Far til fire i solen bliver en smule anstrengt og ligegyldig

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Far til fire i solen har premiere 28. juni 2018

Familien bestående af Far, lille Per, Mie, Ole, Søs og Onkel Anders, er taget på en velfortjent ferie til Grand Canaria. Da de ankommer til hotellet bliver de hurtigt tilbudt at være med i hotellets konkurrence om at blive ”årets solfamilie”. Far har ikke lyst, men børnene og onkel Anders vil meget gerne deltage. Da Far ser at overhovedet i en af de andre konkurrerende familier er en af hans gamle skolekammerater, som under hele skoletiden var på nakken af Far, ombestemmer Far sig, og vil nu gøre alt for at vinde konkurrencen.

‘Far til fire i solen’ er den nyeste film i den lange række af genindspilninger af de gamle ‘Far til fire’ film. Den er instrueret af Marin Miehe-Renard som også instruerede ‘Far til fire på toppen’ der udkom sidste år. Martin Miehe-Renard har en lang række børnefilm og julekalendere bag sig, dog med noget svingende kvalitet. Han har b.la. instrueret en del af de nye ‘Min søsters børn’ film og nogle afsnit af Pyrus julekalenderene.

I ‘Far til fire i solen’ har han det samme cast med som i ‘Far til fire på toppen’. Det betår af Martin Brygmann, Thomas Bo Larsen, Elton Rokahaim Møller, Mingus Hassing Hellemann, Coco Hjardemaal og Laura Lavigné Bie-Olsen. Skuespillet i filmen er ikke noget prangende og de fleste karakterer virker karikerede og det hjælper heller ikke at der ikke er nogle naturlige replikker i filmen.

Det er en film som kun forsøger at ramme børne publikummet, og der er ingenting for de lidt ældre børn eller voksne som man tit ser der er i f.eks. Pixar film. Man kan godt se hvad de prøver på, men hvor karakterene i de gamle ‘Far til fire’ film var vildt charmerende, så er der intet charmerende ved karakterene i den nye film og i stedet føles det ret anstrengt og overgearet.

‘Far til fire i solen’ er dog en overraskende flot visuel film og den har nogle sjove greb som gør at filmen indimellem har noget interessant. Desværre er det bare ikke rigtigt nok til at gøre at ‘Far til fire i solen’ er en film som man husker efter man har set den, den ender desværre i stedet med at blive en smule ligegyldig.

Det vil dog sikkert alligevel være en film som de yngste ville syntes er sjov og underholdende, der er bare desværre meget langt imellem de rigtigt gode danske børne-/familiefilm, og som forældre må man så bare bide i det sure æble og bruge 90 minutter på denne film som er en voldsomt forudsigelig familiefilm uden nogle form for charme.

Huset ved havet kombinerer familiedrama med flygtningekrise på fineste vis

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Huset ved havet har premiere 28.juni 2018

Tre middelaldrende søskende genforenes i deres barndomshjem ved kysten udenfor Marseille efter deres far har fået et invaliderende slagtilfælde. De tre søskende er i deres voksenliv gledet fra hinanden og der er i mellemtiden dukket flere uforløste konflikter op. Broderen Armand er blevet i den lille by, mens broderen Joseph og søsteren Angéle har rykket deres liv til storbyen. Da de tre søskende mødes igen i barndomsbyen begynder diverse konflikter og fortidens spøgelser at dukke op. Især er der et gammel traume, hvor Angéles lille datter druknede som har splittet familien. Samtidig med at familien mødes, så bliver de også konfronteret med bådflygtninge som kommer i land i de små byer.

‘Huset ved havet’ er instrueret af Robert Guédiguian som også har skrevet og produceret. Han har tidligere instrueret ‘Une histoire de fou’, ‘Kilimanjaros sne’, ‘Byen er stille’ og ‘Marius og Jeannette’. Han er en garvet fransk instruktør som er en ganske anerkendt instruktør og producer.

Med ‘Huset ved havet’ har han lavet en film som er en ganske flot film, og som emmer af fransk charme. Han formår at kombinere et fransk familiedrama med flygtningekrisen på fineste måde. Desværre er det bare som om at filmen først bliver rigtigt spændende da flygtningekrisen rigtigt træder i kraft, og den første del af filmen som kun handler om familiedramaet, bliver lidt kedeligt og køre lidt i ring. Så snart filmen berør flygtningekrisen rigtigt, bliver filmen mere interessant og der kommer for alvor nogle ting på spil.

Det gør desværre også at man vil ønske at mere af filmen omhandlede flygtningekrisen og ikke så meget det meget stillestående familiedrama.

