Bille August er tilbage på det ”store” lærred!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Det episke kærlighedsdrama efter Henrik Pontoppidans samtids- og udviklingsroman fra 1898-1904 ”Lykke-Per” omhandler det stadigvæk aktuelle tema om stræben efter et godt liv på basis af en problematisk barndom!

Peter Sidenius´ optagelse på ingeniørstudiet synes at være et afgørende skridt mod en bedre fremtid. Men samtidig er det et brud med præstefaren, som ingen forståelse har for sønnens ambitioner. Studiet i København foregår uden mange penge på lommen, dog med intensivt arbejde på hans vision om et moderne energiprojekt baseret på vind- og bølgeenergi. Det lykkes ham at komme i kontakt med den rige, jødiske familie Salomon, hvor han møder interesse og støtte for projektet. Hans ihærdighed og stædighed fører til sidst også til at Jakobe, den ældste datter, falder for ham. Peters kaldenavn ”Lykke-Per” synes at blive forløst …

Bille August har før med succes filmatiseret store romaner, som fx Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” (1987). Med et budget på 55 mio. kr. og et blandet hold af nye stjerner som fx Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal, suppleret af nogle kendte ”veteraner” som Tommi Kenter, Jens Albinus og Tammi Øst m.fl., lykkes det ham at forløse denne smukke og gribende historie, uden at blive for patetisk!

Stille og roligt bliver publikum præsenteret for de dybeste følelser af glæde, lykke, kærlighed, fortvivlelse og angst, selv om filmen ikke er særlig dramatisk, så bliver man ”fanget” på en intens måde og følger åndeløst hovedkarakterernes skæbne.

Filmen er en fin tids beskrivelse med mange nuancer, den er en fortælling om menneskeligt håb og om en ødelæggende fortid – og det bliver vist via fantastiske billeder og med meget velkomponeret musik i baggrunden!

Når jeg skal se en film på næsten 3 timer, har jeg ofte fornemmelsen om, at man godt kunne klippe 1 time eller en ½ time væk. Men ikke i dette tilfælde! ”Lykke-Per” synes aldrig at være for lang eller kedelig! Selve romanens historie, den måde filmen er lavet på, og ikke mindst skuespillernes autentiske præsentation fører til en helt klar anbefaling. Men et enkelt svagt punkt er at filmen springer mange år i hovedpersonernes liv, uden man præcist ved, hvor lang tid der er gået.

Men den film skal i hvert fald ses, og måske forlader man biografen med våde øjne

De utrolige 2 er en god og medrivende animations familiefilm

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Med “De Utrolige 2” vender Pixar tilbage til den elskelige familien Parr og deres superkræfter 14 år efter originalen

I ‘De Utrolige 2’ møder vi igennem superhelte familien Parr. Handlingen i filmen foregår umiddelbart lige efter den første film og superhelte er derfor stadig ulovlige. Så da familien forsøger at redde byen ender de med at blive arresteret. Lige efter at de er blevet løsladt møder de den velhavende Winston Deavor og hans søster Evelyn Deavor som vil starte et nyt projekt der skal gøre superhelte lovlige igen. De er især interesseret i at bruge Helen Parrs superhelte kræfter til at starte projektet. Det betyder at Helen Parr skal arbejde imens Bob Parr skal være hjemmegående far og passe børnene. Det skal vise sig at blive noget af en udfordring for begge, da Bob Parr har svært ved rollen som hjemmegående og Helen kommer på sporet af en superskurk hun ikke kan klare alene.

De utrolige fra 2004 var en ekstremt underholdende og seværdig superhelte animationsfilm som var vildt underholdende både for børn, unge og forældrene. Eller kort sagt en vildt velfungerende familiefilm. Den endte også med at vinde en Oscar for bedste animationsfilm og var også nomineret til bedste manuskript.

Der har derfor så længe været tale om en efterfølger med de samme skuespillere og samme instruktør. Det er Pixar-geniet Brad Bird som står bag både ‘De Utrolige 1 og 2’. Han er manden som også gav os ‘Drengen og Jernkæmpen’ og ‘Ratatouille’.

Han har med ‘De Utrolige 2’ lavet en film som er mindst ligeså flot visuelt som den første film, hvis ikke flottere. Der er ikke en finger at sætte på den fuldstændigt fremragende og levende animation, og det er selvfølgelig også på grund af de mange dygtige animatorer og tegnere som har arbejdet på filmen.

Handlingen i filmen tager udgangspunkt i et meget sjovt emne med en hjemmegående far og en mor som er ude at arbejde og tjene pengene. Især da Bob Parr er en mand med en lidt gammeldags forestilling om at mændene skal tjene pengene, imens kvinden går hjemme og passer familien. Bob Parr er en meget stolt mand og det er helt tydeligt at hans manddom lider et gevaldigt knæk, både fordi hans kone bliver valgt over ham til at arbejde, og fordi hans egne evner ikke bliver vurderet til at være gode nok.

Selvom det er en meget sjov ide er handlingen ikke helt så stram og velskrevet som den første film, da der også er lidt flere sidehistorier her.

