Intens og flot spændingsserie er landet på HBO Nordic.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Ny krimiserie baseret på forfatteren Gillian Flynns bog fra 2006 ligger lige nu på Hbo Nordic og er en oplagt serie at se hvis man vil gemme sig foran skærmen her i sommervarmen.

Da der bliver myrdet to teenagepiger i journalisten Camille Preakers lille hjemby, bliver hun sendt tilbage for at dække mordene og opklaringen af mordene. Det er ikke en opgave som Camilla Preaker er begejstret for, da hun har et anstrengt forhold til sin mor og samtidig lige er blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital, hvor hun har forsøgt at få bearbejdet traumer fra sin barndom. Hun vender tilbage til byen og bliver varmt modtaget af de lokale, selvom genforeningen med hendes mor er lidt anstrengt. Hun flytter dog alligevel ind på sit gamle barndomsværelse og må her dække sagen, samtidig med at hun forsøger at bekæmpe sine egne dæmoner.

”Sharp Objects” er baseret på Gillian Flynns bog som udkom i 2006. Gillian Flynn er forfatteren som også skrev ”Gone Girl” bogen som blev filmatiseret i 2014 med Ben Affleck i hovedrollen. Hun skriver krimibøger som er intense og hvor der ofte er personer med som har hemmeligheder. Ligesom med ”Gone Girl” er ”Sharp Objects” en historie hvor meget bliver holdt tilbage og der bliver dannet historier i publikummets hoveder.

I ”Sharp Object” spiller Amy Adams Camilla Preaker og Patricia Clarkson spiller hendes mor. Det er to sindssygt dygtige skuespillerinder som kan bære roller der er tungere og mere komplekse. Deres sammenspil er også helt sublimt. Det er igen karakterer som holder meget tilbage og de gør det meget nedtonet og velspillet.

De er derudover flankeret af et virkeligt velspillende cast som supplerer de to skuespillerinder virkeligt godt.

Det er den erfarne serieproducer og forfatter Marti Noxon der står bag serien som hun har skrevet i samarbejde med Gillian Flynn. Hun har en lang række gode serier bag sig, især ”Buffy”, ”Glee”, ”Greys hvide verden” og ”Mad Men” er værd at nævne. ”Sharp Objects” lægger sig helt klart i den bedre ene af de serier hun står bag, da hun her har lavet en virkeligt god serier der er så spændende at man får lyst til at se det hele på en gang.

Der er i det hele taget ikke meget som der ikke fungerer i ”Sharp Objects”. Det er en ekstremt flot serier hvor både skuespillet og manus fungerer, og hvor alle på produktionen har gjort det bedste for at lave en god serie. Hvis man skal finde en god film at se i sommervarmen er ”Sharp Objects” et godt bud og den er kandidat til at blive en nyklassiker.

“Sharp Objects” kan nu ses på HBO Nordic

Afsnittene har en længde på imellem 50 0g 60 minutter

Serien er på 8 afsnit

Se trailer her: https://www.youtube.com/watch?v=_v8Fm3O8cp0

Åbenbaringen åbenbare, med tro og spørgsmål herom

Anmeldt af: Martin Odgaard
Tro -og det at turde tro- er to forskellige ting. Måske er det ikke så meget oppe i tiden at gøre hverken det ene eller andet, men hvad stiller vi op når vi oplever det uforklarlige og egentlige ikke rigtig tror? Det emne tager den franske “Åbenbaringen” op, på en ganske ny tiltrængt facon. 
Jacques er en talentfuld og populær krigsreporter på en regional fransk avis. Men da han på en opgave i felten mister sin mangeårige trofaste partner, og fotografmakker i frontlinjen, må han rejse hjem. Her bliver han midt i sorgen og chokket kontaktet af en præst fra Vatikanet der vil have ham til at lede en kirkelig undersøgelse af en hændelse med en såkaldt åbenbaring, hos en ung pige. Da Jacques ankommer til den lille landsby møder han den forsigtige og følsomme Anna. Hun hævder at være vidne til en åbenbaring af Jomfru Maria, og derfor nu har opnået ikon-status for de troende katolikker. Det leder til en omgang af forundring og spørgsmål, både personlige og essentielle. For hvad er pludselig sandheden? En indre splittelse må håndteres.

Nysgerrigheden tændes og pires hurtigt, og tvivlen melder sig i lige så høj grad, som ved det hold af individuelt udvalgte ekspert-efterforskere, der er sat på sagen. Der melder sig flere end hovedspørgsmålet om åbenbaringen på banen. Hvor skal vi hen og hvorfor, tænkes der derfor hos publikum let.

I en tid hvor tro er noget man ikke rigtig taler om, eller helst vil holde for sig selv, er “Åbenbaringen” et friskt og passende, tiltrængt pust. Og selvom historien for så vidt er en simpel og umiddelbar ligetil fortælling, så har vi næppe helt styr på handlingens retning eller dens udvikling rigtig på plads.