I ‘Huset ved havet’ har han også samlet en bunke gode franske skuespillere. Han har Ariana Ascaride, Jean-Pierre Darroussin, Gérard Meylan og Yann Trégouët med. Det er nogle dejligt naturlige skuespillere, som ikke er voldsomt smukke, ligesom man nogle gange ser i amerikanske film. De ligner naturlige mennesker og portrættere også helt normale mennesker. Det gør at man måske har nemmere ved at identificere sig med karaktererne i filmen.

Visuelt er ‘Huset ved havet’ ikke den pæneste film, men den har sin charme i skildringen af den lille franske havneby. Der bliver dog ikke leget så meget med det visuelle som man kunne ønske og det er et meget nedtonet look filmen har, som ikke gør voldsomt meget for filmoplevelsen. Der går dog som sagt lidt tid inden filmen bliver rigtig interessant og selvom der er mange gode intentioner, er den første del af filmen en smule langtrukken.

Hereditary – Gennemgribende Gys Genopstår

Anmeldelse af: Jakob Schluckebier

Hereditary har premiere 28. Juni 2018

 En velkendt kunstner, Annie Graham, spillet af Toni Collette, mister sin excentriske mor med demens og burde være tynget af sorg, men føler sig i stedet lettet. Hendes mor var en ekstremt manipulerende person, som især var i kontrol af Annie’s datter, Charlie, spillet af Milly Shapiro, der føler sig meget påvirket af tabet af sin bedstemor. Efter dødsfaldet begynder Annie at udrede sin mors omfattende liv, hvilket får alvorlige konsekvenser for familien. Der er visse ting man arver fra sine forældre man ville ønske man ikke havde.

Filmen ‘Hereditary’ er Ari Aster’s debutfilm som filminstruktør og hvilken debut det har vist sig at være. Det er et forfriskende nyt tag på horror-genren og tilbyder gys i form af en klassisk, stemningsbetynget oplevelse. Der bliver ikke benyttet jumpscares til at producere skræk og rædsel hos publikum, hvilket man meget ofte ser i nyere gyserfilm. Filmen spiller herimod på en voksende utilpashed med undertoner af okkult gys, til at fange opmærksomheden hos seeren.
Man bliver grebet fra start af og filmen viser sig at være lige så nådesløs som den er fascinerende. Lange scener med fokus på karaktererne rammer dybt og fastholder ens opmærksomhed om man vil det eller ej. Mange af disse scener gør ikke brug af musik til at skabe stemning, men bruger i stedet de stærke skuespillerpræstationer til at opretholde publikums fokus.

Der er ikke kæmpestore Hollywood stjerner med i ‘Hereditary’, men det er bestemt ikke noget man ligger mærke til eller savner. Samspillet mellem skuespillerne er eminent og betagende, hvilket desværre er blevet en mangelvare inden for horror-genren.

Toni Collette leverer en nær perfekt præstation som Annie og man kan ikke lade være med at leve sig ind i hendes kamp for at redde sin dysfunktionelle familie. På trods af hendes bedste intentioner, er det tydeligt at der foregår mere under overfladen hos Annie på godt og ondt, des længere man bevæger sig ind i historien.

Om end det er en filmisk imponerende oplevelse man søger eller gyseligt gru i lange baner, er ‘Hereditary’ spækket med begge dele. Ari Aster sætter streg under en imponerende debut og hvis dette niveau kommer til at være hans standard, ser jeg meget frem til hans fremtidige projekter.
‘Hereditary’ er et en spektakulær filmoplevelse der bør ses af alle gyserfans.

Skytsengel er en international film der tager afsæt i en af de mest spektakulære danske forbrydelser!

Anmeldt af Susanne Schatz

Skytsenglen har premiere 28.juni 2018

I 1951 blev der begået et mislykket bankrøveri af Palle Hardrup (Cyron Melville), som dræbte to ansatte i
banken. Kriminalassistent Anders Olsen (Pilou Asbæk) kommer tilfældigt forbi banken og
efterfølger forbryderen på cykel. I et splitsekund er det hele ved at gå galt, men han er heldig, og
gerningsmanden bliver arresteret. Vidneudsagn om at bankrøveren virkede mere eller mindre
fjernstyret motiverer Olsen til efterforske sagen grundigere, og med hjælp af en psykiater afslører
han skridt for skridt den mørke hemmelighed bag forbrydelsen. Palle er en dømt nazist, der under
afsoningen af dommen kommer i dårligt selskab i skikkelse af Bjørn Schouw Nielsen (Josh Lucas),
der har en manipulerende og hypnotisk indflydelse på Palle, hvilket fører til at han begår
forbrydelsen. I løbet af efterforskningerne bliver også Olsens kone (Sara Soulié) involveret i det farlige spil, da
Bjørn Schouw Nielsen, som har gode evner til at udnytte en andens svage punkter, prøver at
manipulere hende i kampen mod kriminalassistenten.