Alligevel er dette en god familiefilm som sikkert vil ramme børn rigtigt fin og man skal nok forberede sig på at købe madpakker og drikkedunke og legetøj med figurene på, da det er figurer som er meget likeable og især er Parr børnene super cool og er klart forbilleder for andre børn. De vil gerne ud og bruge deres superkræfter men bliver tvunget til at lægge en dæmper på hvem de er, da det er ulovligt at være superhelte. Det gør at børnene til tider er meget frustreret og på andre måder prøver at udvise deres frustrationer.

‘De Utrolige 2’ er en virkeligt god animationsfilm som både er vildt flot og underholdende. Den lever dog ikke op til den første film, da den første film er et moderne animationsmesterværk. Men man kan sagtens samle hele familien og tage dem med i biografen. Og det er klart en film hvor både forældre og børn går ud af biografen glade og tilfredse og vældig godt underholdt.

Ordets Magt – en ung forstadskvindes dannelsesrejse.

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

Den fransk film ordets magt viser sammenstødet mellem den højkulturelle og anerkendte professor Pierre Mazard møde med den unge kvinde fra den franske forstads ghetto

Den unge mutte Neila Salah skal starte på jura universitetet, og kommer stærkt forsinket til sin første forelæsning iklædt sin forstads ghetto uniform. Pierre Mazard er en anerkendt professor som tager forstyrrelsen af den sent ankommende studerende ilde op og i fuld offentlighed indleder et frontalt angreb på Neila Salah fra podiet. Episoden bliver filmet og højlydt kommenteret af de andre førsteårs elever fra salen og der bliver optaget og taget video af scenen. Episoden får store konsekvenser for både Pierre Mazard og Neila Salah idet, Pierre Mazard bliver indkaldt til en høring omkring racistiske udtalelser pga. episoden (og tidligere udtalelser) for at forbedre sit image accepterer han en mentor rolle for Neila Salah i den kommende tale konkurrence.

Neila Salah bliver spillet af sangeren Camelia Jordana som er født i Frankrig af Algeriske forældre. Hun spiller den indledende rolle som forstads ghetto frøken uden selvtillid eller intellektuel dannelse ganske overbevisende – og enhver kritik bliver mødt af et angreb som for hende er det eneste forsvar hun har lært. Ikke desto mindre udvikles denne rolle gennem filmen – stille rolig bliver Neila Salah’s karakter bygget op drevet af nysgerrighed, viden og loyalitet selvom hun aldrig mister sin stolthed eller grundlæggende værdier.

Pierre Mazard er i en kategori for sig – han bliver kaldt racistisk, sexistisk og flere andre ’ismer men i bund og grund er Pierre Mazard en lidt ensom intellektuel som i årenes løb er blevet kynisk blandt andet pga samfundsudviklingens manglende dannelse. Pierre Mazard er en konservativ mand med hang til intellektuelle dyder og god stil. Hans mor er på plejehjem og har intet godt at sige om sin søn. Pierre Mazard er dog bevist om sin pressede situation og på trods af et ensomt liv med alkohol vækker Naila Salah en ham til en mission.

Vi har fået mange rørende film fra Forankring på det seneste – ikke mindst ‘De Urørlige’. Fælles for dem er at de fortæller en god historie som tager udgangspunkt i menneskeliv og relationer – filmene er fuld af humor og sødme på en meget u-amerikansk måde. ‘Ordets magt’ er på samme måde en dyb intellektuel film om ord og tanker, dannelse, at begå sig og aflæsning af sociale koder – men også en film som fortæller om en relation som starter som en propaganda øvelse men ender med en respekt, et venskab og beviselig bundærlig loyalitet.

Det bedste ved denne franske film er uforudsigeligheden – på trods af Pierre Mazard’s klassisk intellektuelle stil er han fuld af overraskelser og formår også at ændre sig som person i henhold til at hans missionen udvikler sig. Filmen kredser om emnet “The truth doesn’t matter — it’s about being right.” men ikke mindre er det en film som hæver sig over racismen og kulturelle forskelle – og i stedet adresserer klasseskel, relationer og ikke mindst at bruge de evner man er født med – med andre ord ”evnerne forpligtiger” der er mange rørende scener – men den bliver aldrig cliché agtig. Jeg kunne godt undvære de sidste scener – historien er fortalt, men de ødelægger ikke noget.

EMMA THOMPSON FORBLÆNDER FACETTERNE NED I HØJESTERETSDOMMEREN FIONA MAYE

Anmeldt af: Marlice Ellie Elyoe

I indgrebet i det fundamentale der gør at mennesket kender sig selv og sin verden bliver retssikkerhedens ro til en uhyggelig konfrontation med afmagten, når en dreng vil vide hvad værdien af livet er, hvis intet af hans liv har været sandt med mindre han accepterer sin død. Hvis dommen er livet, indeholder dommen så retten til at kende sin dommer?

