor’ har han fået Anna Kendrik og Blake Lively til at spille Stephanie og Emily. De to kvinder gør det begge virkeligt godt. Anna Kendrik spiller den lidt for ivrige, forsigtige kedelige husmor og Blake Lively er perfekt castet som den ultra elegante kvinde. Det er måske ikke de mest fantastiske og nuanceret præstationer nogensinde, men det er solide præstationer.

Filmen er en komedie krimi og er den slags film hvor ens sympati bølger frem og tilbage, og personer i filmen ved ting lang tid før publikum finder ud af hvordan handlingen udvikler sig. Det kunne minde lidt om filmen ‘Gone Girl’ fra 2015 hvor sympatien imellem de to hovedpersoner også bølgede frem og tilbage, og filmen holdt også informationer tilbage for publikummet.

Dette er vel en slags komedie udgave af ‘Gone Girl’ dog ikke helt så vellykket og med en mere munter tone. Dog virker det som om at filmen er i tvivl om den vil gå helt over i krimigenren eller holde sig mere til komediegenren. Det bliver derfor en mellemting, som måske føles lidt uforløst. Men filmen fungerer alligevel i de ting den prøver på og den er også uforudsigelig i sine twists. Måske er det ikke alle twistene som man tror på og ikke alting i handlingen som helt virker realistiske og det trækker selvfølgelig lidt ned.

Det er ikke et nyt mesterværk, og det er ikke en nyskabelse, men man er med langt hen af vejen og man er i godt selskab sammen med Anna Kendrik og Blake Lively og det suplerende cast. Det er en underholdende film som dog er glemt kort tid efter man har set den og hvis man tænker længe over filmen, er det mere for at finde hoved og hale i de mange twist som ikke alle er helt realistiske.