Hvor langt kan manipulation føre??

Instruktøren Arto Halonen, en kendt og prisvindende finsk producent, spillefilm- og
dokumentarfilmskaber, prøver med ”Skytsenglen” at skabe en psykologisk thriller, som tager fat i
det stadigvæk fascinerende emne om manipulation/hypnose.
Det lykkes ham med at skabe stemningsfulde, undervejs mystiske billeder og scener, som forløses
godt, understøttet af en emotionsvækkende musik. Men bort set fra det spændingsfulde plot, minder
resten af filmen ikke særlig meget om en thriller.

Karaktererne virker flade og vækker ikke tilskuernes interesse, handlingen er i en stor del af filmen
næsten kedelig, og der er simpelthen ikke nok overraskelser eller spændende vendinger undervejs.
Hypnotisøren Bjørn Schouw Nielsen optræder næsten som en kitschet kliché af den kolde og
manipulerende psykopat.
Filmen postulerer, at det er muligt at manipulere andre, men svigter desværre i forholdet til at skabe
en spændende og psykologisk thriller. Et forudseende forløb og alt for stereotype karakterer fører til,
at filmen ikke formår at gribe eller begejstre!

Man forlader biografen uden et særlig dybtgående indtryk – filmen har ikke formået at sætte sig fast,
hverken i hjertet eller i hjernen

Ocean’s 8 er underholdende men virker til tider som en direkte kopi af Ocean’s 11

Anmeldt af Lou von Brockdorff

Ocean’s 8 har premiere 21.juni 2018

Debbie Ocean har siddet i fængsel i 5 år, 8 måneder og 12 dage da hun bliver prøveløsladt og kommer ud af fængslet igen. Hun har brugt alt tiden på at gennemtænke det perfekte kup. Hun alliere sig hurtigt med sin gamle veninde Lou, som med det samme er med på ideen og de to begynder at udtænke kuppet. De skal først samle et hold af specialister som kan hjælpe med kuppet, de får derfor fat på juveleren Amita, gadesvindleren Constance, superhælen Tammy, hackeren Nine Ball og designeren Rose. Målet for kuppet er en diamanthalskæde til en værdi på 150 millioner dollars, som skal være omkring halsen på verdensstjernen Daphne Kluger til The Met Gala.

I 2001 kom ‘Ocean’s 11’ og den handlede om et mande ensemble som skulle røve et hotel og casino i Las Vegas. Det var en virkeligt god film som var underholdende og overraskende.

Nu er der så lavet en kvindeudgave af denne film. Der er samlet et godt kvinde cast til filmen, med virkeligt talentfulde skuespillerinder. B.la. er Sandra Bullock, Cate Blanchett, Anne Hathaway, Sarah Paulson, Rihanna og Helena Bonham Carter med. De giver alle fine præstationer og det virker som om de har haft det virkeligt sjovt på settet.

Desværre virker ‘Ocean’s 8’ til tider som en direkte kopi af ‘Ocean’s 11’, da nogle af karakterene har de samme træk og noget af dialogen virker også som dialog der kunne være direkte taget fra ‘Ocean’s 11’. Det er synd at de to film minder så meget om hinanden, da man ikke kan lade være med at tænke på ‘Ocean’s 11’, som er en del bedre film. Det er også fordi, at der er tider i ‘Ocean’s 8’ hvor man er nødt til at kende til de andre Oceans film, for at finde ud af hvem nogle af karakterene er.

Visuelt har ‘Ocean’s 8’ også klart fået inspiration fra ‘Ocean’s 11’. Der er nogle rigtigt fede visuelle ting som gør at filmen bliver underholdende at se, og som gør at filmen får et visuelt look som klart hører til i Oceans serien. Det er bl.a. nogle overgange når filmen klipper og måden filmen er blevet filmet på. Det er også i musikken og lydmikset af filmen er ret fed.

‘Ocean’s 8’ er instrueret af Gary Ross der tidligere har instrueret Hunger Games og Seabiscuit og så har han skrevet Big fra 1988 med Tom Hanks. Han har med ‘Ocean’s 8’ lavet en film som er flot og også underholdende. Filmen bliver desværre lidt lang til sidst, og kammer på et tidspunkt over og bliver lidt fjollet. Hvis filmen havde holdt sig på sporet og til det enkle mål havde det været en renere film og det havde klædt den.

Man bliver underholdt af en film som ‘Ocean’s 8’, og det er både fordi man har fornøjelsen af virkeligt dygtige skuespillere og en meget flot visuel side. Men ‘Ocean’s 8’ er ikke en særligt original film og den ender også med at føles som kopivare. Det er en skam da der er potentiale i filmen til at lave noget fedt og anderledes.