Få øjeblikke fra at være myndig bliver 17-årige dybt religiøse Adam Henry ramt af leukæmi og nægter som Jehovas vidne at tillade blodtransfusionen der kan redde hans liv. Mere dedikeret til sin tro end sine forældre og mere reflekteret og livselskende end en martyr begynder en meget unik ung mands vilje at skabe appel i retssalen. På en spinkel tidsramme træder højesteretsdommeren Fiona Maye ind i valget mellem værdigheden i selvbestemmelsen og det rygradsfølte krav om at beskytte liv forud for alt andet. Men det personlige møde mellem Fiona og Adam river begge deres stålsikre livssyn op ved roden. Fiona konfronteres i kravet om mennesket bag dommeren – en konfrontation hendes mand derhjemme også snart forlader hende på baggrund af, hvis hun ikke husker at kende sig selv.

Oscar-vinderen Emma Thompson syer stingene til muligvis den bedste præstation i hendes karriere og efterlader ikke plads til andet end betagelse. Igennem Ian McEwans roman ”Barnets Tarv” ses samarbejdet med direktøren Richard Eyre som en fortrinlig filmatisering, et samarbejde der også før har formået at skabe højder i filmen ”Atonement.” Scenerne er så mageløst elegante og syleskarpe, at filmen føles som bundet med makspuls til tankeprocessen af netop dommerens valg, der vedligeholdes med en latent lavine gennem Fionas private liv.

Den knasende begavede og underspillede humor fungerer nærmest som et usagt løfte om tryghed i den ellers ret så punkterede og sydende livsangst. I rollen som Fionas mand Jack ser vi eminent dygtige Stanley Tucci, der i dynamikken med Emma Thompson limer facetterne fast med hver enkel replik. Den samlede skuespilspræstation kan koges ned til at ramme mållinjen og tage et par hvorfor-ikke-kilometer mere derefter.

Især må Fionn Whiteheads formidable levering i rollen som Adam Henry også siges at knuge sig solidt igennem hele filmen. Det er intimiderende intimt og det leveres filmisk med arrogante mængder overskud, en tåkrummende anspændthed der dribler på kanten afgrunden og førnævnte humor der kaster bolden rundt, så det stadig giver mening at kysse nogen godnat.

Filmen varetager en sjælden ydmyghed i et afpillet kaos og i netop det velorkestrerede kaos skaber Dommerens Valg en bevægende vejrtrækning ind i hvor nøgent det egentlig er at ville være i live og hvor skrøbelige vi er udenfor selvfølgerne vi ikke vidste vi havde valgt.

Maria Callas bringes til live i denne veludførte dokumentar

Anmeldt af: Cecilie Work Buhelt

Alle de, som er operaverdenen bekendt, må kende navnet Maria Callas. Både til de bekendte og til dem, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med navnet, da kan Tom Volfs udsøgte dokumentar introducere dig til navnebæreren: den verdensberømte, amerikanskfødte, græske operasangerinde.

Maria Callas dedikerede hele sit liv til operaens verden og blev for mange synonymet med opera. Som blot 13-årigede blev hun optaget på Nationalkonservatoriet i Grækenland, hvilket blev fødslen af stjernen og ikonet Maria Callas. Med hendes karismatiske stemme og dramaturgiske tangenter tilførte hun opera både liv og ynde – hvilket denne dokumentar ligeledes præsterer. Maria Callas bringes til live i denne veludførte dokumentar, hvor Marias enestående, poetiske beretninger alene fortæller historien.

Det er et yderst kløgtigt valg at lade fortidens optagelser og Marias egne ord være enefortæller, da det afføder troværdighed, forfører publikums indlevelseskraft og sætter empatien i flor. Dokumentaren belyser Marias liv og karriere kronologisk, men centraliserer også kampen mellem kvinden Maria og stjernen Callas. En kamp, som er nødvendig at få fortalt af Maria Callas selv:

There are two people in me. I would like to be Maria, but there is the Callas that I have to live up to. So I’m coping with both of them as much as I can.

Dokumentaren sætter også stort fokus på Marias ulykkelige forhold til Aristoteles Onassis, hvis kærlighedserklæringer vi får oplæst igennem filmen. Publikum får altså et utroligt, intimt indblik i Marias inderste følelser og ærlige tanker, hvilket bevidner en yderst selvreflekteret kvinde bag succesen.

Dokumentaren deler gavmildt ud af smukke arier udført af Callas, hvor publikum selv kan bevidne hendes unikke stemme og mærke hendes dramaturgiske evner. Efter hver arie efterlades publikum med en lyst til at klappe og komplimentere den kunst, vi netop var vidne til.

Maria by Callas må siges at være en yderst vellykket og fængende dokumentar, hvis æstetik fungerer som en tidsmaskine, der tager os tilbage i tiden gennem billedmateriale, gamle artikler, interviews, optagelser fra forestillinger og ikke mindst Marias personlige breve læst flot op af Joyce Di Donato. Det er tydeligt, at dokumentaren er skabt af folk, som har beundret og ladet sig fascinere af Maria Callas og de formår at føre samme beundring og fascination videre til publikum.

Det er lidt over 40 år siden at Maria forlod denne verden i 1977. Selvom hun ikke efterlod sig efterkommere, så efterlod hun et kunstnerisk ekko, som stadig lyder genklag i teatre verden over den dag i dag.