 

Unge Anna spilles med solid og overbevisende pragt af talentet Galatéa Bellugi, (som allerede fik debut med skuespil som 6 årig!), og hendes Anna er en karakter der drager os ind på historien og ikke mindst det der ligger og gemmer sig, lige bag de varme udtryksfulde øjne. Overfor hende er Frankrigs svar på Ulrich Thomsen, nemlig Vincent Lindon (kendt fra film som “Alt For Hende”, “Rodin” og “Markedets Lov”), og han er ligeledes en fryd for øjet med sit bund solide og erfarne skuespil. De to er et kemimæssigt og sammenspils stærkt match.

 

Forløsningen udebliver desværre i det store hele, men alligevel formår et eller andet at sætte sig for en stund, om ikke andet. Tro og etik er ikke til for sjov, men sjældent på film. Dog lykkedes det til dels her. Måske er det i virkeligheden netop i disse dage, at forklaringer og hjælp skal findes ved de højere magter? Det er i hvert fald en nem løsning, der så ofte ligger lige for.

Gys på paradis ø, i mord thrilleren “Beast”, er en godkendt omgang spænding..

Anmeldt af: Susanne Schatz
De fleste ville nok normalt drømme sig væk, til en skøn og rolig ø, normalt vel at mærke, hvis det da ikke var for den sydlige sommer herhjemme. Men en sådan findes i ”Beast” som der hele vejen igennem fyldt med skønhed og uhygge – begge udspringer nemlig fra det at leve et lukket hverdagsliv på en isoleret ø.

Moll er midt i 20’erne, hun lever under morens kontrol, i skyggen af sine søskende og er tjenestepige for hele familien. Men da hun tilfældigvis lærer Pascal – den gådefulde ”outsider” – at kende, begynder hun at frigøre sig fra familiens jerngreb. Men Moll bærer på en hemmelighed, og Pascal er mistænkt for at stå bag en serie af bestialske drab på unge piger. Alligevel blomstrer deres forhold på kanten af samfundet. De støtter og bekræfter hinanden gennem lidenskab og kærlighed. Men hvad sker der, hvis alle vender ryggen imod én, og hvis pludselig tvivlen på den eneste ene dukker op? Svaret er som ofte ”med eller imod”.

Michael Pearce har skabt en stemningsfuld film, fuld af overraskelser. Et psykologisk drama om Moll, der styres af sin fortid. Dermed åbnes op for spørgsmål om tilgivelse, hemmeligheder og om hvornår vi mennesker egentlig fortjener tillid og en chance til. Jessica Buckley (Moll) formår at gribe, at røre, men også at frastøde publikum – hun er både sårbar og intens når hun bøjer nakken for sin mor, samtidig viser hun en afsindig styrke under løsrivelsen.

Handlingen drives af det kendte og alligevel dybe menneskelige mønster: ”Os to mod resten af verden!”, hvilket giver en tilpas rørende kærlighedshistorie, som vækker romantiske følelser og tanken: ”Sådan kan det fungere!” Men med et brag dukker den destruktive side af lidenskaben frem. Johnny Flynn (Pascal Renouf) er et godt match og supplerer Molls karakter på en perfekt måde. Han er noget af en ”bad boy”, men også charmerende og sød. Man kan godt forstå at hun falder for ham. En facade opsættes, anes der let…

Her forventes af “Beast” en thriller om brutale seriemord, men først og fremmest er filmen karakterbåren, og portrættet af Moll fænger. Det fører til at spænding og nysgerrighed på handlingen holder sig gennem hele filmen – man både føler -og følger med karakterne, hele vejen mod enden.

I løbet af “Beast” fjernes de andre karaktere og fokus indsnævres på parret. Det er et svagt punkt i fortællingen, specielt Molls familie kunne sagtens fylde og fortælles mere om – det ville give bæstet mere substans.

Det anbefale klart herfra at se ”Beast” – for det tog tid at komme tilbage fra den uhyggelige stemning fra den smukke ø til hverdagslivets virkelighed.

Tørken rykker fra virkeligheden til lærredet, i “Hotel Artemis”, som er fuld af forbrydere og et par stjerner!

Anmeldt af: Susanne Schatz
Fremtidsdystopier er der nok af. Også med unge i fokus. Men hvad så når man yderligere tilføjer et særligt hospitalet udelukkende for forbrydere og en tidsaktuel tørke..? 
“Hotel Artemis”, en dyster fremtidsfilm, der giver et uhyggeligt view på Los Angeles i år 2028, hvor gaderne er fuldstændig i oprør pga. vandprivatiseringen – aktuelt med denne sommers hjemlige tørke!
”Hotel Artemis” er et skjulested og hospital for forbrydere, dog er ikke alle velkomne. Opholdet på hotellet kræver et medlemskab og at der følges nogle regler, blandt andet at man må ikke dræbe andre gæster. I 22 år har Mrs. Thomas – en lidt mærkelig, ældre og skrøbelig ”pige” med en hemmelighed – drevet hotellet. Selvom Mrs. Thomas styrer det hele, er den frygtede gangsterboss “Ulvekongen” den egentlige magtfulde chef. Men da Mrs. Thomas i sin tid fik chancen for at arbejde som læge på hotellet, anede hun ikke, at det var en pagt med djævlen selv. Men med sådan et skæbnesvangert valg kan kun en katastrofe lure forude…
Filmen er Drew Pearces instruktørdebut, der illuderer fremtiden godt via en række sjove ”gadgets”. Med Jodie Foster (Mrs. Thomas) og Jeff Goldblum (Ulvekongen) har han valgt to amerikanske veteraner – de er oftest garant for gode – og autentiske skuespilpræstationer.
Jodie Foster bærer handlingen, hun formår at røre, at gribe og at vække nysgerrighed. Hvad findes der bag Mrs. Thomas tilbageholdende væsen?
Drew Pearces vælger at benytte en række interessante kameraindstillinger, som skaber et tæt forhold mellem publikum og Mrs. Thomas; uden mange ord og med små detaljer får man et godt indtryk af, hvem hun er.
Publikum tages med i et forløb, hvor de forskellige plot tråde efterhånden sammenflettes. Men det foregår desværre alt for hurtigt, derfor drukner dramaet og således en ellers så afgørende forklaring og afsløring om Mrs. Thomas fortid, i en voldelig cocktail af blod, slagsmål og skyderier. Det virker, som om Drew Pearce ikke kunne beslutte sig for at lave enten en ren actionfilm eller et mere karakterbaseret, psykologisk drama med en mindre politisk vinkling.
“Hotel Artemis” er dog alligevel til en hvis grad spændende og fængende underholdning, selvom en lille skuffelse baner sig vej, hen mod den ellers så afgørende slutning. En klarere retning og lidt mindre patos til sidst ville have gjort filmen til en større fornøjelse!
Men i betragtning af alle forbehold betaler det sig alligevel at se “Hotel Artemis” – ikke mindst for oplevelsen af altid friske Foster!

Landet af Glas er den bedste danske fantasy familiefilm i mange år

Anmeldt af Lou von Brockdorff

Med ‘Landet af glas’ formår de to ‘Lillenørd’-værter Maria Rønn og Jeppe Vig Find at brage igennem med en meget vellykket familiefilm. Det er desuden også den flotteste debut børnefilm man har set i løbet af de sidste par år

‘Landet af Glas’ handler om drengen Jas som bor sammen med sin far i et nedlagt gartneri. Jas’s far er lastbilchauffør og er ofte væk og hans mor er død, derfor bruger Jas meget tid alene i hjemmet. En dag opdager Jas en gammel dame og en pige som gemmer sig i hans gamle lade. De kalder sig Neia og Alva og siger at de kommer fra skoven. De fortæller også at de er i fare og at de har ikke mulighed for at vende tilbage til skoven. Jas og hans bedste ven Isak, beslutter sig for at hjælpe, men de bliver snart kontaktet af agenter fra en hemmelig efterretningstjeneste og opdager at der er krybskytter i skoven som jagter de to kvinder. Det bliver starten på en vild jagt for at hjælpe de to kvinder og samtidig også starten på nye venskaber.

´Landet af Glas’ er en fantasy familiefilm som er debutfilmen for de to instruktører Marie Rønn og Jeppe Vig Find, der også er manuskriptforfattere på filmen. De formår med ‘Landet af Glas’ at lave en film som både er spændende, medrivende, godt fortalt og kort sagt virkeligt god. Mange danske børne-/familiefilm som udkommer er tit dårligt fortalt, ikke særligt velspillet og vildt forudsigelige.

Især er mange danske børnefilm virkeligt stift i skuespillet og præstationerne er også karikerede, men ‘Landet af Glas’ er en overraskende velspillet film, hvor alle skuespillerene spiller virkeligt godt. Især overrasker Flora Ofelia Hofman Lindahl og Albert Rudbeck Lindhardt som spiller Neia og Jas meget positivt. De giver nogle meget nuanceret præstationer og giver de bedste danske skuespilpræstationer fra børn, som jeg har set i de sidste par år. Albert Rudbeck Lindhardt er især vildt god, og minder indimellem om en meget ung Leonardo Dicaprio.

De voksne skuespillere giver også nogle gode præstationer og sammenspillet imellem børnene og de voksne gør at filmen bliver meget rørende indimellem. De voksne skuespillere i filmen er bl.a. Signe Egholm Olsen, Mads Riisom,Vigga Bro, Esben Dalgaard Andersen og Adam Brix, som alle sammen er meget erfarne og oftest virkeligt gode.

Visuelt er ‘Landet af Glas’ flot, især når man tænker på at det er en debutfilm,som er lavet uden de største midler. Men der er ikke nogle decideret visuelle overraskelser eller noget som gør at filmen skiller sig ud fra andre film og historien er heller ikke verdens mest originale historie, men denne gang er den bare virkeligt velfortalt. Filmen er dog klart visuelt og fortællemæssigt et niveau over familiefilm som f.eks. de nye ‘Far til Fire’ film.

‘Landet af Glas’ er som tidligere skrevet en ekstremt vellykket familie film, og er en film hvor børn i alle aldre og deres forældre eller bedsteforældre vil føle sig godt underholdt.

Landet af Glas har premiere 19.juli 2018